Boblen var krisens forspil. Bobler er dem, kriser kommer ud af.
Alle de klynkende direktører - som ham fra Danske Bank, som ikke mener det er tilfredsstillende med et overskud der er mindre end før boblen sprang - lever i en illusion. De bilder sig ind, at tilstanden før luften gik af ballonen er den naturlige tilstand af orden og balance.
Men det siger sig selv at vækst ikke er balance. Når et træ når en vis alder, rådner det op indefra. Når en boble når en vis størrelse, brister den. Når en illusion bliver tilstrækkelig urealistisk, banker virkeligheden på, og virkeligheden er i balance.
Newtons tredje lov:
"Et legeme der påvirker et andet legeme med en kraft, vil blive påvirket med en lige stor modsat rettet kraft."
Balance.
Videre hedder det:
>>
Samtidigt er brud med denne lov også en umulighed. Det betyder for eksempel at det ikke er muligt at lave fremdrift på et sejlskib ved at puste på sejlet. For at tage et mere kendt eksempel, er det altså også N3 der gør det umuligt at vende på sin hest midt i et spring, som den kendte løgnhals Baron Münchausen hævdede han gjorde hvorefter han angiveligt hev sig selv op i håret.<< Citat fra Wikipedia.
Det, at økonomerne kalder den "krisen", er blot et udtryk for manglende overblik. Måske kombineret med en slags religiøs overtro af en art. Nogle ritualer er med i billedet, tilligemed en intens fortrængning af konsekvenser i et længere perspektiv.
Sandheden er ilde hørt. Derfor er den dårlig for forretningen. Løgnen er derimod smigrende, lokkende, forførende. Den fuldendte løgn er en selvopfyldende profeti. Omtrent som enhver reklame skaber eller forøger et behov der ikke var der eller havde den størrelse i forvejen. (Ellers ville reklamen ikke virke.)
Staten regulerer folks liv, siger man ustandseligt. Reklamen manipulerer folks liv, svarer jeg hver gang. Sålænge vi ikke kan forbyde reklamer, må vi have et kollektivt modspil imod dem. Aftenskoler, kurser, støtte til folk der kommer i klemme når det siger "BANG!" Og en skov at gå ture i, så vi kan glemme mummespillet.
Og forskning i, hvordan man neutraliserer reklamerne. Denne forskning har magtforholdet 1:10 til privat forskning i retning af mere illusion og ubalance. Kommercielt bobleri.
Den vestlige "dynamik" er ubalance. Vækst er ubalance. Fra man er i tyverne til man er 100, skal man helst ikke vokse i nogen retning overhovedet - men gerne netop i hovedet!
Men her synes de kommercielle tiltag snarere at virke stærkt fordummende, forfladigende og forførende i retning af stive regler og roller, urealistiske krav til menneskets fremtoning og unødvendige krav til dets præstationsevne.
Unødvendige? Tjah, mon ikke en milliard arbejdsløse er seks for lidt? Vi er alle på vild flugt fra os selv, fordi reklamen bliver ved at fortælle os, at vi går glip af noget andet end os selv. Så den kan få os til at arbejde for boblen...