Hvorfor hæve sig over andre?

Når nu det er så utiltalende og grimt et karaktertræk at puste sig op? Hvorfor gør vi det så alle? Jeg gør det på en måde intellektuelt, ved at skrive om selve det at hæve sig over andre - ja, det vil sige, jeg søger at hæve mig over den tankegang, der ligger til grund for hovmodet.

Jeg søger at belyse det tåbelige i at være højrøvet. Ikke at kritisere en stræben efter et bedre liv. Vi kan se på hinanden og tænke: DET gider jeg i hvert fald ikke! Men så overser vi faktisk alt andet end overfladen. Historien bag, hele det lange liv der er levet, fatter vi jo ikke.

Når jeg møder en flaskesamler, er der ingen tegn på den pågældendes familieforhold, venskaber, tragedier eller andet. Der er kun en der samler flasker.

Det er vanvittig snævertsynet. Enhver kan jo sige sig selv, ved nærmere eftertanke, at den pågældende flaskesamler ikke har samlet flasker siden tidernes morgen, men oplevet alt muligt andet.
Alle mennesker er historier så rige på begivenheder og ikke-begivenheder, at hvis man skrev det hele ned, ville hver enkelt kunne fylde et bibliotek, der ville få Alexandria til at ligne en bums. Byen Alexandria, ikke bare biblioteket (Hudsygdommen, ikke drankeren, bumsen altså).

Alle mennesker er smukke indeni. De er kæmpemæssige fortællinger, der kunne give en gud hovedpine blot ved deres volumen. Der er alt for meget at sige. Vist er unge mennesker smukke udenpå, men fysisk skønhed er så kedelig, at man skal kede sig for at gå op i den. Og dog gør vi det alle.

Vi må kede os bravt.

Så bravt at vi finder glæde i at se ned på andre. I stedet for en intens livsglæde nøjes vi med at se ned. Ikke bare på andre, men i det hele taget. Vi ser ikke op. Og her mener jeg ikke, at vi skal se op til andre, dyrke idoler eller tilbede guder. Jeg mener bare: se op. Vend blikket i retning opad. Og mere vigtigt: vend tankerne opad.

Tænk lyst og kreativt. I stedet for at kigge efter toppen af pyramiden, så vend tankerne så langt opad, at de drejer 360 grader rundt i alle retninger: vær tilstede, som om ethvert nu kunne fortælle dig livets historie. For det kan det.

Endnu mere vigtigt: Vend tankerne så langt opad, at de drejer helt ud af deres tankehuler og træder udenfor de tre dimensioner. Der er intet op og ned, der er bare frihed i alle retninger. Hvis du ikke søger magt, møder du ingen modstand.

Hvis du ikke søger nogen at se ned på, nogen at narre til at give dig noget, nogen at udnytte og tjene penge på, så finder du heller ikke den modstand, dette måtte fremprovokere.

Det kreative sind skaber noget, der ikke var der i forvejen. Det stjæler ikke andres værdier, det udvider dem. Alle børn kan finde ud af at lege. Men nogle tror ikke, de kan. Så tager de magten i stedet. Det er ynkeligt. For ingen gider lege med dem.

Så hvorfor hæve sig over andre? Åbenbart fordi man er udviklingshæmmet. Anden forklaring udbedes, gerne sammenhængende og logisk. Men jeg tvivler på, at den findes, for det er jo en hæmning ikke at kunne lege med andre mennesker uden at skulle bestemme over legen. Det ved ethvert sundt, nysgerrigt og trygt barn.

Så jeg vil anbefale alle mennesker, som finder glæde i at have magt over andre, at de søger hjælp. Det er aldrig for sent at lære noget nyt, hverken om sig selv eller andre. Det er en myte. Man kan hvad man vil, også når det gælder at erkende sine egne begrænsninger. Og det er en begrænsning ikke at kunne møde andre på lige fod.

- Og jo før man kender sine egne begrænsninger, des før bliver man fri for illusioner, indbildskhed og ikke mindst angst. Erkendelse skaber balance mellem den 'indre' og den 'ydre' verden, og balance modvirker angst.

For selvom angsten som Kierkegaard skrev er et intellektuelt problem, så er den også noget fysisk, som medicinalindustrien nok kan bekræfte. Og sindet er jo sådan set fysisk nok, ifølge hjerneforskningen, til at afhænge af balance. Der er altså en korrelation mellem fysisk og psykisk balance. Den instinktive angst korresponderer med den mentale. Det hele hænger sammen.

Biologisk set er vi socialister såvel som liberalister. Angsten for naturen ligger dybt i os, og efter at vi har bildt os ind at vi bestemmer over naturen, har angsten ikke noget objekt - undtagen vort nye miljø, som erstatter naturen: hinanden!

Balance er nøglen. Så hvorfor hæve sig over andre mennesker, når nu det er så utiltalende og grimt et karaktertræk, og når det oven i købet fører til ubalance?

Jeg tror det er en stolthedens kultur, der har fået taget over os. Hovmodets vanvid. Det er helt nede på det plan, som initieringer i visse landes flåder foregår på: kølhaling af novicer. Lærlingevitser. Mobberi. Vi giver hele tiden Sorteper videre. Det er en reminiscens af krybdyr-hjernens koldblodige angst-ritual, som besværger svagheden og døden.

Find nogen, der er åbenlyst dødsmærket, og du føler dig mere levende. Din angst svinder ind til en lille, rynketør rosin. Du føler dig sikker, så snart du har udpeget en taber - for en tid.

Tøsedreng!