Og så er det man har trænet i månedsvis for at slå sin personlige rekord på halvmaraton. Og så er det, det begynder at blæse op, så det føles som om man kaster sig ind i en luftmur. Og så er det, at man alligevel sætter i gang og spæner derudaf, fordi nogen har sagt, at det er en flad rute med mulighed for at få en god tid, og så løber man ind i den første bakke. Den er stejl, som en fransk bjergvej og lige da man har presset sig selv over den, er det den første haglbyge kommer. Der er 14 km. til mål, og mens haglene pisker kinderne og ryggen, er det jeg spekulerer over, hvorfor jeg egentligt løber denne elendige halvmaraton.

Jeg prøver, at overbevise mig om, at det er for at overvinde mig selv og slå den personlige rekord, men det eneste, der slår mig i ansigtet, er de  småstenstunge isterninger, der bliver slynget ned fra himlen. Efter 10 km  med modvind og  hagl , er jeg til gengæld  helt slået ud, og rekord bliver det ihvertfald ikke i denne omgang. Det skulle da lige være rekord i dårligt vejr.

 Fra  12-16 km tænker jeg småfrysende på, at man kunne jo også nyde turen, når man nu er kørt 100 km for at deltage i en halvmaraton. Men modvinden og endnu en uvenlig mindre haglbyge sletter hurtigt alle tanker om at nyde turen. Nu gælder det bare om at komme hjem. Det kommer jeg endeligt på 1 time og 22 langsomme minutter. Langt fra de 1.16, som jeg drømte om.

Måske skulle man bare springe nogle løb over, når det var dårligt vejr? Men de stædige sportsfolk bliver ved. Hvad er det lige, som holder os i gang?