Niende februar 07 sad min kone og jeg ved et lille bord midt i den romerske restaurant Fortunato al Pantheon i Via Pantheon 55. Det er en restaurant, som har nedrullede gardiner ud til gaden. Ikke så mærkeligt. De mennesker, der normalt fylder bordene, er politikere spædet op med journalister. Folk, der ikke har noget i mod lidt diskretion. Der er ingen grund til at reklamere med, hvor meget man belaster sin repræsentationskonto. 

I hele Italien – også i Napoli og på Sicilien – er der total rygeforbud på alle restauranter. Det plejer de gode italienere forbløffende nok at overholde til punkt og prikke. Jeg har været meget rundt i Støvlelandet, og altid undret mig over, med hvilken flid restaurationsgæsterne har steppet uden for, hver gang de skulle have røg i lungerne.

Men her i en af de folkevalgtes højborge Fortunato er man heldigere stillet - heraf måske navnet, der netop betyder heldig. Hør nu bare, hvad der skete denne helt almindelige fredag aften i Rom.

Lige ved siden af os er placeret et stort rundt bord. Da vi kommer ind i restauranten er bordet tomt, men kort tid efter - ved ni-tiden - kommer en midaldrende herre ind og sætter sig. Efterhånden dumper yderligere 11 personer ind. Det er to mere end beregnet, men der bliver hurtigt sat flere stole ind. Til allersidst kommer der en meget meget meget stor tyk mand. Han er ikke specielt gammel, men er utrolig bred over det hele. En rigtig fyldert. Han har mørkt hår med fuldskæg. Han bliver fulgt af en dame med hestehale i sin bedste midalder. Hun er i fløjlsbukser, uden makeup og har sikkert tilhørt den hårde kerne af rødstrømper i 60 erne.

Selskabet får serveret adskillige retter, som de kaster sig over. Bla. friturestegte langoustere, ravioli, pomodoro, mozarella, vitello mmm. 

Efter første antipasto tænder den tykke mand en cigaret og resten af tiden kæderyger han - vel at mærke, mens han opholder sig ved bordet i restauranten. Ingen tager tilsyneladende notits heraf. Ingen af gæsterne brokker sig. Tjernerne lader også som ingenting. MEN det er måske heller ikke så mærkeligt.

Den tykke ryger er nemlig ikke senor Hvem-som-helst. Det er ingen ringere end Giuliano Ferrara. Kendt af hver eneste spaghetti-æder syd for Alperne. Giuliano er journalist og kommentor. Han er også ansvarshavende redaktør for den seriøse avis IL FOGLIO ( Arket ). En avis i broadsheet-format på groft papir med oceaner af bogstaver og én illustration pr. side. Det er en politisk menings- og anmelder-avis på linie med Weekendavisen. Deruover banker han frem på tv-skærmen hver uge, hvor han taler regeringen midt i mod. Han er i opposition til Prodi, og er sikkert lige nu en meget glad mand ved dennes tilbagetrækning for nogle timer siden.

Før i tiden var Giuliano Ferrara kommunist. Senere vendte han sig mod Berlusconi og blev dennes gode ven og våbenfælle. Og nu sidder han og smøger den for fuld damp på en restaurant midt i Rom.

På et tidspunkt tager den tykke sin brune kasket på og snor sit grå tørklæde om halsen. Da han er i færd med at rejse sig, kommer tjeneren ind med et kæmpefad med profiterole alla cioccolata . Synet af det store, søde kagefad, får straks Ferrara til at aflægge sig sine overtøjsstykker for at gøre indhug i det bugnende fad. 

Nu har den førstkommende mand også fået fat i cigaretpakken og tænder op. To minutter efter tager en ældre herre med kraftige hornbriller fat i sin pakke med store, sorte cerutter. Det viser sig af være senor Lino fra Senatet. Han er dog så høflig, at han vender sig om mod min kone, som sidder mindre end en meter fra ham, og spørger om det er i orden, at han sætter fut til osepinden.

Lisa - min kone - smiler og nikker og fortæller glædesstrålende, at det sandelig stadig er tilladt at ryge i Danmark på restauranter - og at han er meget velkommen. Dette bliver straks oversat til italiensk af den tykkes kone, som taler flydende engelsk efter sine mange års ophold i USA som journalist. Anderkendende strubelyde slippes løs bordet rundt. Danmark er igen på landkortet - atter for det gode. Lino byder Lisa én til eget forbrug. Få sekunder efter overtræder hun også de italienske love.

Modstræbende anduver tjeneren med et askebæger, samtidig med at der bliver lindet en anelse på døren. Sulten efter røg breder sig i lokalet. Dem ved siden af os til den anden siden, får også ild på tobakken - og to minutter efter er tre ud af de fire, der sidder bag os også i gang med den forbudte juleleg.

Snart bølger røgen lysteligt i restauranten. Man må IKKE ryge i madtemplerne, medmindre man gør det - og er man en kendt redaktør eller medlem af Senatet slipper man afsted med det - uden tiltale!

Basta!!!

Man møder altid interessante mennesker i Rom. Et par dage forinden dette røg-orgie, gik Lisa og jeg ind på Hotel Hassler Villa Medici. Det var hen på eftermiddagen, og vi havde netop entret Den Spanske Trappe. Det småregnede stadig. Så hvad er bedre end at slå sig ned i salonen på et exclusivt hotel. Der er som regel bløde lænestole, fred og en hulens masse tjenere, der står på pinde for dig. Og Hassler er ingen undtagelse. Samtidig indeholder dette agtværdige hotel danske vinkler. Det var altid her, at Kong Frederik og Dronning Ingrid indlogerede sig, når de var i Rom. Mere jordnært er det også dét hotel, som forfatteren og formanden for Carlsbergfonden, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, kigger på, når han bebor sit faste Roma-hotel.

Efter vi havde fået serveret vores kaffe og småkager kiggede jeg lidt i en indbunden udgave af billedbladet IL TEMPO fra 1942. Pludselig sker der noget særligt. En ældre kvinde, som tilsyneladende ikke stikker op for bollemælk, skrider gennem lokalet hen over de metertykke gulvtæpper. Hun sætter sig tæt på os. Mærkeligt sammentræf. Det er nemlig ingen ringere end senora Maria Angiolillo, ejer af IL TEMPO, som i øvrigt nu er blevet til et dagblad.

Hun er en af de mest indflydelsesrige kvinder i Italien, betror overtjeneren os med en hviskende stemme. Sådan ser hun altså ud. Hun får en ordentlig pokal rød drink. En anden ældre dame slår sig ned ved bordet. De snakker ivrigt. Det ligner hendes mopsede storesøster.

Da vi nogle dage senere besøger en kendt italiensk arkitekt, der bebor en større villa lige syd for den gamle væddeløbsbane Circo Massimo, og spørger ham om denne dames indflydelse, trækker han på det. Han mener ikke, at hun med sin avis har særlig stor indflydelse. Men det har til gengæld hendes litterære salon. Den er særdeles eftertragtet af de rigtige mennesker i Italien. Mange vil afgive deres venstre røvballe for en invitation. Salonerne afholdes et stenkast fra det føromtalte Hotel Hassler. Fruen har nemlig den vidunderlige, rødkalkede villa, der ligger øverst oppe ad Den Spanske Trappe til højre, når man kommer nedefra. Der er en palme i den lille have, der ligger mellem trappen og huset.

Vil man have oplevelser behøver man nu sjældent at tage særlig langt. De er overalt. Om aftenen, før vi skulle flyve til Italien, sad vi i baren på Quality Airport Hotel Dan 700 meter fra lufthavnen i Kastrup. Der er ikke nogen rigtig restaurant tilknyttet dette hotel. Dog bydes der formedelst 65 kr. på en lun ret. Denne aften ris med en slags kødragout. Det så godt nok ud, men lokalet var temmelig kedeligt.

Fra baren observerede vi, at der ovre på den anden side af vejen i et indhak befandt sig en kinesisk restaurant. Det virkede som om, at der var en strøm af mennesker, der gik ind og ud. Lidt ejendommeligt, da hele området virkede temmelig uddødt.

Vi sprang ud i det. Få minutter efter stod vi inde i et kæmpestort lokale, som var stuvende fyldt med langt over 100 mennesker. Der blev snakket og røget og drukket og spist til den store guldmedalje. Ganske overvældende med al denne aktivitet på denne øde aften. Der var lige plads til to. Kort tid efter fik vi serveret tre retter mad til ingen penge. Det var fantastisk veltillavet og blev serveret af små smilende kineserpiger, der skyndte sig meget hurtigt langsomt. Jeg fik mindelser om gigant-restauranten La Coupole på Montparnasse i Paris. Sikken oplevelse - og så lige inden man skulle sydpå og rigtig opleve noget. Pronto!!!