Socialdemokratiet mister den ene store profil efter den anden. Men der kommer desværre intet den anden vej Først forsvandt Pernille Blach Hansen, og nu Lotte Bundsgaard. Fantastiske kvindfolk der om nogen har påvirket dansk politik i den rigtige retning.
Onde mennesker vil måske kalde dem ligegyldige, og påstå at de kun har været i S fordi deres forældre har lært dem det, og nogle vil sikkert sige at det kun var fordi de var unge kvinder der passede til en krampagtig populistisk S-strategi, andre igen at det var i mangel af bedre. Til dem vil jeg sig; nej nej, det passer ikke. Hvem husker ikke de mange skarpe udtalelser samt de vigtige bøger og debatindlæg de to piger har været en del af. Hvordan ville dansk politik have set ud i dag uden de to? tænk lige over det!
Hvad bliver det næste; at den dejlige nordjyske kvinde med hjertet på rette sted: Mette Frederiksen forsvinder. En skrækkelig tanke. Hvordan kan denne hjerteflugt ske? det ser sort ud for Socialdemokratiet. Man får nærmest en fornemmelse af at der foregår ting på Christiansborg der kører disse dejlige piger trætte. Måske er det de utallige løgne regeringen spreder der slå pigerne omkuld. Måske er det den evige fokus på fakta, viden og reelt arbejde som Anders Fogh Rasmussen lægger for dagen. Det har nok været hårdt at modstå for de søde piger. Det er en meget trist udvikling. Snart vil der ikke være flere unge blåøjede kvinder med hjertet på rette sted i dansk politik – kun sure alvorlige mænd der ikke snakker nok om de svage, men bare arbejder hele tiden.