”Det hedder sund fornuft, fordi det ikke smitter!” var der en, der sagde.

Men at handle etisk er sund fornuft, og jeg tror det smitter. Eller i den mindste betaler sig.

Det betaler sig at behandle andre med respekt og omsorg og omtanke.

I historien om rejsekammeraten fortæller H.C.Andersen om den gode Johannes, som drager ud i verden efter at hans far er død. Og et sted i fortællingen, kommer han til en kirkegård, hvor han ser nogle forfaldne grave. Han sætter dem i stand luger, og rejser korsene op igen, fordi han tænker: Måske vil nogen også gøre det ved min fars grav, når nu jeg ikke selv kan.

Det er Johannes’ og H.C. Andersens og min naive tro, at i sidste ende, så betaler det sig at være god. Det gode man gør, kommer ikke dårligt igen, men i verdens given og tagen er der en ligevægt, der gør, at tingene hænger sammen. Og når blot man gør mod andre, hvad man vil ,at de skal gøre mod en, så slår det også til...

Det er ikke et personligt regnskab, øje for øje og tand for tand, som i en kontrakt: Nu har jeg gjort det for dig dig, så skylder du også at gøre noget lignende for mig, eller i det mindste at vise mig taknemmelighed. Noget for noget! 

Nej, det gode, du sætter ind i verden, vender tilbage, men det er ofte af usporlige og uransagelige veje, og højst indirekte... men altså dog!