For 50 år siden på nøjagtig denne dato (31. marts) ankom en ung lyshåret knægt til Gudhjem. Han kom fra København. Han medbragte et staffeli, nogle lærreder og en malerkasse med farver og pensler. Fra busstoppestedet ved havnen vandrede han op i Løkkegade. Ud for nummer 35 begyndte han at rigge sit udstyr til. Knægten var klar. Nu skulle der males. Og det var så det kunne høres over den ganske verden. 

Han blandede to blå farver. Én til vandet. Én til himlen. Han rørte penslen rundt i den ene nuance og holdt penslen tæt foran lærredet. Nu kom det svære. Han skulle bestemme placeringen af den såkaldte horisont. Skulle den dele maleriet i to lige store dele eller skulle stregen slås højt på lærredet, lige som i Niels Lergaards billeder.

Den unge fyr var Per Arnoldi. Og adressen han havde opplantet sit staffeli på var lige ud for bornholmermaler Oluf Høsts hus. Meningen var, at nu skulle unge Per-mand male røven ud af bukserne på sit store forbillede. Fra nu var det Arnoldi forever. Slut-prut med Oluf!

Per Arnoldis pensel vibrede stadig få millimeter fra det grove hvide lærred. Den unge maler in spe kom i tvivl. Hvor Fanden skulle den horisont placeres? Pludselig gik det op for ham, at han ikke vidste en skid om Gudhjem. Intet om det specielle lys. Intet om havets variende farvenuancer. Intet om noget som helst. Han fornemmede at gardinet på 1. salen hos Oluf Høst blafrede en anelse. Den gamle mester havde fået ham i kikkerten. 

Arnoldi fandt aldrig horisont-linien denne specielle dag. Han pakkede det hele sammen og opgav drømmen om at male Høst ud af verdenshistorien. Han tog samme dag bussen til Svaneke, hvor han snart fandt sig en base hos søde mennesker i Postgade. Jeg kender ikke hendes navn. Arnoldi blev på øen i nogen tid bla. som skolelærer. Senere befandt han sig i Roma, hvor han som fattig kunstner angiveligt opretholdt livet ved at medvirke i italienske porno-film. Helt uskyldigt - selvfølgelig. 

I fernisage-indbydelsen citeres fra Ernst Mentzes bog Bornholmermalerne fra 1971:

Her er både malere og billedehuggere. De har slået sig ned i egne huse, nogle som sommergæster, andre fastboende, og en enkelt har udført sine første billeder som lærer i Svaneke. Det er Per Arnoldi, som idag er på vej bort fra staffelimaleriet og med sit udprægede dekorative talent styrer mod teatret. Fra abstraktionerne er han sprunget ind i showets, revyens og teatrets verden – langt fra Bornholm .

Ja, Arnoldi forlod øen for at komme videre. Lige som Freddy Fraek og Søren Kjærsgaard gjorde det – om end det var meget senere. 

Men nu var han altså vendt tilbage. Tilbage til Gudhjem, hvor han netop havde lavet en slags start. Og her stod han. I det tilbyggede udstillingsrum til Kay Fisker og Åge Rafns vidunderlige stationsbygning fra dengang verden endnu ikke var gået af lave. Ja, det var i 1916!

Han kalder sin udstilling for Opdelinger / billeder fra øen . Opdelingerne henviser til den famøse svært placerende horisont-linie - som nu 50 år efter har fundet sin plads – højt oppe i billedfeltet! Malerierne er tydeligevis fra Gudhjem: De røde tage. De gule gule huse. Det blå hav, som altid ligger ekstrem højt i denne Danmarks eneste bjergby. Flotte billeder, der vidner om en kunstner, der har være rundt i det fleste hjørner og kroge uden at miste blikket for det superenkle - både hvad angår former som farver.

Kunstneren selv så frisk ud. Håret er stadig hørgult og klippet i kasserolle-facon. Den krøllede jakke er i lyst hør. Inden under er der en hvid skjorte med tynde blå striber. Unden på en strikket mørkeblå og ulden cardigan. Sorte bukser. Sorte hyttesko i tilpas pæn pudsning. Måske spytpudset – som hos detektivhelten Marlowe i Raymond Chandlers populære kriminalromaner. Hørjakken havde mellembrune læderlapper på ærmerne. Ja, en skolelærer kan ikke skjule sin identitet!

Gæsterne var mange. Kl. 14.08 var rummet mere end fyldt og kändisser blandede sig med de mange ukendte kendte bornholmere. Jeg springer let og elegant over hjemmefødingene og går lige til dem, som ville være endt som et lille farvebillede i de interessante billedblade fra København, hvis de ellers havde gidet ofre denne celebre begivenhed en lille bitte smule opmærksomhed. 

Lad mig tage dem i ukurant rækkefølge, som jeg så dem gennem det krystalklare juiceglas:

1) Gerd Hiort Petersen, kendt keramiker. Mor til bossanova-sangerinden Maria Hiort-Petersen, som netop er draget fra sit Louisiana-inspirede hus i Gudhjem til en kæmpestor ejerlejlighed i Rio de Janeiro, hvor hendes mand, radiojournalisten Christian Wohlert, netop  er blevet udnævnt til leder af det nyopstartede Danske Kulturinstitut.

2) Jun-Ichi Inoue er en kunstner, som kan ses overalt på Bornholm. Han er billedhugger fra Musashino Kunstuniversitet i Tokyo 1967-71 og senere Det Kongelige Danske Kunstakademi 1974-79. Han er bosiddende i Allinge, hvorfra han spreder sine grove granitblokke over det ganske danske land. Spørg bare i Middelfart. Jeg siger ikke mere.

3) Trine Saabye er som de fleste førder bosiddende i Svaneke. Hendes cv kan mønstre titler som chefredaktør for Levende Billeder og pr-chef for Dr. Dante. Hun havde en smuk stoftaske skråt over skulderen. Den var sort og sandfarvet i zig-zag-mønster. Købt for 100 kroner hos Sko-Æsken på torvet i Rønne. Forretningen eksisterer ikke mere og det forstår man jo udmærket: At sælge ti-tusind-kroners-tasker for en hund fra en sko-forretning!!! Ak!

Hun var sammen med sin mand, kunstmaleren Stig Rex-Thomsen, som hun for nogle år siden stødte ind i på det skandaløse skilsmisse-diskotek No Kids i Svaneke. Trine er ældste datter af Politiken-tegneren Jørgen Saabye, som i øvrigt sammen med sin fru Kirsten beærer Christiansø med et 14-dags-besøg midt i april. 

4) Kunstner-trekløveret Frank Stelvig, Erik Rasmussen og Henrik Pryds Bech var troppet op i flok. De skulle et par timer senere selv holde fernisage på Svanekegården. Ja, denne lørdag er den helt store dag på Bornholm. Alt åbner op denne sidste weekend før Påske. 

5) Julie Høm fyldte i glassene. Hun er gudsbenådet keramiker og har gjort sig bemærket alle steder - ikke mindst med sine stentøjsfigurer af åboer og andre dunede væsner. Gudhjem Museum har netop bestilt en Høm-fugl i kæmpestørrelse til opstilling foran museet. Hendes mand, journalisten Peter Tiemroth, var også tilstede. Måske i embeds medfør. Han er gået på pension fra Bornholms Tidende, men har i denne uge vikareret for den faste Allinge-Gudhjem-redaktør Tove Laursen. En flittig og venlig og flot mand med en række bøger bag sig - ikke mindst uundværlighedsværket Gudhjem - i 9000 år .

6) Jens Henrik Sandberg var der også. Ikke så mærkeligt. Han er direktør for Oluf Høst Museet og havde forleden et stort indlæg i lokal-sprøjten om museets vanskelige situation. Hr. Sandberg er gal i skralden. Regionskommunen giver kun 30.000 kr. i årligt tilskud til driften. Det er 1 støtte-krone pr. besøgende, hvor andre får hægtet op til 30 kr. i røven pr. bagdel, der lukkes gennem tælleapparaterne. Jern-Henrik truer med at flytte hele museet anderswo - og så kan Bornholm passe sig selv. Rygtet siger, at Hans Edvard Nørregaard-Nielsen fra Carlsbergfonden er parat til at købe hele ballade op. Men det er vel ikke muligt også at flyttet selve museumshuset, som jo netop er Oluf Høst hjem og atelje. Vi spiser brød til. Museumsfolk har det vel ligesom bønder: Regner det, klages der. Skinner solen, klages der. Og hvis det hverken regner eller er solskin er den ren gal. 

7) Og så var Arnoldis dobbeltgænger også tilstede - selvfølgelig! Han bor i Rønne, er skolelærer på Hasle Skole og maler abstrakte billeder - og så hedder han Per Anoldi! Hvis han nu maler et billede og signerer det Arnoldi - er det så et falsum?  NEJ, fordi det jo er en ægte Arnoldi - og JA, for det er IKKE den rigtige Arnoldi. Problemet er uløseligt.

Billederne er dyre efter bornholmske forhold. Nogle bornholmere viste mig en prisliste. De kostede fra 25.000 for de mindste til 85.000 kr. for de største. Det er vel prisen, når en verdenskendt kunstner ved hvor horisont-linien skal placeres.

Et par af malerierne lignede huse med en vis højde. Huse med disse dimensioner findes endnu ikke i Gudhjem. Men Arnoldi kan åbenbart se ind i fremtiden. Byggespekulanterne West og Wendelboe har vendt deres profit-kikkert mod Gudhjem. De har opkøbt det vidunderlige Pension Klippen, der ligger på klippepartiet i den sydlige del af byen. Det Carl Larsonske pensionat vil de rive ned og opbygge et stort internationalt moderne ferielejlighedshotel, som skal være så eksklusivt, at typer som David Beckham absolut må eje en af disse enestående lejligheder (ja, det har de raske byggematadorer udtalt til den måbende lokal-presse).

For at få det hele til at glide ned hos lokalpolitikerne, har de ambitiøse gutter henvendt sig til Henning Larsen og Steen L. Andersons tegnestuer. Ifølge W&W er de seks gange dyrere end almindelige dødelige byggekunstnere, men det ofrer de gerne for at sætte sig et evigt minde i denne Danmarks eneste bjergby. Behøver jeg at sige, at byens befokning er i stor affekt, og har skruet dræber-blikket på solbrillen.

Men velkommen til Sol over Gudhjem. Sildene er fanget andetsteds, ryges ikke Gudhjem (selv om det lugter sådan) men kan indtages her på pap med plastic-bestik. Det er meget eksklusivt det hele - lige som alle de nye fremmyldrende luksus-ejerlejligheds-udlejnings-ferie-hotel-lejligheder. Kom bare. Byggespekulanterne holder fri i sommermånederne.