I slutningen af 2. Verdenskrig besøger Herman Dedichen - bridge-entusiast og medlem af Politikens betyrelse – Erik Seidenfaden i Stockholm, som fra 1943 og til krigens slutning var leder af den Danske Pressetjeneste og desuden medlem af Modstandsbevægelsens Kontaktråd. Dedichen tilbyder Seidenfaden jobbet som chefredaktør på Politiken.

10. maj 1945 - altså 5 dage efter befrielsen – bliver Ekstra Bladets chef Ole Cavling ringet op af sin halvbror Viggo Cavling, der på det tidspunkt redigerer Politikens Magasinet og samtidig er medlem af Politikens bestyrelse. Han kan fortælle, at Erik Seidenfaden kommer hjem fra Sverige og skal være chefredaktør på Politiken – sammen med den daværende chef Niels Hasager.

Dagen efter om eftermiddagen holder Politikens medarbejdere møde om den nye chef-konstellation. Medarbejderne er i vildt oprør over – som de udtrykker det i en resolution til bestyrelsen: ...at såfremt en personændring ønskes gennemført nu eller senere, er det medarbejdernes bestemte krav, at nye chefredaktører skal have delt befolkningens kår herhjemme i besættelsesårene.

Kort sagt: Man ville ikke have ham Seidenfaden, som havde siddet og hygget sig oppe i Stockholm, mens andre var blevet i landet og kæmpet for den sag, som nu havde sejret.

Selv om bestyrelsen truede med at fyre samtlige 64 medarbejdere og ansætte 64 nye eller at lukke Politiken og bruge trykmaskinerne til noget bedre, lykkedes det ikke bestyrelsen at gennemføre deres forehavende.

Hasager forblev ene-redaktør, mens Erik Seidenfaden måtte nøjes med en chefstilling på modstandsavisen Information. Her blev han i en snes år, indtil han drog til Paris for at blive direktør for Det Danske Studenterhus. I 1982 rejste han som 72-årig hjem, hvor han døde 8 år efter. Efter sigende stadig bitter-sur over, at det eftertragtede hjørnekontor gled ham af hænde i sidste sekund.

Men Erik Seidenfaden var en udspekuleret mand. Hvad han ikke selv opnåede skulle hans søn i alt fald have en mulighed for at nå. Og planen lykkedes. Ganske vist mener Tøger selv, at hans far advarede ham mod ‘det overfladiske bras’, som den journalistiske vej er bestrøget med . Nuvel; efter en lidt mærkelig barndom blev Kloge-Tøger sendt afsted til Frankrig, hvor han frekventerede højt estimerede skoler og universiteter.

Til bladet ‘Psykiatri-Information’ 2/2004 fortæller Tøger Seidenfaden videre, ‘… at han søgte sit første og eneste job på en helt regulær jobannonce i avisen. Han nåede dog kun at være statsansat som en slags analytisk diplomat i et års tid, før han blev hentet over på Weekendavisen. Uden at have skænket journalistikken en tanke tidligere, besluttede han på en enkelt søvnløs nat at forsøge og efter to-tre uger som udlandsredaktør, kunne han mærke, at han var landet på den rigtige gren .

Og videre fortæller han: ‘… Det, der driver mig, er at opleve noget og kunne give det videre til andre med det samme. Den bekræftelse, der ligger i, at så snart man har forstået noget med det yderste af neglene, kan man give det videre, den er enorm. Det er for mig selve kernen.’

På Weekendavisen bliver han chefredaktør og danner her parløb med redaktionschef Jørgen Ejbøl – senere chefredaktør for Jyllands-Posten og endnu senere – i 2003 – bestyrelsesformand for sammensmeltningen af de to bladhuse – JP/Politikens Hus A/S. Ejbøl er den hårde hund, der renser ud blandt uønskede medarbejdere. Det foregår blandt andet ved, at de ubrugelige ikke bliver sendt på computer-kurser, og således ikke har nogen mulighed for at passe deres job.

Heldigvis blev den efterhånden meget upopulære chef-Tøger en snes måneder efter tilbudt job som chef for TV2 og kunne derfor i 1992 flytte til Kvægtorvet i Odense. Året efter kom så endelig det længe ventede tilbud, hvor han kunne sætte sig i dét hjørneværelse, som hans far var blevet snydt for 47 år tidligere. Målet var nået.

Sådan ser Tøger Seidenfaden ud, inden han starter sin kamp mod Carsten Justes Jyllands-Posten i forbindelse med Muhammed-tegningernes offentliggørelse 30. september 2005.

Mange har kløet sig grundigt i nakken over Tøgers pro-muslimske reaktion.

Nogen mener, det er fordi han er misundelig over, at det ikke var Politiken, der fandt på denne lakmus-prøve på selv-censurens udbredelse i Danmark. Sagen var jo ligesom skræddersyet til denne kultur-radikale avis, som tidligere var bannerfører for forsvaret af ‘profet-skænderen’ Salman Rushdie.

Andre mener, det er fordi, at Tøger kun har ét i tankerne, nemlig at markedsføre sig selv. Og det kan man jo kun gøre på én måde: At påtage sig den modsatte mening. Han gjorde det, da han optrykte Ritts forbudte dagbog som EU-kommissær. Han gjorde det igen, da han lod Lomborg udbrede sig kronik op og kronik ned om det velsignede miljø – og igen for fuld hammer, da han satte tændstikken til den muslimske lyn-kineser.

Tøger Seidenfaden er en hensynsløs ego-mand. Under et møde jeg havde for nogle år siden med en anden af Politikens chefredaktører, kom Tøger brasende ind med et stykker A4-ark i hånden. Han var tilsyneladende ophidset over, at en eller anden IKKE havde fået en regning på 10.000 kr. for brug af noget text fra Politiken. Den pågældende med-chef fik en røffel for åbent tæppe – altså mens der var gæster til stede. Gad vide om denne ‘politesse francais’ er sådan noget man lærer på de højere læreanstalter i Paris?

Man kan også have teser om, at han har noget i klemme med Jyllands-Posten. Hans våbenfælle fra Weekendavisen, Jørgen Ejbøl, var ved sammenlægnigen af de to bladhuse røget ud som chefredaktør til fordel for Carsten Juste og endt som en kransekagefigur, som bestyrelsesformand for den umage konstellation. Var der noget, der skulle hævnes?

Ved en snæver frokost 24. september 2005 i en privat have i Gudhjem, hvor Carsten Juste er til stede, bliver Muhammedsagen selvfølgelig omtalt. Uffe Ellemann-Jensens overrakende angreb på dels Statsministeren og i særdeleshed på Jyllands-Posten bliver også berørt. Hvorfor er Ellemanden så indædt rasende, og hvorfor kræver han, at Carsten Juste bør træde tilbage?

Carsten Juste fortæller, at Uffe for år tilbage blev angrebet af Jyllands-Posten i en række artikler. Jeg husker desværre ikke, hvad det drejede sig om. Men i følge Juste har Uffe aldrig glemt denne forsmædelse og benytter måske nu den sande profet – fred være med ham – til at få hævn over de onde avis-mullah’er fra hovedlandet.

Umiddelbart ville man tro, at mennesker på så højt et kulturelt udviklet stade, som vi må formode, at Tøger og Uffe befinder sig på, aldrig ville nedværdige sig til lade personlige antipatier spille ind i en sådan verdensomspændende krisesituation. Her ville sådanne hædersmænd glemme personligt fnidder-fnadder og stå last og brast med deres landsmænd og kolleger – men sådan spiller klaveret åbenbart ikke i de kredse.

Jeg så indslaget om Muhammedkrisen i amerikanske ’60 minutes’. Jeg tror aldrig jeg har set noget, der var så kort fortalt og alligevel så konsist og fyldigt. Det, der slog mig allermest ved dette indslag, var Tøgers optræden. I de korte sekvenser, hvor han viste sig, fremstod han som et fjollehovede, der ikke anede, hvad han havde gang i, og at det hele bare var skide skægt! Og hvis den gode avismand agter at agere muslimsk fortaler ved retten i Paris, er der da vist ingen, der kan tage denne mand seriøst!