De unges ballade og genoptrykning af Muhammedtegningerne har lidet med hinanden at gøre.
Jeg hørte en nørrebrobeboer, som sagde, at nu måtte politikerne da gøre noget. Det er da også forældrene, der skal sørge for at opdrage børnene til anstændighed og omgængelighed.
Hvis politikerne skal på banen, må hovedbudskabet være at sikre, at alle børn bliver hjulpet i det danske skolevæsen, så ingen føler trang til at udøve vold og ødelæggelse.
Så længe far og mor ikke er velintegreret på det danske arbejdsmarkedet, så længe vil disse unge føle sig som tabere og agere som nu.
Og nej, ikke at de skal undskyldes, men de skal altså opleve nogle succeshistorier med sig selv, ellers går de ud og får en identitet der, hvor den findes. Og lige nu har de fundet ud af, at de kan bruge tegningerne som undskyldning for at lave ballade.
Hvis mødrene, før de får børn, behersker det danske sprog, er velintegreret på arbejdsmarkedet, er de også i stand til at give deres børn de ressourcer, der er en forudsætning for en ganske almindelig opførsel.
Regeringen bør øjeblikkelig bevilge penge til undervisning, tvungen institutionspladser for børnene og den fornødne lektiehjælp både til store og små.
Det burde vi have råd til i vores velfærdssamfund og investeringen vil give os tifold tilbage.