Københavns Radio (P4) gjorde for et par uger siden opmærksom på, at der sidste år var 625 københavnere, der blev sat på gaden, fordi de ikke kunne betale husleje. De 625 ulykkelige mennesker er del af en opadgående kurve, for i 2010 blev omkring 5.000 danskere sat på gaden, hvilket næsten er 3 gange flere end det var tilfældet i 2002.

Et par fakta sætter alvoren i perspektiv:

- Halvdelen af de udsatte er faktisk børnefamilier.
- En fjerdedel af de udsatte er hjemløse et år efter de blev sat på gaden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på børnene. Tænk hvor ydmygende det må være at blive sat ud. For rigtig mange børn er det da også traumatisk. Suk. Og for de voksne, der måske ender i hjemløshed er, omkostningen også høj.

Det er helt vildt, at antallet af udsættelser bare kan vokse år efter år i et såkaldt velfærdssamfund, og det er helt vildt, at det kun var Københavns Radio, der fandt det relevant at bringe historien. Kunne der ikke være en enkelt historie mindre om Paradise Hotel eller X-factor? Det tror jeg nok.

Ser vi på baggrunden for de mange udsættelser, så kommer vi ikke uden om de opstramninger over for ledige, som VK-regeringen støttet af Dansk Folkeparti har indført. Lavere sociale ydelser vil ifølge borgerlig logik føre til at folk finder job. At nedsætte sociale ydelser er dermed motivationsfremmende og godt. Og det passer da også for nogle få. Resten, og altså de fleste, har bare mistet en del af deres indtægt. Og derfor er den reelle konsekvens af den førte politik, at mange af vores samfunds fattigste gøres endnu fattigere. Jeg synes, det er tarveligt.

Hvor kunne jeg godt tænke mig, at nogle af de ansvarlige politikere prøvede egne medicin. Ville Claus Hjort eller Pia Kjærsgaard overhovedet kunne overleve på en nedsat kontanthjælp eller startydelse? Næppe.