Jeg tror, de fleste er opdraget til, at man overholder en aftale, og naturligvis møder op til en aftale om behandling på et hospital. Alligevel er kendsgerningen den, at omkring 2 % af samtlige undersøgelser og operationer aflyses årligt.
Derfor er ”pjækkebøder” i flere omgange bragt i spil som en løsning på problemet, og den nye regering skriver direkte i sit regeringsgrundlag, at pjækkebøder nu skal realiseres. Umiddelbart virker det jo som både velovervejet og rimeligt. For det er jo spild af både tid og penge, når danskerne ikke møder op til en planlagt behandling.
Men lytter man til hverdagens eksperter f.eks. sygeplejersker og læger, så er det slet ikke så lige til. De peger på bl.a. på, at mange af dem, der udebliver fra behandling er samfundets mest socialt udsatte. Det er langt fra givet, at de vil få et bedre fremmøde af frygt for udsigten til en bøde på 1.000 kr. De er ofte på offentlig forsørgelse og det er tvivlsomt, om de vil/kan betale. Og hvad gør det offentlige så? Skal der trækkes i deres indtægt? Skal der rejses en inkassosag? Eller skal man have karantæne for behandling en periode?
Der ud over må man regne med, at det ikke er gratis at opkræve "pjækkebøder". For det første må man sikre sig, at muligheden for at melde fra er tilstrækkelig. For det andet må der laves klare regler for hvornår, man skal have en pjækkebøde. For det tredje må man finde ud af, om borgerne skal kompenseres, når det er hospitalet, der aflyser eller hvis ventetiden er meget lang? Og endelig skal der oprettes et administrativt system, der tager sig af alle disse sager. Erfaringen med indførsel af gebyr på tolkebistand har vist, at der blev brugt masser af tid på at opkræve relativt beskedne beløb. Tid som gik fra det egentlige: behandling og pleje. Sagt med andre ord, er det direkte tvivlsomt, om det er en god forretning at udskrive pjækkebøder.
Netop sådanne overvejelser var medvirkende til at politikerne i Region Hovedstaden i 2009 valgte ikke at indføre pjækkebøder. I stedet er der blevet satset på at indføre systemer, så borgere modtager sms og mail forud for behandling som reminder. Systemer som kan gøres endnu bedre.
Som Regionsrådspolitiker uden fortid i sundhedsvæsenet har jeg lært meget af at lytte til dedikeret og fagligt kompetent personale, og jeg vil derfor anbefale den nye Sundhedsminister Astrid Krag til også at lytte. Pjækkebøder lyder bedre end det nok er.