Kreationismen er opstået som en slags reaktion på den populære version af Darwins evolutionsteori. Den søger at modbevise evolutionsteorien for at bevise Guds eksistens.

Hvorvidt evolutionsteorien er sand eller falsk, er fuldstændig irrelevant. At søge at bevise Guds eksistens ved at finde huller i denne teori, er som at søge at åbne en kokosnød med fjernbetjeningen til fire-hjulstrækkeren. Eller måske snarere som at søge at starte fire-hjulstrækkeren med en stor sten.

Miraklet er ikke livet. Miraklet er eksistensen. Som helhed. Miraklet er udenfor videnskabens rækkevidde. Miraklet er alt det, vi ikke har forklaret endnu. Evolutionsteorien har ligesom forklaret livet. Det er en af de bedst gennemprøvede og undersøgte teorier, bl.a. fordi religiøst tænkende mennesker har været nede og hente krudtet frem af krypten.

Gang på gang har man søgt efter et tegn på, at noget i livet er opstået, uden at evolutionsteorien kan forklare det. Og hver gang er det blevet tilbagevist. Det er en blind vej. Der er bare endnu ingen der har taget sig sammen til at sætte et skilt op. Eller også kan folk ikke læse skriften på væggen - eller aviser - eller bare læse. Snarere aflæse, gennemskue, lure, fatte.

At komme med eksempler burde ikke være nødvendigt. Jeg vil i stedet minde om, at vi står ved en korsvej, i videnskabelig sammenhæng. Vi kan vælge at erkende, at antallet af spørgsmål stiger hurtigere end antallet af svar - og det siger ikke så lidt. Eller vi kan lade som om videnskaben bare mangler en detalje i at have forklaret alt. Og dermed glemme, at videnskaben aldrig har svaret på det store "hvorfor" - årsagen til alt og dermed alle spørgsmåls svar.

Big Bang-teorien handler om hvordan; og kan ikke nå længere tilbage end et halvt sekund efter Bang. Årsagen fortaber sig altså dels i processer, hvis antal vi ikke kender og hvis indbyrdes sekvens vi kun kan spekulere os til, med begreber som sandsynligvis slet ikke gælder i et univers, der er så "stort" som en tennisbold. Størrelsen er jo relativ, og "tennisbold" er en ukendt størrelse, ligesom rette linjer og eksistensen af et rum omkring tennisbolden.

Dels fortaber årsagen sig idet den befinder sig på den anden side af en mur, som vi aldrig kan gennembryde. Det samme gælder bevidstheden. Vi kan ikke sige, om vor tanke er bevidsthed eller blot illusion og ekkoer af vor egen angst, der rammer denne tankes vægge og reflekteres tilbage til os.

Måske er vi ikke mere bevidste end en hund, et træ eller en sten, men blot ude af stand til at opleve verden for bare tanker, som meget vel kunne være vore egne illusioner og forestillinger. Og i så fald er vor videnskab ikke kun vor eneste chance for at vide den smule, der kan vides. I så fald er videnskaben tillige i høj grad et produkt af, hvem vi er, og hvad vor kultur accepterer.

Parapsykologi er f. eks. et tabu i videnskabelige kredse. Og en videnskab med tabuer er dømt til formørkelse. Men det er snart et udlevet stykke. Og kreationismen er ikke blot en udlevet og udpint "teori", det er en forbier!

Videnskaben er i sin essens åben for alt, og livets gåde er nu så åbenlys, at f. eks. vakuumbombe-teorien har været omtalt i forbindelse med eksistensen af Gud. Men det er så godt nok ikke nødvendigvis en gud, der har spillet med i de kendte opsætninger af Bibelen og Koranen m. fl.

Det er såmænd den gode gamle gåde om alting, fra før religionerne skabte billeder af Gud, så vi glemte gåden og troede vi havde fundet svaret. Og nu er vi tilbage på sporet, og sporet gik hen over kreationismen for over hundrede år siden. Snart kommer toget...