Som bekendt er jeg ikke psykolog af profession, men jeg undrer mig ofte over, hvad der ligger bag mange menneskers indædte, blinde had til den borgerlige regering i almindelighed og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, i særdeleshed. Især sidstnævnte er genstand for en nærmest manisk forfølgelse og tilsvining. – Hvorfor?

Et godt bud på et svar stod i et læserbrev af forfatteren Geoffrey Cain i JP København den 27. juli 2006: ""Humanisternes" had stammer fra deres ulyst over for deres eget samfund, deres egne rødder og i mange tilfælde deres egen far og mor."

Videre skriver han: "Ja, det er noget så enkelt som had til far og mor, et pubertært had, som "humanisterne" - trods deres magt og vælde - aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnekammeret, og derfor er de - ligesom børn - blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe andre. Ikke fordi "humanisterne" nødvendigvis er onde, men fordi de mangler den medfølelse, der burde komme med den modenhed, som de aldrig fik. Derfor er deres "medfølelse" med den ikke-vestlige verden mest af alt attitude og gælder kun dér, hvor "forbryderen" er Vesten. Og i situationer, hvor forbryderen ikke er Vesten, er de ikke interesserede. Dér melder de hus forbi, og derfor kunne de eksempelvis mobilisere enorm energi til støtte for den i USA dødsdømte Abu Mumia Jamal, mens de 10.000 kinesere, der hvert år henrettes for deres organers skyld, ikke interesserer dem ret meget."

Den tager vi lige en gang til: "Ja, det er noget så enkelt som had til far og mor, et pubertært had, som "humanisterne" - trods deres magt og vælde - aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne."

Ind fra en ende kalder de sig selv og hinanden for humanister, intellektuelle osv.; og dog er de ikke andet end: barnerumper – med ører.

Læs også Geoffrey Cains bøger:

Ondskabens Ikon, Det Kritiske Forlag, 1999

Gensyn med Ondskabens Ikon, Det Kritiske Forlag, 2006