Måske ser jeg spøgelser. Måske kommer der en guddommelig historie fra min hånd og medicinalindustriens interesser i at sygeliggøre os danskere snarest.
Det hele skete i går fredag. Og var egentlig ret syret.
Jeg havde mere end travlt med at skrive et tema om et politisk udspil fra de Radikale, da en af Nyhedsavisens assistenter kom over.
Hun havde været på apoteket, og de havde mere end ihærdigt forsøgt at presse hende en diabetes 2-test på ærmet. Hun spurgte mig, om det egentlig var apotekernes rolle at sygeliggøre danskerne.
Jeg sad begravet i arbejde, så kom med en sang fra de varme lande.
Men nåede da også at studse over den reklame fra en morgenavis, hvor apotekerne på en hel side taler om diabetes 2, som hun også viste mig, men slog det hen.
En times tid senere ud på eftermiddag, da deadlinen pustede mig i nakken, ringede et kommunikationsbureau. De ville prakke mig en diabetes-historie på ærmet. Jeg aftalte, at vi måtte tage den mandag. Men igen diabetes 2 - altså gammelmandssukkersyge. Alligevel slog jeg det hen.
Da jeg fredag aften lagde mig i sengen med det nye Euroman, måbede jeg dog lidt, da de bagerst i magasinet havde en historie om, at diabetes 2 er utrolig farligt, mange er i farezone uden at vide det, alle bør tænke i diabetes 2-baner.
Hvad sker der? Er der en stor diabetes 2-sammensværgelse i gang?
Diabetes 2 kommer af forkert livsstil. Forkert, for fed og for ensidig kost, mangel på motion og den slags fører til diabetes 2.
Men også forhøjet blodtryk og forhøjet kollesteroltal. Og her er det så medicinalindustrien kommer på banen. Er de nu ved at sygeliggøre os alle, så de kan sælge kollesterolnedsættende medicin sammen med fødevareindustriens Becel Pro Aktiv, og hvad det nu hedder? Eller ser jeg spøgelser?
Jeg må i gang i næste uge med noget research. Lad nu se, hvorfor vi alle sammen pludselig skal tale diabetes 2...
Har du indspark eller insiderviden, så er du mere end velkommen til at sende en mail til laig@dny.dk.