Tour de France har fået dette års første dopingssag.
Spanske Manuel Beltran, der kører Tour de France for Liquigas og er tidligere hjælperytter for den mangedobbelte tour-vinder, er blevet taget i at bruge dopingstoffet epo.
Det bekræfter Pierre Bordry, der er chef for det franske antidopingagentur AFLD, over for spn.dk.
- Jeg kan bekræfte, at der er en positiv epo-test efter første etape. Analysen af prøven er foretaget i Paris og senere bekræftet i Lausanne, siger han til spn.dk.
Ifølge BBC er der tale om en positiv urinprøve, der blev taget efter første etape 5. juli.
Beltrans sag er måske ikke den eneste. Flere ryttere er angiveligt blevet testet positive i test før tour'en gik i gang, skrev den franske avis Le Monde fredag.
De ryttere følges tæt af løbsledelsen.