I den kristne verden venter og håber mange på en ny reformation – af islam.

Hvorfor kommer der ikke en muslimsk Luther?

Islam har ingen kirke og intet lignende institutionaliseret religiøst organ, der kan monopolisere den religiøse lære på samme måde som den katolske kirke gjorde det før reformationen og i øvrigt stadig gør. I og med der ikke er nogen kirke i islam er der selvsagt heller ikke noget præsteskab og moskeer har modsat kristne kirker og præster ingen religiøs vare eller tjeneste de forvalter for Gud. Der er ingen nadver, ingen dåb, ingen messe, ingen konfirmation, ægteskaber knyttes ikke nødvendigvis i moskeer og moskeerne er ikke besiddere af islamisk frelse på samme måde som kirken er det i den kristne tradition. Moskeer er et bedehus, et studiecenter, et mødested men ud over det er moskeen ikke noget specielt og bøn foregår lige så vel uden for eller inden for moskeens vægge.

Det religiøse magthierarki man kender fra kirken med forskellige officielle titler og embeder findes heller ikke i islam. Der er heller ikke nogen islamisk pave.    

Det institutionelle religiøse grundlag for en reformation er derfor ganske enkelt ikke til stede i den islamiske tradition. Den kristne kirke er en forskydning af Jesu lære (fred være med ham) og selv om Kirken som autoritet traditionelt anses for at være ufejlbarlig og på linje med den guddommelige autoritet er det indlysende at Kirken, som institution eller fænomen, kan reformeres uden at Jesu lære bliver det.

Den islamiske intellektuelle tradition er fuldstændig decentraliseret i modsætning til den kristne, der altid har knyttet sig centralistisk til kirken og kirkens funktion.

Den enkelte muslim står således principielt i et direkte forhold til Sin Skaber og til den hellige tekst og der er ingen instans i mellem dem, som den enkelte muslim nødvendig må i kontakt med for at opnå den guddommelige frelse, ligesom det er tilfældet i den kristne tradition

Islam er et religiøst princip, at anerkende og underkaste sig Gud, som historisk og dogmatisk overskrider rammerne for den lære der knytter sig til Muhammad (fred være med ham). Således anerkendes og benævnes Jesus, Abraham, Moses samt alle andre profeter og deres rettroende tilhængere som muslimer. Islam er kernen i al religiøs lære og i begrebet wahdat al-wudjud (det værendes enhed), som især knyttes til Ibn Arabi, en af den islamiske traditions absolutte hovedskikkelser, ligger bl.a. at al tilbedelse uafhængig af sekterisk-religiøst tilhørsforhold i bund og grund er tilbedelse af Allah.

Islam er et princip der har knyttet sig til det værende siden dettes skabelse, at alting er underkastet Gud og til menneskeheden siden det første menneske. Islam er skaberværkets hjørnesten og ingen muslim drømmer i sin vildeste fantasi om at reformere islam – allerhøjst forestiller nogen sig at man kan forstå islam på forskellige måder.

Det giver mere mening at forstå den islamiske intellektuelle tradition, det der knytter sig specifikt til Muhammad, som forskellige strømninger eller tendenser, der tilsammen udgør muslimers udlevelse af islam. Hver enkelt intellektuel, hvad enten denne specifikt eller konfessionelt tilhører den ene eller den anden skole eller ej, bør opfattes som enkeltperson og ingen vil nogensinde hævde at tale islams sag eller til fulde at have perfektioneret islam.

Eksempler på disse strømninger eller tendenser, der ikke er gensidigt ekskluderende, kan være tasawwuf (sufisme), zuhd (en slags asketisme), kalaam (teologi, spekulativ/rationel eller dogmatisk tekstnær), fiqh (retslæren der klargør hvori i den islamiske praksis består helt konkret), salafiyya (det at man ønsker at følge den oprindelige lære), etc….

Sidstnævnte strømning, salafiyya-tendensen, findes på tværs af islamisk historie i forskellige kontekster og knyttes bl.a. til ibn Hanbals opgør med den rationelle teologi og retslære (mutazila), til ibn taymiyyas reformulering af de tekstlige kilders autoritet i opgøret med retsskolernes afgørelser og læringsmetoder samt deres indbyrdes stridige forskelle (de fire på det tidspunkt overlevende retsskoler). Ibn taymiyya er desuden central i kritikken med sufistisk praksis og lære der ikke specifikt findes noget tekstligt grundlag for.

Ibn abd al-Wahhab er en anden personlighed der knyttes til denne tendens ligesom de moderne reformbevægelser, muhammad abduh, rishid rida, al-afghani, mfl, knyttes til denne strømning.

Denne strømning, som har vidt forskellige udslag i forskellige perioder (jvf forskellen på Abduh og wahhab), er det man kan sammenligne med reformation i den kristne tradition.

Således har der, hvis man insisterer på dette sprogbrug, været mange reformationer i islamisk historie, ja man kan endda sige at reformations-strømningen er en på tværs af historien altid tilstedeværende tendens i islamisk tænkning. 

Både græsk filosofi og humanisme er totalt integrerede dele af islamisk tænkning på en måde der slet ikke kendes i den kristne tradition på tværs af historien. Den rationelle filosofi er et grundelement i hele den islamiske retslære, hele den måde hvorpå man forholder sig til bestemmelsen af den korrekte religiøse praksis. Qiyas, som er en af lovens grundkilder, udover Koranen og Sunnaen, er meget lig aristotelisk syllogisme. For at give et eksempel.

Længe inden renæssance og oplysningstid i den kristne verden var den græske filosofi og mange andre teologiske og religiøse systemer i konstant dialog med den islamiske tradition.

Når Ibn Khaldun, Mufti i Andalusien, kunne grundlægge moderne økonomi, sociologi og historievidenskab var det blandt andet på dette grundlag. På samme måde blev renæssance teologi, videnskabernes opkomst og endda selve reformationen til i den kristne verdens møde med islam.

Bl.a. derfor har islam heller aldrig været i opposition til videnskab, logik, filosofi og oplysning som den kristne kirke har været det. Hvilket bl.a. var grundlaget for reformationen.

Islam er fra starten blevet udfordret og defineret i samspil med multireligiøsitet, humanisme, videnskab og filosofi.

Noget andet er islams tekstlighed, der er unik i forhold til verdensreligionerne. Undersøgelsen af de islamiske tekster, koranen og hadith, er sket på historisk-kritisk grundlag, med en metodologi der på mange måder er mere grundig end moderne historieskrivning og en klar inspiration for denne. Her spiller ibn khaldun igen en central rolle i hans teoretiske formulering af historievidenskaberne og civilisationers opgang og forfald. Hans skel mellem transmitterede videnskaber (bla hadith og koranautenticitet) og rationelle videnskaber kendes ikke i moderne vestlig historieskrivning, idet der ikke findes en pendant til de transmitterede videnskaber i denne tradition. Derfor hænger de hellige kristne tekster som de fleste moderne historikere ikke er sene til at påpege, i en meget tynd og utroværdig tråd. Man har historisk set ingen historisk-kritisk metodologi andet end den dogmatisk-religiøse til at vurdere teksternes kildehistoriske status. Dette er blevet påpeget i den moderne vestlige videnskabstradition i løbet af de sidste par århundreder, men den selv samme kritik har eksisteret i den islamiske tradition i mere end tusind år, som et grundlæggende kritikpunkt af den kristne, og i øvrigt andre religiøse, tradition.

Den moderne vestlige islamvidenskab har siden begyndelsen af det 20 årh. overført den khaldunske metode til at teoretisere omkring de islamiske kilder, ligesom man har gjort det med de kristne tekster, men fordi man ikke har taget højde for skellet mellem transmitterede og rationelle videnskaber har man været blind over for hadithvidenskabernes komplekse metodologier helt ind i vores tid. Undersøgelsen af de islamiske videnskaber, der knytter sig til autenticitering af især de hellige tekster, er påbegyndt inden for de sidste ti år og varsler helt nye tider for den klassiske orientalisme.

Dette er nogen af grundene til at der ikke kommer nogen reformation af islam. Den er der allerede og har altid været der. Det er selvfølgelig svært at sige hvad fremtiden vil bringe, men det er sikkert at der ikke kommer en muslimsk Luther, det giver ganske simpelt ikke mening.

Fred være med jer alle