Lad os deltage i Mosaisk Trossamfunds og Muslimernes Fællesråds kamp imod racisme.
Muslimer og jøder i fælles kamp mod racisme
“I en ny kampagne mod racisme står Mosaisk Trossamfund og det ellers så omdiskuterede Muslimernes Fællesråd side om side.
Tidligere overrabbiner Bent Melchior mener, at kampagnen er vigtig for at vise, at grupperne respekterer hinanden.
»Folk har generelt det indtryk, at religionerne bekriger hinanden. Det indtryk vil vi gerne fjerne«, siger Bent Melchior, der sidder som repræsentant for det jødiske samfund i den gruppe under Københavns Kommune, som har fostret idéen.
Helt konkret består den fælles indsats af en plakatkampagne, der skal præge bybilledet i næste uge op til FN’s Internationale dag mod racisme 21. marts. De orange plakater har teksten ’Antisemitisme og islamofobi – ikke i vores by!’
Talsmand i Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain lægger vægt på at bekæmpe racisme bredt.
»Det er et vigtigt signal, at vi på tværs af religiøst tilhørsforhold og politisk ståsted siger stop til racisme«, siger han.
Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination modtog i årets første måneder 15- 20 henvendelser fra jøder, som følte sig chikaneret.
Alligevel maner Bent Melchior til ro.
Han mener, at muslimer er mere udsatte end jøder og advarer mod, at kampen mod antisemitisme ender i islamofobi.
»Den antisemitisme, der har været, kan føres tilbage til muslimer. Men det betyder ikke, at alle muslimer er antisemitter. Folk er tilbøjelige til at generalisere, men det er netop den slags generaliseringer, der har været basis for diskriminationen af jøder«, siger Bent Melchior.
»Det et stærkt signal til dem, som ikke vil dialogen, at to forskellige trossamfund trods forskelligheder kan samarbejde. For når de kan, kan vi andre vel også«, siger Jakob Hougaard.
http://politiken.dk/indland/article668319.ece