I et år har jeg trænet for at kunne spæne en hurtig halvmaraton, og i weekenden lykkedes mit mål for alvor. 1.15.56 viste måluret, da jeg med en puls på over 180 bankede i mål efter et perfekt løb til Odder Halvmaraton. Det blev til en tredjeplads og er den bedste placering, jeg har fået i mange år. Jeg har stadig armene oppe, men...

Knap er man begyndt at strække ud og æde chokolade for at få energi ind i den udkørte krop, før hovedet begynder at kværne: Hvad er næste mål? Og da folk fra løbeklubben begejstret klapper mig på skuldrene, spørger de samtidig: Hvad nu? Hvad går du efter som næste tid?

Men hvorfor skal sejrens sødme være så kort. Hvorfor kan man ikke sige. Nu er jeg nået resultatet for i år, ikke mere løb før næste sæsson? Hvorfor er der denne fokus på mål, på mål, på mål. Det kan virke hæsblæsende og lidt som at jagte en luftspejling. Man når lige hen til det forjættede land, og så er det smukke væk. Nu skal man videre og endnu engang videre. I ethvert mål er der derfor også en indbygget tomhed. Når man først har fuldført målet. Hvad skal man så?

Jeg skal løbe videre. Mod nye tider. Mod nye mål. Men først og fremmest skal jeg nyde min store interesse at bevæge benene og mærke at kroppen bliver stærkere. Jeg vil løbe lige så meget, jeg har lyst til og så må vi se, hvor det bærer hen. Mit mål er at nyde løbeturen undervejs .

Ønsker man at se mere om min løbetur, er der en beskrivelse på Aarhus Fremads hjemmeside:

http://www.aarhusfremad.com/