Der er slået alvorlige skår i politiets arbejde med at få unge med indvandrerbaggrund til at søge ind til politiet, efter at en bombe onsdag aften hærgede den unge indvandrerbetjent Mudis bil i Brabrand i Århus.
Det vurderer Claus Hartmann, der er medlem af Forhandlingsudvalget i Politiforbundet, og som længe har haft ansvar for uddannelse og ansættelse af politibetjente.
»Jeg kan frygte, at en episode som denne kan gøre det ekstra svært at få unge indvandrere til at søge ind til politiet. I forvejen har det været en meget lang proces at få dem integreret i korpset, så det vil være rigtig ærgerligt, hvis det skulle gå ned ad bakke igen,« siger han.
Diktatorisk politi
Ifølge Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, er der to grunde til, at det blandt nogle grupper af indvandrere ikke er velanskrevet at være politibetjent.
»Hvis en gruppe af indvandrere er påvirket af deres forældre til at se politiet som diktatorens forlængede arm, som man gør i Mellemøsten, og de samtidig føler sig forfulgt af det danske politi, som de opfatter som racistiske og ude efter dem, så kan de her ting ske,« forklarer hun. Claus Hartmann oplever også traditionerne og de familiemæssige holdninger som en barriere for at rekruttere de unge indvandrere.
»Men det er vi ved at få gjort op med, og derfor er det her så ekstra ærgerligt,« siger han.
Principiel sag
Politibetjenten Mudi er sammen med en anden ung indvandrer elev ved Østjyllands Politi, hvor chefpolitiinspektør John Jacobsen anser sagen for at være yderst principiel.
»Det er vigtigt, at nydanskerne er i politiet, for politifolkene skal afspejle det samfund, de er sat til at tjene,« siger han og understreger, at episoden ikke får Østjyllands Politi til at ryste på hånden.
»Tværtimod. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor befolkningen skal respektere politiet, uanset hvem det er. Derfor er det fuldstændig uacceptabelt, hvis enkelte grupper skal holdes ude på grund af andres holdning til dem,« siger han.
Men for de unge indvandrere, som reagerer så voldsomt på andre indvandrere i politiuniform, er det et spørgsmål om ære, mener Helle Lykke Nielsen.
»De oplever det som forræderi, fordi de mener, at de unge betjente svigter fællesskabet,« siger Helle Lykke Nielsen.