Når vi taler om krisen, taler vi om vækst. Når vi taler om miljøet, taler vi om bæredygtighed.

Eller sagt på en anden måde: Når vi taler om krisen, taler vi ikke om bæredygtighed. Når vi taler om miljøet, taler vi ikke om vækst.

Deltagelse i arbejdslivet her i landet motiveres fra regeringens hold med, at vi skal konkurrere med udlandet.

Mig bekendt hjælper det ikke, at passagererne ombord på Titanic afholder en konkurrence for at se, hvem der er det største røvhul.

Men det er altså den borgerlige regerings verden. Når man så omsider, efter at venstrefløjen er blevet tør i halsen af at råbe højre op, er begyndt at småsnakke om miljø, skyldes udelukkende, at det passer med dette program.

Danmark skal være oppe, og derfor skal nogle andre stadig være nede.

De samfund, der er mindst korrupte, er rigest. De mennesker, der er mest korrupte, er de rigeste. Dette betyder, at kapitalisme gør os alle sammen fattigere.

Hvis vi søger en anden model, bliver alle rigere. Men den anden model hedder socialisme, og alle, der har noget at skulle have sagt, forveksler den med stalinisme, fordi det tjener dem bedst.

Selv i Danmark, som er et levende bevis på, at rigdom og social tryghed følges ad, selv her er der nogle, der vil trække niveauet ned. De bruger igen konkurrencen som undskyldning.

Men velfærd er ikke et spørgsmål om penge alene, siger de selvsamme regeringsmedlemmer. Jeg er enig. Velfærd handler om, at vi passer på hinanden, og har tillid til hinanden.

Ikke som kapitalister, der lever efter princippet: spis eller bliv spist. Men som borgere i et  samfund, hvor reklamerne tier, og arbejdet er en pligt, og ikke forklædt som en svært tilkæmpet rettighed.

Et samfund, hvor arbejde er det nødvendige, og ingen kræver noget unødvendigt af nogen. Heller ikke, hvis der er penge at tjene, for dynamikken og kreativiteten fungerer i virkeligheden bedre uden penge som motiv.

Et samfund, hvor det nødvendige er en værnepligt for alle, og hvor resten er en rolig fritid, hvor alle kan bygge deres drømme i et afslappet miljø uden stress, fordi ingen ustandselig skal betale skat til kapitalisterne.

For det er jo det, det er: en skat. Når man leder efter en investor, for at få noget i gang, så ender man med at tilhøre samme investor. Man skal betale renter til ham, og det er det samme som skat, bortset fra, at pengene går til hans bordelbesøg i Thailand, hans åndssvage, fradragsberettigede båd eller hans kones juveler og van Gogh'er.

Alle betaler renter og skat. Hvis staten var banken, betalte alle renter til fællesskabet,m som så kunne sætte renten ned. Eneste problem: Kapital-mafiaen vil ikke have det. Se blot, hvad der skete i Latinamerika, hver gang nogen prøvede.

Herhjemme er det ikke muligt, fordi EU simpelthen forbyder fællesskaber som fx. stater at konkurrere med de private skatteopkrævere, rentiererne.

Og på grund af al denne korruption - magt ikke alene korrumperer, magt ER korruption - på grund af disse private skatteopkrævere, som kalder deres meningsløse hamstring af penge for "rente", på grund af et elitært, eksklusivt netværk af privilegerede egoister...

På grund af denne "nye verdensorden" er det umuligt at tale om miljøet i den samme diskussion som adresserer den økonomiske krise.

I stedet taler man om det ene ELLER det andet, fordi enhver kan sige sig selv, at vækst ikke kan fortsætte for evigt. Der er en anden side af vækst, som man ikke åbent erklærer sig på det rene med: forfald.

Højrefløjen bruger ofte et økologisk billede: den bedst egnede overlever. Egentlig ikke et økologisk billede, men et billede fra en svunden tid, da man ikke fattede en skid. Hvis den bedst egnede er for god til at overleve, uddør den på grund af for megen succés. Men først udrydder den sit eksistensgrundlag.

Økologi er en kompliceret balance, som ikke passer ind i det nittende århundredes myte om den stærke mand, der nedlægger en løve osv. osv. osv. osv. osv. bla-bla-bla...

Når en stat trykker flere penge , bliver de penge, der findes i forvejen mindre værd, fordi summen repræsenterer det samme.

Hvis en mand sætter sine penge i en van Gogh, og denne stiger i værdi, akkumulerer manden flere penge hos sig selv, og resten af verden bliver dermed fattigere, fordi han har flere af værdierne.

Og selvom disse værdier er fiktive, er det alligevel ham, der bestemmer. Fordi socialisme er forbudt af magthaverne. De har i praksis gjort den umulig, dels ved at latterliggøre den, dels ved at sabotere den, hvor den end måtte spire.

Og eftersom ingen i arbejderklassen i Kina, eller i middelklassen i Danmark, har råd til at købe et af de tre verdensomspændende, private nyhedsmedier - så må vi nøjes med DR, BBC og så den alt overskyggende, amerikanske forbrugs- og mindreværds-propaganda.

Dennes søvndyssende karakter, og bestikkelsen af middelklassen med legetøj og narresutter, gør det af med ethvert håb om at få ørenlyd for socialistiske standpunkter.

Vi har endda både Socialdemokraterne til frygtsomt at udvande principperne, og SF til at blande malurt i bægeret i form af formynderi - i stedet for klassekamp.

Men ordet klassekamp er jo også tabu. Hvilket ikke er noget problem, når underklassen bor i ulandene - og arbejder billigt for os. Dog er der spor af den hist og her: Fogh Rasmussens tale om den sociale arv, for eksempel. Eller den undersøgelse der viste, at selvstændige og lønmodtagere slet ikke forstår hinanden, fordi de lever i forskellige verdener.

Men der er altså to klasser: Når man kommer igennem en bestemt "membran" har man penge nok til at leve af renterne, hvis man "investerer klogt". Og flertallet kommer ikke igennem. Hvis de gjorde, måtte alle jo arbejde for hinanden, og ingen kunne leve af renter.

Jeg er igen endt ovre i økonomien. Ikke underligt, da der altid har været den herskende og besiddende klasse, der kunne leve af rettigheder, såsom ejendomsretten, og den arbejdende og kortlivede, naivt håbefulde, lottospillende klasse.

Og ikke underligt, da det jo er sådan, at penge er magt, at magt korrumperer og at færre og færre ejer større og større stykker af verden. Og ikke underligt, da det tog højrefløjen - de riges repræsentanter og skatte-lettere - halvtreds år at lære at udtale ordet bæredygtig, så man ikke døde af grin.