Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Når medmennesket degraderes til skadedyr

5. februar 2012 10:07
Visninger  [1136 ]   Debat  [19 ]

Man må ikke kalde jøder for rotter. Vi kender historien og ved hvilken grum skæbne nazisterne påførte denne befolkningsgruppe og vi ved, at før torturen, gaskamrene og den endelige udryddelse, var ordene. De forberedende ord. Skadedyrsretorikken.
Og når yderligtgående politikere i Danmark har sammenlignet indvandrere med skadedyr og kræftsvulster, så har humanisterne råbt op for at advare, for at det aldrig måtte ske igen, det som skete dengang i Tyskland. Helt berettiget! For det er jo nemlig sådan, at hvis man begynder at sammenligne befolkningsgrupper med skadedyr, kræftsvulster eller lignende, gør man dem til ikke-mennesker og de er dermed ikke længere omfattet af almindelige menneskerettigheder. Når mennesker bliver stemplet som skadedyr, er det næste nærliggende træk at bekæmpe ondet.

Folketingsmedlem Ole Birk Olesen er redaktør på og medejer af hjemmesiden 180grader.dk. Her har brugere på sitet over længere tid hængt en bestemt befolkningsgruppe, nemlig førtidspensionister, ud som igler.
Det er ikke Ole Birk Olesen, der har brugt dette udtryk, men han har ikke stoppet disse hadefulde indlæg. Jeg har faktisk for nogle måneder siden henvendt mig ved brug af kontaktformularen på pågældende hjemmeside. Desværre nedlod redaktionen sig ikke til at svare.


Jeg går ind for ytringsfrihed. Det er en af grundpillerne i et frit samfund. Man skal kunne tegne satiretegninger, kunne lave sjov med forskellige samfundsgrupper og gøre grin med landets politikere uden bagefter at skulle frygte for sit liv. Men nogle gange går folk så vidt i deres ytringer, at de forbryder sig mod en anden lov, nemlig straffelovens § 266b som lyder således:


”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Forbryder man sig ikke mod denne lov, når man hænger en hel samfundsgruppe ud som igler? Er der nogen væsensforskel på racistisk skadedyrsretorik vendt mod indvandrere og så det at kalde førtidspensionister for igler og beskrive samme gruppe som ”dem der suger blodet ud af vores samfund”? Hvad er forskellen? Hvorfor lyder der ikke et ramaskrig fra medierne? Hvor er humanisternes protester? Og hvordan kan et folketingsmedlem stiltiende se til at den slags svineri foregår på hans hjemmeside?

Er det mon fordi holdningen i befolkningen og blandt politikere efterhånden er så hadsk overfor mennesker på overførselsindkomst, at ekstremisterne på 180grader, bare siger det alle tænker?

©Laila Ammitsbøl

Ove Junne, Svend Sandbæk, Andersen Peter, Britta Nielsen, Karin Præsius, Solveig Johansen, Liliane Morriello, Vivi Rindom, Jakob Mikkelsen, Edvard Mortensen, Kurt Heinrich Frandsen, Johnny Winther Ronnenberg, Lars Nunnegaard og Carsten Svendsen har anbefalet dette indlæg.
Del på Facebook
05.02-2012 | 11:08 af Kristian Mortensen
Det var såmænd ikke kun jøderne der gik ud over, udover sigøjnere blev alle handicappede også udsat for nazisternes grusomheder
Det mest skræmmende er faktisk hvor Hitler fik alle de barbariske idéer fra
http://da.wikipedia.org/wiki/Eugenik
Det var såmænd ikke Hitler der fandt på det først
Eugenik og den totale 100% blinde tro på social-darwismen er begge meget kyniske og afstumpede måder at se på sine medmennesker. Der er i disse indbygget en accept af en grusom og brutal behandling af alle "undermennesker". Mange tyskere var ingenlunde ene om denne accept, den var meget udbredt i hele den vestlige verden, og faktisk endnu mere skræmmende især blandt akademikerne
Og skræmmende var det jo også i hvor beredvilligt de højtuddannede embedsmænd i det tredie rige hjalp Hitler med gennemførelsen af drabene, bla ca 1942 da det stod klart at jøderne ikke kunne deporteres til ex Madagasker, måske en total afstumpet embedsmand så har foreslået at slå jøderne ihjel i stedet, metoderne havde de jo brugt til eutanasi-drabene
Desværre er der meget tydelige tegn på at aristokratiet er ved at vende tilbage til denne accept igen, og nej det er ikke kun på højrefløjen det er ved at dukke op, nogengange synes ex Lars Løkke mig efterhånden næsten helt menneskelig ved siden af en Messer-SCHMIDT og en Thorning-SCHMIDT, ja undskyld, selvom Løkke var slem, så er det intet mod den kynisme som de to SCHMIDT'ER besidder
Det absurde er at i virkeligheden er de sandsynligvis meget ens i deres kynisme, afstumpethed og foragt for andre der ikke har de samme akademiske evner som dem selv.
Løkke, tror jeg, er ikke arrogant, han er hård og mangler noget medmenneskelig forståelse, men han er ikke så gennemført kynisk som de to SCHMIDT'er er
De to SCHMIDT'er besidder kun de holdninger der gik forud for nazismen alt for godt
Desværre!!!
 
 
05.02-2012 | 11:43 af Kristian Mortensen
 
 
05.02-2012 | 11:46 af gitte rasmussen
Man bliver udråbt som en stjerne hvis man skriver, at man brækker sig over fattigdom, en politiker der sidder i folketinget, når socialdemokrater sparker til svage borgere, så sidder de borgerlige medier, og gør dem til gode økonomisk ansvarlige politiker, og forguder dem. Når danskernes retssikkerhed bliver undermineret sidder de borgerlige medier med en tavshed der ikke kan beskrives. Når det Europæiske folk går på gaden sidder de borgerlige medier igen med deres tavshed. Man er igang med at skabe et Europa uden demokrati, og når man prøver at redde Grækenland, så er det ikke det græske folk man prøver at hjælpe, men finansverden.

Så længe det ikke er gået op for befolkningen hvad det er der foregår, så vil de blive ved med at skabe et Europa der kun har en vej, fascismen. For man kan IKKE skabe et Europa med demokrati, for hvis de skal redde Euroen så skal ALLE landene rette ind efter en diktatorisk styreform. Derfor er folk på overførselsindkomst vores tids "rotter" i den verden, for meningen er ikke at skabe et godt socialt Europa, men et kapitalistisk Europa hvor lønmodtager syge som raske kommer til at arbejde på umenneskelige vilkår,

Man er nød til at tænke sig ud af de nationale politiker i dag, for de blive dikteret fra EU, om hvordan tingene skal være i fremtiden. Derfor er de også nød til at gøre nogle til "rotter" for der er ikke plads til dem i fremtiden.
 
 
05.02-2012 | 12:00 af Kristian Mortensen
Hele EU "konstruktionen" er jo aristokratiets måde at afskaffe de sidste rester af velfærdsstaterne især i Nordeuropa
Faktisk gjorde Hitler jo store dele af det som aristokratiet bad ham om, det gik dog først galt set med aristokratiets øjne da han startede 2 verdenskrig,men indtil da gjorde han det helt fint i aristokratiets tjeneste, da han afskaffede demokratiet, da han lavede eutanasi-drabene,, da han fjernede sociale ydelser til de fattige, da han forbød fagforeningerne osv
Og jo man får den mistanke at aristokratiet vil gøre det hele engang til men i et forenet fascistisk Neuropa!!!
 
 
05.02-2012 | 12:20 af Jan Kauffmann
Anbefalet fra start til slut.
 
 
05.02-2012 | 13:23 af egon legaard
Stærkt anbefalet !
 
 
05.02-2012 | 13:36 af Jess D. Skov-Nielsen
Ja... det er fordi mange enten ikke ved bedre, eller fordi de er begyndt at hade alt der gør at de ikke har et samfund der ligner USA hvad angår velfærd... bare lyt til amerikanere når man nævner ordet velfærd, så ser de rødt og kommunisme med det samme... mange af dem i hvert fald.

Jeg ved godt det er hårdt at skulle læse alle disse modbydeligheder, men lad være med at tage dig af det... du ved lige så godt som jeg, hvordan de ville reagere den dag de selv stod i samme situation som os på førtidspension... det er små uempatiske mennesker, der ikke kan forholde sig til andet end deres egen lille snævre virkelighed, for det er den eneste de kender.

Det farlige er, når den type kommer til magten til gengæld... som den hr. Birk der ingenting gør for at sætte regler op på 180 grader f.eks. for han bør som politiker vide bedre, men det er jo nok ikke tilfældet.

Jeg gik mig også på en overgang af den type mennesker... men de er altid så høje i hatten bag deres computerskærm, så snart du står overfor dem ude i virkeligheden, så har de ingen argumenter aligevel, andet end udenomsnak.

Bliv ved med at gå dem på klingen, bare lad være med at tage deres ord til dig... hvis en nazist kom og rakkede ned på dig, ville du så føle dig nedværdiget, eller ville du bare føle at den person var ekstremist og ude i hampen?... det er den følelse du skal have når du læser liberale skvadderpander fra 180 grader, eller gør som jeg; lad vær med at gå derind overhovedet... det er et "sinkhole of evil" derinde, en flok uempatiske menneskers højborg, hvor de nærer sig selv ved at hælde galde ud over andre mennesker, og mæsker sig i rygklapperier fra deres lige derinde... If you don't like the pigs, then don't enter their mudpool! ... simple as that...
 
 
06.02-2012 | 11:10 af Laila Ammitsbøl
Jeg kan godt se din pointe, Jess og du er heller ikke den første der siger det. "Man skal ikke tage sig af det, man skal tie det ihjel" osv. Jeg har hørt det flere gange når jeg har debatteret det bl.a på Facebook. Som sagt, jeg kan godt se pointen og så alligevel ikke...
Når hele holdningen til førtidspensionister bliver mere og mere negativ, når politikerne sætter jagten ind på syge mennesker, når parolen lyder arbeit macht frei, og når yderligtgående går så vidt så de kalder os igler og lignende, så mener jeg vi er nået dertil, hvor vi skal råbe vagt i gevær. Det er fandeme for meget nu. Jeg synes ikke det kan være meningen, at man skal forfølges, fordi en eller anden sygdom af fysisk eller psykisk art, har gjort at man ikke kan arbejde. Jeg synes det er afskyeligt det som foregår i øjeblikket. Man bliver konstant dunket i hovedet med at man er en byrde og føler at man nærmest skal skamme sig ihjel. Nogen af os må sgu da sige noget. Hvor længe skal vi bare finde os i at der siges de uhyrligste ting om os? Risikerer vi ikke at forsøge at tie det ihjel så længe at det er for sent, så længe at holdningen til os bliver så ekstrem, at der slet ikke er nogen vej tilbage? Er vi allerede der?
 
 
06.02-2012 | 11:37 af Jess D. Skov-Nielsen
Jeg mener heller ikke at vi bare skal vende det blinde øje til... men du ved godt at, mod tåber kæmper selv guder forgæves. Nogen gange er det faktisk bedre at lade dem vise sin umenneskelighed, end forsøge at få dem til at holde sin kæft via lov... de blir' ikk emindre hadske overfor os af at blive tiet ihjæl, til gengæld kan man så håbe, at de vækker afsky i flere end de vækker samme had som de selv har.

Selvfølgeligt skal vi kæmpe og oplyse og argumentere og forsøge at bringe empati'en (forståelsen for andre menneskers situation) ud til dem der ikke forstår os... men det bliver bare svært hvis vi skal kræve at de værste af dem holder deres kæft, for så ER der jo ingen debat til sidst. Det bedste ville være, at disse typer der er så hadske, rent faktisk blev udstillet i en "debat gabestok" som de selv har stukket hovedet ind i ved netop at være så modbydelige som de er.

En anden ting er, at 180 grader er en højborg som kun forstærker hadet i sig selv... der er en kotyme derinde om, at man skal hade overførsler, og selv om de fleste er ondskabsfulde og arrogante, så tror jeg stadig der er forskellig grader af "had" derinde, men mange af dem gejler simpelthen hinanden op til at føre disse "igle frenzies" når de skal forsvare deres egocentriske synspunkter... for det er jo i bund og grund det der er problemet... de sætter individet over fællesskabet, og vil forsvare det for enhver pris, ellers går hele pointen med deres liberale holdning jo til grunde, hvis de skulle indrømme, at de godt kan se nødvendigheden i en social og medmenneskelig ordning for syge og ledige. der er ingen mellemveje, ingen niveau'er hos dem... enten er man ærke neo liberal, eller også er man blødsøden rundkreds-socialist i stof-vest.

Derfor... lad dem brokke sig, lad dem hade, lad dem vise deres had så det er tydeligt for alle andre hvor smålige mennesker de i grunden er... ondskaben er nemmest at takle når den er tydelig og kan ses. kræver du den cencureret væk giver du den bare mere sympati, da dansken generelt er tilhænger af ytringsfrihed... det gør dem bare til "ofre" for noget de sikkert vil kalde "kommunisme" eller det der er værre (i deres øjne).

Ja, de kalder os Igler... vi kalder dem for egocentriske fascister (jeg gør i hvert fald)... det fyger med beskyldninger frem og tilbage, og sådan vil det nok altid være. At tro på at overførsler nogensinde vil blive nogle man smiler til og betaler skat til med glæde er utopi, jeg tror ikk epå det mere... jeg har kæmpet længe for at "omvende" den type mennesker til at have forståelse og empati... men jeg er blevet klar over, at det handler ikke altid om forståelse, men mere om at de bare ikke VIL forstå... det er en holdning du ikke kan lave om på, så hvorfor forsøge?

Vi kan oplyse, mere kan vi egentligt ikke... nøjagtigt som du gør her, og det skal vi blive VED med... for der ER også folk derude der vågner op til hvad der foregår, og hvor det har hjulpet noget... dem hører du bare meget sjældent fra... det er altid de hadske idioter der melder sig og begynder på de grumme ting... og dem får du ikke vendt om aligevel... det klarer de først selv den dag de selv bliver ramt af en bil, får en kronisk angst lidelse eller hvad de nu "falder for".

Bare vent... når krisen gør at alle ender som nder 30'ernes depression, og armod og fattigdom igen bliver hverdag, så skal du se velfærden vende tilbage igen, samt fællesskabet og solidariteten og forståelsen, for så er de fleste selv nede og bide i støvet, og så skal de nok se hvorfor velfærden og attituden overfor folk der har det svært er så vigtig... jeg tror bare ikk epå det kommer til at ske før... verden har levet i en beskyttet tilværelse i så mange generationer nu, at folk har glemt hvordan det er at være i bunden af systemet.
 
 
06.02-2012 | 13:06 af Carsten Svendsen
 
06.02-2012 | 13:17 af Lars Nunnegaard
Varmt anbefalet.
 
 
06.02-2012 | 22:37 af Kurt Heinrich Frandsen
Anbefalet!
 
08.02-2012 | 12:36 af Edvard Mortensen
Igler? Det kan de selv være. De der hylder smarte, uproduktive, spekulanter og sidegadevekselerer.

Efter 10 år med den tidligere Fogh/Løkke-regering virker det som om, der har bredt sig en syg Venstre-kultur i Danmark. Ikke bare førtidspensionister, men også andre på overførselsindkomster bliver mobbet og brugt som syndebukke. Det er typisk for højreorienterede politikere, de skal helst have syndebukke at hænge deres politik op på.

Fx kunne man tidligere også læse, at arbejdsløse blev kaldt parasitter i Løkkes hoforgan Jyllandsposten.

Menneskesynet er forandret under Fogh/Løkkes regime. Og ikke til det bedre. Egoisme og grådighed er kommet i højsædet. Hvilket Løkke-regeringens politiske tiltag har understøttet.

Fx Løkkes arbejde for egoisme og privatisering af sygehusvæsenet ved, at forgylde det med en milliard kroner i overbetaling. Eller Løkkes statsstøtte til private sundhedsforsikringer, hvor man hjælper eliten med at springe ventetider og sygehus-køer over.

Der venter Thorning-regeringen et stort arbejde med, at få forandret egoisme og grådighed til fællesskab og sammenhold igen.

Medierne, som for 90 procents vedkommende er højreorienterede elsker ikke ligefrem Helle Thorning-Schmidt og hendes regering. De blev vist meget skuffede over, at Løkke tabte valget, trods især Jyllandsposten og BT/msn's ihærdige indsats for at hjælpe Løkke.

Som Hans Engell siger: Helle Thorning-Schmidt har ingen venner i medierne.

PS.
Den syge Fogh/Løkke-kultur har åbenbart også forgrenet sig ind i bl.a. Forsvaret.

”Hemmeligt notat: Hærchef beordrede officerer til at lyve om irakiske fanger. Folketinget blev misinformeret 13 gange.”
/

:)
 
14.02-2012 | 12:35 af Jette Hartmann
"Som Hans Engell siger: Helle Thorning-Schmidt har ingen venner i medierne."
Korrektion: HTS har slet ingen venner.......
 
12.02-2012 | 09:36 af Vivi Rindom
Deler fuldkommen din holdning Anita Ammitsbøl, jeg deler til dels også din frygt, har holdningsændringerne ændret så meget karakter, at det er for sent!! Nuvel, hader dommedagsprofetier, kan se en lillebitte ændring i den offentlige debat, den er micro lille men den er der.
 
14.02-2012 | 09:32 af Liliane Morriello
Facismens tilbagekomst.....
 
 
14.05-2012 | 19:50 af Karin Præsius
Virkelig godt skrevet og beskrevet... for du har ret! Det har intet med ytringsfrihed at gøre, når man tilsviner og sætter andre mennesker i bås på den måde. Det er diskrimination!!! Det burde politianmeldes! Mvh Karin P.
 
17.05-2012 | 21:28 af Andersen Peter
Små mennesker bliver større, når de står på nogle der ligger ned.
 
 
20.05-2012 | 18:44 af Ove Junne
Jeg kan ikke huske, hvem der sagde:

"Vi skal værne om ytringsfriheden, for når tumperne ytrer sig, så afslører de sig selv".

Laila - jeg dele din bekymring for den umenneskeliggørende retorik. Historien har vist, at den altid er en langsomvirkende 100% dødbringende gift. Som når vores socialminister f.eks. på TV udtaler, at velfærdssamfundet skal tage sig af de aller-svageste, så åbner hun for fri jagt på de svageste - ikke med det sammen, men med tiden.
Jeg har med flere indlæg på 180grader forsøgt at påvirke debatten derinde, men det er meget svært - næremst umuligt. Men dette dit indlæg får mig nu til at flytte min første klumme herover på avisen.dk. Det hedder "Sort plan overtrumfer både rød og blå"
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Laila Ammitsbøl

Født i 1965. Opvokset på Falster. Enten var Falster forkert eller også var jeg. Vi passede i hvert fald ikke rigtigt sammen.

Min barndom var præget af mobning. Jeg følte mig altid skæv og forkert i forhold til omgivelserne. Jeg tænkte tanker, der slet ikke vandt genklang hos hverken mine klassekammerater eller hos mine forældre.

Min force var mine boglige evner. Alligevel endte jeg som førtidspensionist som 25-årig. Var det miljøet eller de dårlige gener? Aner det ikke, men i hvert fald var og er jeg udstyret med et meget skrøbeligt sind. Derfor følte jeg mig ikke "parkeret" da jeg fik førtidspension. Jeg var dybt taknemlig! Jeg følte at jeg fik fred til at prøve at bygge et tåleligt liv. Det var ikke altid det sjoveste i verden at skulle fortælle om denne titel. Folk blev måske lidt forlegne, men jeg følte ikke de fordømte mig. Denne fordømmelse er dog kommet de sidste år og det er grunden til at jeg blogger.

Der fremsættes konstant beskyldninger mod førtidspensionister. De værste skældsord bruges som regel af anonyme, feje hunde rundt omkring på nettet. Efterhånden virker det som om, mange opfatter os som snyltere og parasitter. Det er blevet umoderne at spørge ind til årsagen og prøve at forstå, hvorfor et psykisk eller fysisk sygt menneske ikke kan arbejde.

Politikere er højere på strå end disse anonyme svinehunde, så de siger tingene pænere og snedigere: Vi vil jo hjælpe disse parkerede, siger de, og bidrager til stigmatiseringen i lige så høj grad som de der bare sviner os til.

At blogge om disse ting, at prøve at få udryddet nogle af myterne, er efterhånden blevet en livsnødvendighed for mig. Derfor sidder jeg her og skriver...

I november 2011 udgav jeg bogen Dans på tornede roser. Bogen er et forsøg på at påvirke debatten om førtidspension og for en eneste gangs skyld at vise, hvordan verden ser ud med en førtidspensionists øjne.



Indlæg | 27 | 32.659 | 58
Siden | 30. december 2010 07:48
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites