Det danske samfund er faktisk et ungt samfund.

På den tid hvor Gruntvig så dagens lys havde vi ikke et sammenhængende samfund. Der var godt nok en konge og en regering, men det de bestemte over var mere landets geografi. Der var mange der bestemte over hinanden, som mesterlaug og herremænd. Vi havde på det tidspunkt heller ikke et fælles sprog. Vi havde en adel, middelklasse og fattige.

Først senere bl.a. gennem uddannelse begyndte man at få fælles sprog. Senere fik vi en sammenhængende kollektiv elektricitet, telefoni, togdrift, postvæsen og andre kollektive systemer der til sammen gjorde at vi efterhånden kunne beskrive vores land som det danske samfund.

Men de seneste 20 år, er der politisk truffet beslutninger om at udbyde og sælge de opgaver som har bundet samfundet sammen. Og ikke nok med det, at det er de omliggende lande der byder sig ind. Feks. er vores postvæsen så godt som svensk, dele af vores jernbane drift er ligeldes på udenlandske hænder. El driften er også på vej til udlandet. Vores vigtigeste trafikknudepunkt i Kastrup er på udenlandske hænder og det drøftes nu om vores grundvand skal udbydes.

Jeg kan sådan set godt forstå at man har solgt ud af vores samfund, set ud fra økonomiske perspektiver. Men det der er problemet det er at det samtidig betyder at Danmark som et samfund falder fra hinanden i takt med at det der binder os sammen, forsvinder. Og jeg kan umiddelbart ikke se hvad der modviker den udvikling. Jeg har måske en eller flere blinde pletter der spærer mit udsyn.

Jeg tror ikke det fremover er muligt for vores fodbold- og hånboldlandshold at erstatte vores følelse af at være et fælles samfund. Også sproget er under pres. Men jeg mener det er et emne som vi bør drøfte og her har jeg givet bolden op.