Undskyld den lange ventetid siden 1. del af bloggen, men jeg har simpelthen haft for travlt. Men her kommer bloggen, jeg har skyldt jer så længe :)

For at starte vil jeg sige at jeg overhoved ikke mener at de voldelige episoder der har været i forbindelse med Ungdomshuset, er det vigtige. Jeg tror det er meget vigtigt at få folk til at forstå at vold ikke har været et middel, men en konsekvens. Se på det rent logisk, Ungdomshuset blev solgt i ’99, den første voldelige demonstration var i december ’06. Siden huset blev solgt er der hele tiden blevet kæmpet for det, det var bare ikke særlig kendt på det tidspunkt.

Volden 16. december, skyldtes, efter min mening, den virkelig anspændte stemning og at både vi og politiet var enormt aggressive overfor hinanden. Det var to dage efter at vi officielt skulle være ryddet, ingen vidste om det kunne ske i morgen, ingen vidste om vi ville få et nyt hus og ingen vidste om vi skulle satse og stole på politikerne hvis de gav os et tilbud.

1., 2., og 3. marts var motivet jo ganske logisk ikke at få et nyt Ungdomshus. Det var jo ikke derfor folk kastede med sten. Det var fordi Ungeren lige var blevet ryddet og alt pegede på at de ville nedrive vores højt elskede, meget unikke og nødvendige kultursted som i havde kæmpet for i over 7 år. Så bliver folk oprevet, vrede, frustrerede, magtesløse og man står med et enormt stort behov for at fortælle verden at det her er fucking alvor og at det faktisk betyder noget for nogen. For mange.

Det er vigtigt at forstå at Ungdomshuset ikke bare var et hus. Det var et symbol på at der også var plads til de anderledes i København. At der også var plads til et hus hvor folk tænkte på en anden måde, hvor det ikke handlede om penge og hvor man selv bestemte. Savnet og manglen af Ungdomshuset er ikke kun det fysiske i at vi mangler et sted at gå hen og samles og ”passe” vores kultur. Det er i høj grad også det psykiske i det. Og nogle gange så havner man i en situation hvor man simpelthen ikke føler man har mere at miste.

Mange mennesker mener at vi med de voldelige demonstrationer har skudt os selv i foden, i og med at vi skulle have forspildt vores chance og mistet vores støtte fra befolkningen. Det er ikke rigtigt. Før der kom vold ind i billedet havde politikerne flere gange gjort alt hvad de kunne for at lukke sagen og havde gang på gang fejet vores forslag af bordet og sagt at vi ikke ville få noget ungdomshus, på trods af vores forhandlingsgruppe som flere gange var til møder hos Ritt Bjerregaard. For der kom vold ind i billedet ville de ikke give os et nyt ungdomshus, efter episoden ville de slet ikke give os et ungdomshus. Det er ikke meget at tabe.

Støtten har vi ikke mistet. Helt konkret, der er aldrig set flere mennesker til demonstrationer og der er aldrig set så mange demonstrationer. (Jeg påminder om torsdagsdemonstration hver torsdag siden Ungeren blev ryddet, der møder ugentligt mellem 200 og 700 demonstranter op. 9. august var tallet helt oppe på 1.000) Og aldrig er der blevet solgt så meget Ungdomshus-merchendise som dette forår og denne sommer. Det er ikke mangel på støtte.

Folk der siger at vi er voldpsykopater der kun kan brænde biler og kaste brosten gider jeg overhoved ikke tale med. Det er bevidst mange, mange gange at vores kamp ikke handler om brosten.

Jeg har aldrig kastet med brosten eller andre ting mod politiet (min daværende kæreste sad i fængsel og jeg holdt min straffe attest ren så jeg kunne få lov at besøge ham engang i mellem) men det er sådan set underordnet om jeg har gjort det eller ej, jeg føler ikke anderledes end mine venner der har gjort det.