Danmark står med en finansiel og økonomisk krise, der truer med bringe landet på afgrundens rand. Hver uge bliver 1000 flere arbejdsløse og virksomheder går konkurs.
Det er ikke flere hænder her og nu, der er brug for, men derimod at der sættes gang i hjulene, så arbejdsløsheden bremses og optimismen styrkes.
Og hvad er regeringens og Dansk Folkepartis svar på den krise: En ufinansieret skattepakke, som forgylder overdanmark, hvis største problem med alle de mange ekstra skattekroner er, hvordan man mest fordelagtigt kan investere pengene med henblik på den fremtidige pensionstilværelse, fordi der er sat en grænse for de skattefinansierede indskud på pensionsordninger.
Skattepakken vil ikke skabe mere vækst i samfundet. Skattepakken vil ikke få flere til at arbejde mere. Skattepakken vil ikke forhindre den galopperende arbejdsløshed.
Skattepakken vil alene flytte milliarder fra statskassen over i lommerne på dem, der har meget i forvejen, og som ikke kan forbruge mere, end de allerede har råd til, og som bare vil gemme pengene væk på uvirksomme investeringer, eller med andre ord: Skattepakken suger milliarder ud af cirkulationen i samfundet og skaber et kolossalt hul i statskassen, en statsgæld, som kommende generationer så kan få lov til at betale af på.
Skattepakken, som skulle være med til at afbøde den alvorligste økonomiske krise i Danmark i mands minde, er endt med at blive et valgoplæg, som skal sikre VK og O’s magt fremover.
I stedet for at gøre det klart for vælgerne, hvilken alvorlig situation Danmark befinder sig i, er det vigtigere for Fogh at frede husejerne og forsikre om, at med skattestoppet kan befolkningen være trygge ved at der ikke de næste 10 år kommer nye, uforudsete skatter.
Men ved VKO, hvordan situationen i Danmark ser ud om 10 år eller bare om et halvt år?
Vidste VKO for bare eet år siden, at vi ville komme ud i den finansielle og økonomiske krise, vi nu befinder os i?
Med skattepakken og det rigide, ultimative krav om skattestop handler VKO direkte i modstrid med Danmarks interesser - alene af rent partipolitiske hensyn.