Jeg skal være far. Til maj.

Til scanningen var der ingen tvivl om, at det bliver fars dreng. Billederne viste det med al tydelighed.

"Så var der rigtig ammunition i krudtet," lød det fra en af mine kammerater.

"Sådan skal det gøres," sagde en anden.

Da jeg for et par uger siden, var til fodbold hos en anden kommende far i vennekredsen, kunne han bekendtgøre, at der kommer en lille pige ud, når tiden er inde.

"Nå, så du gjorde kun arbejdet halvt færdigt," spøgte en.

"Kunne det ikke blive til mere," sagde en anden.

Selvom det var sagt i sjov, så er jeg ikke i tvivl. Der er mere prestige i at få drengebørn. Selv i min omgangskreds af højtuddannede, vellønnede, velbegavede, moderne storbymennesker.

Selvom vi synes, at vi er nok så fremme i skoene, så stikker oldnordiske kulturnormer i sådanne situationer ansigt frem. Det er interessant at blive mindet om i en tid, hvor kulturmøder og værdisammenstød er det store emne i samtalekøkkenet.

At jeg så også helst selv ville have en søn, er en helt anden historie. For jeg kan nu købe en Playstation 3, tage i Parken hver anden søndag med lille-prut og løbe rundt i haven om sommeren med en bold og en øl og kalde det far-barn-hygge og samtidig sætte point ind på kontoen. En ren win-win.