Jeg er avisens gale løber og har snart været i løbetid i 15 år. Det hele startede efter tiende klasse. Min ryg var i udu, og jeg var omkring ortopædisk hospital i Århus og blev strammet op med skruer og søm. I to år kunne jeg som teenager ikke spille fodbold af hensyn til ryggen, og meningen med livet var forsvundet, men så fandt jeg ud af, at jeg kunne løbe. Først tre gange om ugen, så fire, fem, seks og syv gange - og så halvanden år efter min operation, løb jeg Copenhagen Maraton i tiden 2.49. I dag slidder jeg et par løbesko ned hver tredje måned og spæner til og fra arbejde. Når jeg ikke arbejder, er jeg ofte hjemme i Lisbjerg, hvor jeg er sammen med min kone Ulla, og vores søn Skjold. Han er ikke engang et år gammel, men ser også ud til at have gode ben.
På denne blok vil jeg hovedsageligt skrive om min store lidenskab løb, og hvad jeg ellers løber ind i.