Jeg har fortsat lyst til at grave lidt i Tøger Seidenfadens og Uffe Ellemann-Jensens paradoksale reaktioner på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. I min første redegørelse Derfor Blev Tøger Som Han ER - Og Defor Er Uffe Sur På Jyllands-Posten opridser jeg Tøgers baggrund. Blog-indlægget blev heftigt kommenteret. Først vil jeg svare på nogen af kritikpunkterne:
Rasmus Jørgensen forstår ikke, hvad Tøgers far har med Tøgers ansættelse på Politiken at gøre. Det forstår Ole E. Mikkelsen heller ikke, og mener at Tøger i givet fald skulle været en robot, hvis farmand havde indflydelse på hans karriere. Jeg ved ikke, hvilken indflydelse fader har haft på søn. Men selv om jeg tror mest på arv end på miljø, er det da temmelig ejendommeligt og interessant, at Tøger bliver chef på dén avis, som hans far var et kussehår fra at blive leder af, hvis det ikke lige var, fordi Politikens Medarbejderforening satte hælene i, og sagde puha nej, tak.
Ole E. Mikkelsen mener, at motivet for mit indlæg om Tøger er, at min far ikke fik den rette potte-træning. Jamen, i mine ører lyder det da som en mulig hypotese. Min far endte sine dage som inspektør i Studenterforeningen. Hans far var bornholmer og uddannet som tolder og familien blev flyttet meget rundt til landets mange toldstationer: fx Svendborg og Vamdrup. Alt det rejseri har sikkert medført, at min far som barn kun har haft mulighed for at forrette sin nødtørft på DSB s selvkørende lokummer - og aldrig har haft mulighed for at bruge potte. Mais alors, jeg mener dette er et sidespor.
B. Heinesen mener, jeg er en sladdermaskine, som ingen kan ønske sig at blive rådgivet af??! Muligt - men min blog handler blot om, hvad der egentlig ligger til grund for Tøgers og Ellemandens kolbøtte-reaktion på de velsignede tegninger. Som mange andre i dette land prøver jeg efter bedste evne at forstå disse to Danmarks elefanter. Jeg higer og søger i oplukte bøger for at finde en mening og en forståelse for deres reaktion.
Men lad mig prøve, at grave videre i de to herres curriculum vitæs kringelkroge.
Uffe og Tøger må kende hinanden temmelig godt, da de begge sidder i bestyrelse i Det Udenrigspolitiske Selskab - eller i hvert fald gjorde det i 1998. Her var Uffe selskabets formand, mens Tøger blot var menigt bestyrelsesmedlem. Andre medlemmer er interessante, fordi de arbejder eller har arbejdet for Politiken: Anne Knudsen, Herbert Pundik og Vibeke Sperling.
Og hvad er så det Udenrigspolitiske Selskab? Tilsyneladende en ganske uskadelig forening, der skal fremme kendskabet og interessen for udenrigspolitiske spørgsmål - og som IKKE tager stilling til noget politisk problem . Foreningen blev startet af bla Tøgers far Erik Seidenfaden i 1947 og er en aflægger af CFR (Council for Foreign Relations), som blev dannet i 1919 i forbindelse med Versailles-fredsforhandlingerne.
CFR bliver af advokat Knud Bjeld Eriksen kaldt for Verdensregerings-klubben, og han fortæller, at CFR bliver kaldt for skolen for statsmænd , fordi præsidenter vælger deres topfolk fra selskabs-kædens medlemslister. Videre mener han, at CFR s blad, der i Danmark hedder Udenrigs , regnes for en rettesnor for den rigtige mening , som må følges, hvis man vil blive til noget, ligegyldigt om det er i politik, medier eller kultur. At gå i mod den linie, der lægges, er døden for en karriere.
De to knægte, der i dag er henholdsvis 65 og 49 år, har også begge haft sæde i den halvhemmelige verdensorganisation Bilderberg Gruppen . Her har Ellemanden siden sin fratrædelse som udenrigsminister være formand. Tøger var også dybt involveret her, ikke bare som menig, men som medlem af selveste forretningsudvalget Bilderberg Steering Committee . Deres sidste møde blev vist holdt i Portugal i 2006 og en læser af Politiken har flere gange pr. mail udæsket et svar fra Tøger, om det var muligt at få et referat fra mødet. Efter mange fumlerier svarer Tøger så endeligt, at der ikke bliver taget referat af disse Bilderberg-møder - men at klubben ikke er spor hemmelig. Ellemanden er muligvis stadig selskabets formand, hvorimod Tøger trak sig ud i 2003.
Til gengæld er Tøger blevet medlem af The Trialeteral Commission siden 2003. I følge Pax Leksikon er det en sammenslutning af den kapitalistiske verdens topfolk inden for finansvæsen (fx Bank of America, Barclays, Bank of Tokyo) og industri (fx IBM, Shell, Exxon, Thyssen, Unilever og Coca-Cola), spædet op med udvalgte repræsentanter for fagbevægelsen, massemedierne (Tøger fra Politiken) og akademiske institutioner. Der er omkring 250 medlemmer fra USA, Vesteuropa og Japan. Kommissionen blev oprettet i 1973 af initiativ fra David Rockefeller, som på det tidspunkt var bestyrelsesformand i Manhattan Bank.
Stadig ifølge Pax lesikonet: En af TTC s mest vellykkede aktioner var at indsætte Jimmy Carter som US-præsident i 1976. Da Carter satte sig i den velpolstrede stol i Det Hvide Hus blev samtlige topstillinger i administrationen besat af medlemmer fra TTC (vicepræsident, finansminister, handelsminister, forsvarsminister, FN-ambassadør og selve lederen af TTC, mr. Brzezinski, blev indsat som sikkerhedspolitisk rådgiver). En anden af planerne er vist ved at lykkes, nemlig at få sat den kapitalistiske udvikling i gang i Kina. Og som artiklen i leksikonet til slut anfører: ...kommissionens betydning er langt større end opmærksomheden i den offentlige debat afspejler .
Ja, en ordentlig mundfuld, som måske ikke har så meget at gøre med Tøgers og Uffes angreb på Carsten Juste og Jyllands-Posten og deres Muhammed-tegninger. Men alligevel giver det et fingerpeg om, at verden måske ikke er helt så enkel, som nogen måske tror. Og at alt, hvad der sker politisk, ikke sker tilfældigt, men er nøje planlagt.
Tilbage til hverdagen igen og tilbage til Tøger. Som beskrevet i mit første blog om Tøger og Uffe var medarbejderne på Weekendavisen tilsyneladende glade, da chefen rejste. At han måske heller ikke var særlig populær på TV2 vidner følgende citat om, som kom fra Politikens afgående chefredaktør Herbert Pundik, da han holdt skiftedag på Politiken med Tøger: De var meget glade på TV2, da Tøger Seidenfaden rejste. Og på Politiken er de også meget glade for, at jeg rejser. Det kan man da kalde selverkendelse!
Jyllands-Posten var med de harmeløse vittighedstegninger, hvor profeten spillede en større eller ingen rolle, årsag til at sætte en debat i gang. En debat, som vel er blevet den største nogensinde i Danmark - og en debat som fortsætter - bare læs blog og kommentarer på avisen.dk. Efter denne sag fik Tøger den idé, at lave hele Politiken om til en meningsavis, som er proppet med kommentarer fra inden- og udenlandske kommentatorer, hvor nyhedsstoffet hovedsaglig er gjort til noter. Det kunne være sjovt at holde øje med navnene her og slå dem op på google.dk for at se, hvor mange hits der rammer DUS, BBG og TTC.
Tøger er en klog mand. Han har pumpet sin hjerne med hårdt stof fra Aarhus Universitet, Imstitut d Etudes Politiques i Paris og Yale University i USA. Og så har blandt meget meget andet modtaget Ridderordenen af Dronning Margrethe, hvis ældste søn i øvrigt er protektor for føromtalte Udenrigspolitikske Selskab(!). Og så modtog han i øvrigt også Publicist-Prisen i 1989 - lige som han makker Uffe gjorde det i 2006 - til rigtig mange menneskers overraskelse. Fik han den for at prøve at få Carsten Juste, Flemming Rose og Jyllands-Posten til at holde mund - eller hvad fik han den egentlig for?
For også lige at yde svar til Jens Yde, som mener, at Jørgen Ejbøj fratrådte Jyllands-Posten pga en hjerneblødning. Det er rigtig, at Ejbøl fik et apopleksisk anfald, men ved stædig energi på cyklen og ryge-stop, lykkedes det ham, at komme tilbage i sadlen på Jyllands-Posten. Det er svært at få at vide, i hvor lang tid han herefter bestyrede sit job på JP, men perioden var i hvert fald på et halvt år, sandsynligvis længere inden han ved årskiftet 2002/03 bliver udnævnt til bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus A/S.
Men til slut. Kan nogen svare på et spøgsmål, som andre med mig har stillet. Under M-krisen gengiver Politiken, det brev, som de 11 pensionerede ambassadører sendte til Statsministeren. Under de mest uheldige omstændigheder, kommer Politiken i første omgang til at gengive - ikke den rigtige text - men den første kladde, der blev udarbejdet. Hvordan kan Politiken overhovedet få fat i dette udkast? Hvis man var en rigtig Klods-Hans ville man jo sige, at det skyldtes rolle-fordelingen: Mens den forhenværende udenrigs-minister Uffe kontaktede de gamle drenge fra dengang, satte Tøger bogstaver på papir.
Jeg ved det er tankespind - for sådan kan det aldrig været sket! Basta.
Som Mark Twain vist skulle have sagt: Hvis du ikke læser aviser er du u-orienteret. Hvis du læser aviser er du mis-informeret.