På alle områder er ulighed skyld i elendighed. Den er en realitet, som i højeste grad er forstærket og gjort til samfundets grundprincip, i form af økonomi. Og dog tager alle den for naturgiven.

I en familie elsker man små og store lige meget. Og menneskeheden er én stor familie, vi bærer alle de samme mithocondrier — fra én kvinde i Sydafrika, en kvinde kaldet Eva, af indlysende grunde (se link nederst).

Flertallet af mennesker søger lighed og variation. Et mindretal, kapitalisterne, arbejder halvt bevidst for ulighed og konformitet. Den samme McDonalds og det samme jakkesæt. De kalder det paradoksalt nok "liberalisme". De tør ikke engang løsne slipset.

Det er denne verden, der er baggrunden for stigmatiseringen af de lavtuddannede i debatten om sundhed. Og så naturligvis det faktum, at de lavtuddannede har mindst modstandskraft overfor reklamer.

Det er - som i debatten om prostitution (eller om skovrydning, eller om bygge-kvaliteten på Haiti), fattigdommen og uligheden, der er problemet. Så længe folk ikke har håb om at få magt over deres eget liv, kan de ikke se klart. Så længe man tror, at man skal være noget andet, eje noget mere og være noget større - sålænge man ser ned på andre, eller ser op til dem, kan man ikke få øje på virkeligheden. Virkeligheden er i øjenhøjde. Et liv er et liv.

Hovmod er jo ikke realisme, og det samme gælder mindreværd. Og hvis man ikke kan leve uden at føle sig bedre end andre, så lever man på en løgn, og spilder dermed hele sit liv på forestillingen om, at andre ser én gennem de samme briller, som man selv bruger.

Det gør de jo ikke, alle har hvert sit eget liv og man ser faktisk kun sin egen fortolkning, i sin egen verden. Et menneskeliv er et menneskeliv er et menneskeliv.

Vi lever alle sammen i hver sin boble. Kommunikation mellem boblerne er sjælden. Og hvis der er én ting, der kan gøre denne kommunikation helt umulig, så er det ulighed. (Det hjælper selvsagt heller ikke at være medlem af eksklusive foreninger.) Og egoismen, i disse dage forvekslet med individualisme, forstærker uligheden og samtidig illusionen om den stærke mand, den store stjerne og den kloge leder.

At leve i en boble er ynkeligt, og derfor søger alle at kommunikere med andre, så vi kan skabe eller finde fælles bobler, der er større. Så vi kan komme lidt ud af os selv, ud og møde det ukendte, møde andre. Ud i skummet. Men hvis vi så ikke møder dem i øjenhøjde, er vi dømt til ensomhed. Kommunikation kræver ydmyghed. Ikke mindreværd eller hovmod. Det siger sig selv – hvis man har prøvet det bare én gang.

Dette er osgå kendt fra forskningen – der er skrevet bøger om det. ”Født Vinder” er én af dem. Den handler blandt andet om noget, der kaldes transaktions-analyse. Det betyder granskning af samtale – på alle planer. Og en vigtigt tese i bogen er dette: at man kan tale sammen i øjenhøjde, som voksen til voksen, eller man kan gøre det som forælder til barn eller barn til forælder. Det sidste er ikke egentlig kommunikation, for der kommer ikke noget tilbage på den samme frekvens. Deltagerne er så at sige ikke i den samme verden. Den ene er et barn og den anden er barnets formynder. Det er ikke kommunikation, det er en fastholden af positioner.

- - -

Den stærke mand. Den store stjerne. Den kloge leder. Gud. Ansvarets klunser og skraldemand. Magtens marskandiser. Findes ikke. I virkeligheden er vi bare mennesker, og alt det andet er størknet slim. Det er den ham, slangen skifter, når den vokser. Det er dødt skind.

Jeg har på en måde ondt af alle mennesker, fordi vi alle lever i hver sin illusion, hver sin boble. For den eneste vej ud af menneskets tomhed og ensomhed er kommunikation med andre mennesker, gennem boblernes vægge.

Og derfor har jeg allermest ondt af de magtfulde mennesker, som ikke er i stand til at erkende, at de lever i en boble – fordi det kører for dem, og fordi deres bobles inderside spejler dem som guder. I deres tvivlende stunder – hvis de tillader sig sådanne – er de sandsynligvis de allermest ensomme mennesker i verden. Der er som bekendt koldt på toppen.

Og hvis man forføres af sit eget billede i en grad, som forhindrer selvransagelse og -indsigt, er den nødvendige ydmyghed simpelthen udenfor rækkevidde. Hvis man aldrig møder andres kritik som tegn på huller i fuldkommenheden, hvis det hele bare flasker sig, og man kan få andre til at stå på hovedet i kummen og lade som om det er sjovt, så er man klar til indlæggelse. Men så køber man bare sit eget hospital osv. ...

Magten er erkendelsens gummicelle.

http://en.wikipedia.org/wiki/Mitochondrial_Eve