I øjeblikket kører en udsendelse i Radio Karen (98,9MHz i Kbh.-omr.) om en mor og, hendes søn der har fået stillet diagnosen aspergers syndrom (AS).

Min far (1914-2006) voksede op i det jyske bondeland. Hans mor var en almindelig kvinde med et godt hjerte, så da en ung mand, der var det, man dengang kaldte "særling", blev smidt ud fra en nabogård, tog hun ham ind og lod ham bo på gården.

Mit indtryk er, at den moderne verden stiller et kæmpe apparat på benene for at gøre folk normale - i stedet for at give plads til forskellene. Den unge mand i udsendelsen har været udsat for et spidsrodsløb af psykologer, til en værdi af flere millioner.

Og nu er han så, hvor den unge mand fra 1920'erne var: Stadig lidt langsom og sky, men ganske vel i vej og anbragt et sted, hvor han kunne være med i dagligdagen.

Man har altså brugt millioner på at finde ud af, hvad min bedstemoder gjorde uden at spekulere over det. Der var så mange "sinker" på landet dengang, og de var bare medlemmer af storfamilien. No problem.

Hvad psykologer gør idag fordi verden lukker folk med AS ude, det skete af sig selv i det langt mere åbne landbo-liv. Jeg ved ikke om det er symptomatisk for samfundet, at vi gør problemer og specialer ud af ting, vi dybest set blot kunne lære at acceptere.

Men det forekommer mig, at vi uafladeligt traver over åen efter vand. Sommetider krydser vi åen hundreder af gange uden at få så meget som en dråbe.

Hvis vi i stedet for at se problemer i forskellene, så personligheder, og derpå anviste steder, hvor det specielle kan bruges, eller i det mindste kan være og fungere, så kunne specialisterne og eksperterne bruge deres tid på noget fornuftigt.

Andre eksempler på, at vi hellere vil diagnosticere og normalisere, end acceptere og værdsætte forskelle:

I stedet for at sætte lejen i Mændenes Hjem op med 50 % på grund af stigende efterspørgsel, kunne man bygge et nyt. Og i stedet for at få mændene til at passe ind i de et-værelsers, man anviser dem, og hvor de rådner op i ensomhed.

I stedet for at kaste narkomaner i fængsel, kan man give dem vilkår, der passer deres livsstil. Det er billigere og mindre skadeligt for dem end at sende dem i fængsel.

I stedet for at sende urolige børn udenfor døren, kan man give dem et sted hvor de kan lære og leve MED deres uro.

Og i stedet for at diagnosticere dem der er anderledes, for millionbeløb, kan vi indrette samfundet så det handler om at være og virke, snarere end om at præge og producere. Vi har jo ligesom produceret rigeligt i denne verden, det er ikke det, der mangler!