Først forklarede han, at det var biltyve, som havde kvalt hans 25-årige kone, Janni Westh, i november 2007. Dog pegede alle spor på den dengang 28-årige kreditrådgiver, som blev anholdt dagen efter.
Nu er han blevet idømt 10 års fængsel ved retten i Helsingør, skriver tv2.dk.
Manden har tidligere erkendt under et grundlovsforhør, at det var ham selv, og ikke et to biltyve, som han tidligere forklarede, der var skyld i konens død. Derfor blev sagen kørt som en tilståelsessag.
Det var tilsyneladende et skænderi om, hvorvidt parret havde råd til en bil, der førte til drabet. Det oplyste vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi efter grundlovsforhøret.
Digtede historie om biltyve
I første omgang havde manden ellers digtet en særdeles detaljerig historie om, hvordan han og konen tidligt om morgenen den 14. november var blevet vækket af et par biltyve.
Manden var gået ud for at standse tyvene, men her slog den ene ham i hovedet med en sten. Den anden gik op i parrets soveværelse, hvor han kvalte hende.
Manden havde desuden givet et udførligt signalement af biltyvene og forklaret, at de talte gebrokkent dansk.
Slog sig selv med sten
Den nu dømte mand havde gjort sit for at få røveriet til at se ægte ud.
Han havde blandt andet slået sig selv i hovedet med en sten og lavet skrammer på hals og nakke, som han forklarede stammede fra at kabel, som biltyvene havde forsøgt at kvæle ham med. Det var dog netop manglende spor, som fældede manden.