Det, de fleste troede var en mindre og primært teknisk sag, er blevet til lidt af en varm kartoffel.

EU-skatten på finansielle transaktioner – af nogen også, fejlagtigt, kaldt Tobinskatten – har således kun fyldt i de danske medier, fordi Økonomiminister Margrethe Vestager stædigt har fastholdt, at det er en dårlig idé, der vil lede til jobtab. For dermed placerede hun Danmark til højre for ærkeborgerlige som Angela Merkel og Nicolas Sarkozy, der begge presser på for skatten, som de mener, kan genskabe en smule tiltrængt retfærdighed i det økonomiske system.

I denne uge kulminerede kritikken så. Poul Nyrup anklagede Vestager for at manipulere med tallene, EU-Kommissionen og konservative Connie Hedegaard påpegede, at skatten faktisk vil skabe vækst, og også radikale ”koryfæer”, som Lone Dybkjær, gik i rette med deres partiformand.

Det har dog ikke fået den radikale ledelse til at søge fuld forbrødring. Vestager vil godt nok se nysgerrigt på nye tal om effekten af finansskatten, men ellers er beskeden stadig, at man ikke arbejder for EU-afgiften og i øvrigt mener at have sat punktum for debatten om den.

Nu kan vi så vente på, at de radikale bliver klogere. Det sker muligvis allerede i denne uge, hvor Kommissionen forventes at fremlægge en rapport, der viser at EU-skatten har en positiv effekt for økonomien – nøjagtig som flere af os har påpeget i et godt stykke tid.

Derefter kan de radikale vende rundt på en tallerken, støtte forslaget, og understrege, at de på det principielle plan hele tiden har været for sådan en skat. Der skulle bare styr på fakta. Eller også kan de stædigt fastholde, at det er en dårlig idé. Sandsynligheden er vist lige stor for begge dele.

Men lige meget hvad, er en del af slaget allerede tabt. Ikke kun for de radikale. Men for alle os, der gerne vil have en finanssektor, der ikke kun er til gavn for de få.

Lige nu foregår der nemlig ikke kun en kamp om, hvilke regler banker og andre finansfolk skal følge. Nej, vi er – som Peter Hummelgaard Thomsen var en af de første til at påpege herhjemme – midt i en langt større værdikamp.

Skal økonomiens skæbne afgøres af de finansielle markeders lunefuldheder eller vores evne til at tænke og producere nyt? Skal stor risikotagning, grådighed og kortsigtede spekulationer være dominerende principper i forretningslivet? Eller skal bæredygtighed, langsigtet udsyn og social ansvarlighed? Skal finansfyrsterne slippe for regningen for den krise, de selv skabte, mens almindelige mennesker hænger på den i flere år endnu i form af statsgæld og arbejdsløshed? Skal økonomien lede til mere lighed eller ulighed?

Det er de spørgsmål, der ligger til grund for diskussionen om den finansielle transaktionsskat. For den er det mest konkrete bud på, hvordan de vilde spekulationer kan begrænses og økonomien gøres mere stabil.

Dermed er de radikales totale afvisning af skatten og mangel på klare alternativer også en støtte til status quo. En støtte til, at finansverden kan fortsætte som hidtil. Og en støtte til et argument, som det ellers kun er finansverden selv og dens borgerlige propagandister, der fremfører: at enhver regulering af finanssektoren vil lede til en svagere og mindre effektiv økonomi.

Så uafhængigt af om vi får en ny finansafgift eller ej, og uanset om det er dem bevidst, har det radikale fedtspil om EU’s finansafgift givet point til finansfyrsterne i vor tids vigtigste værdikamp.

"Men, men, men", er de radikale allerede i gang med at fremføre, "også Sverige og Storbritannien er jo imod sådan en skat. Det bliver ikke til noget. Vi har bare været realistiske. Hvad skulle vi ellers have gjort?"

Det er ganske simpelt – og I kunne formentlig sagtens have gjort det uden at gå på kompromis med jer selv:

I skulle have sagt helt klart, at I naturligvis er for en ny afgift i en finanssektor, der af alle, inklusiv den selv, betragtes som underbeskattet (fordi den ikke betaler moms og det kun er i 2 ud af 27 EU-lande, at der er en kompensationsskat for det). At I mener, at man skal udforske alle instrumenter, der kan sikre et mere stabilt finansielt system, der i højere grad end det er tilfældet i dag understøtter vækst og beskæftigelse. At I (hvis det er sådan det er) havde betænkeligheder ved Kommissionens udspil, men at I ville arbejde for, at det blev designet på den rigtige måde. At I kunne se modstanden hos svenskerne og briterne – men at I håbede, de ville ændre holdning.

Så havde I gjort jeres til, at vi kom et skridt videre i oprydningen efter finanskrisen. Nu har I i stedet gjort det modsatte.

Men oprydningen vil tage tid - og der er stadig rigeligt, I kan og forhåbentlig vil bidrage med.