På den sidste omgang af 400 meter banen, begyndte jeg at slingre lidt, og da jeg nåede i mål med en rundetid på 67 sekunder, stod jeg pustede og hang op af metalbanden.

En af de nye i løbeklubben i Aarhus Fremad spurgte halsende: "Hvor tit gør i det her?" Og svaret lød tilbage: "Hver gang vi ønsker at hygge os".

Og så begyndte vi at grine og bestemte os for, at det havde været en god omgang intervaltræning. 4,4 km spurt (2X400, 2X800 og 2X1000). 

Der er et sadistisk præg over at spæne afsted på en bane og presse sig selv. En løber har engang sagt, at det gerne må smage af blod i munden. Selv har jeg løbet hjem efter en 30 km, hvor der var gået hul på vablerne, og tæerne soppede i blodig væske. Det gjorde ondt, men det havde været en fantastisk tur, hvor kroppen var blevet brugt fuldt ud.

Jeg tror, at en del af nydelsen ved den kropslige smerte kan være, at den får os til at glemme. Når musklerne værker, er det svært at huske på arbejde, på skænderier med konen, eller på det man ikke lige nåede. Det drejer sig kun om benene, der skal bevæges, frem...frem...frem, og når blodet skylles gennem kroppen, og den er ved at dejse om, sker der en slags katarsis. Man er træt, men renset og er klar til at starte på en frisk.

En af de mest effektive midler til at komme videre efter kærestesorger, er da også en lang løbetur. Gerne fem eller ti km. længere end kroppen egentlig vil være med til. Hvis man i mange nætter har ligget og spekuleret over, hvad der gik galt, så melder trætheden sig efter løbet, og man kan endelig sove igen.

Det må gerne gøre lidt ondt.