2010 blev det år hvor den finansielle krise skulle gøres op og betales. Næsten 10 år i grådighedens tegn udløste den verdensomspændte finansielle krise.

I Danmark var det boligboblen der udløste krisen og ejendomsspekulanterne og dem der lånte dem penge faldt som fluer.
Samtidig mistede tusinde lønmodtagere i Industrien deres job som følge af den vigende afsætning i eksporten.

Danmark sagde farvel til 200.000 job. Mere end halvdelen, der blev arbejdsløse, er under 30 år. En generation vi ikke har råd til at miste.
Regeringen iværksatte en redningspakke nemlig bankpakke I og senere bankpakke II. Hele redningsprocessen gik ud på at holde hånden under en sektor, som i virkeligheden havde skabt grundlaget for krisen.

Samtidig har Regeringen, gennem de seneste 6 år, strøet om sig med ufinansierede skattelettelser, skattestop til gavn for de højest lønnede i Danmark. Hele denne ødselhed og grådighed fandt sted fra 2002 til 2008 og har kostet det danske samfund dyrt.

I begyndelsen af 2010 skulle regningen så gøres op. Regeringen udskrev det meste af regningen til de danske lønmodtagere. I stedet for at erkende at der ikke var råd til skattelettelser har lønmodtagerne betalt med forringelse af dagpenge og reducering af midlerne til efteruddannelse. Oven i denne plan gennemførte regeringen en kraftig opbremsning af de kommunale udgifter gennem en flerårig nulløsning.
Det betyder, at det er de svageste i det danske samfund der betaler for den ødselhed og grådighed som regeringen har været eksponent for. Der spares på pleje og omsorg, på folkeskolen og daginstitutionerne. Der spares på handicap og psykiatri samtidig med de mest velhavende går fri. Det er simpelt hen ikke retfærdigt.

Vi står nu over for et valg. Inden november 2011 skal der være valg til folketinget. Skal vi vælge nedskærings- og sparevejen eller vækstvejen?
Med udmeldinger om fjernelse af efterløn og yderligere sparereformer fortsætter regeringen en nedskæringspolitik som skaber yderligere arbejdsløshed og fattigdom i det danske samfund.

Vi har brug for en anden vej. Vi har brug for en regering der tager lønmodtagerne alvorligt. Vi har brug for en regering der inddrager lønmodtagerne og medvirker til, at skabe flere job gennem fornyet vækst i samfundet.
Velfærdssamfundet vil overleve og vi kan tage os af dem der har hjælp behov. Lønmodtagerne er klar til at tage ansvaret, men det skal ske på et retfærdigt grundlag.