Den 10. januar 2010 kunne man læse om en ny asylsag i Danmark.

Denne gang handler det ikke om kirker, der stormes af politi eller om en afventende asylansøger, hvis historie efterhånden er fortalt så mange gange, at den for den danske befolkning nærmest virker triviel. Avisernes spalter prydes af en undersøgelse, der er blevet foretaget vedrørende asylbørns psykiske helbred under deres ophold i landet.

Mere præcist er problemet følgende: 20 ud af 21 afviste irakiske asylbørn har store psykiske problemer, viser ny undersøgelse (Berlingske, 10.01.10).

Tilstanden er så kritisk, at børnene går med selvmordstanker, har spiseforstyrrelser og er præget af modløshed. Tilstanden nærmer sig en sådan karakter, at Danmark advares af menneskerettighedseksperter, om at den overtræder FN’s Børnekonvention. Disse advarsler kommer inklusivt fra statens eget råd, Børnerådet.

Hertil har integrationsministeren naturligvis været hurtig fremme og klargjort dansk politisk synspunkt på området, og holdningen er ikke til at misforstå (egen fremhævelse):

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) fastslår, at de nye oplysninger ikke vil betyde, at familierne får taget deres sager op igen. De irakiske forældre er selv skyld i problemerne, fordi de ikke forlader landet, mener hun: ’’Jeg håber ikke, at nogle organisationer vil bruge denne undersøgelse til igen at skabe tvivl hos disse forældre. De skal hjem, og de kommer hjem.’’ Men der er lagt op til et nyt politisk slagsmål om de omdiskuterede asylbørn. Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen mener, at de irakiske familier bør have mulighed for at få deres sag kigget efter en gang til. ’’Flygtningenævnet skriver selv, at hvis man står foran udvisning, så tilsiger god forvaltningsskik, at man kigger på, om der er nye aspekter i en sag. Jeg går ud fra, at dette er nye oplysninger, da det er en ny undersøgelse, der er lavet.’’ (Berlingske, 10.01.10).

Med andre ord; de undersøgte asylbørns psykiske tilstand er deres forældres ansvar fordi disse frivilligt ikke ville rejse tilbage til Irak efter at have modtaget afslag på asyl. Dermed er det hverken staten eller det lovpriste retssamfund, der bærer et ansvar eller på nogen måde skal klandres.

Derudover gør integrationsministeren meget ud af at understrege, at der er tale om nye oplysninger og at dette er en splinterny undersøgelse (med andre ord: Ren overraskelse!), som fordrer at man betragter de irakiske asylbørns sag fra en ændret vinkel. Hermed sagt, at deres sag ikke skal bindes til foregående forhold eller informationer, men skal ses adskilt, som en ny problemstilling, der er bundet til deres forældres gøren og laden. Statens tidligere agiteren og behandling af asylansøgere generelt og asylbørnene specifikt, kan derfor ikke bindes til denne undersøgelse. Staten er fritaget.

Pudsigt. For tilbage i oktober 2007 skrev Politiken følgende: Hvert tredje asylbarn er psykisk syg.

Hovsa. Jamen, var den nævnte undersøgelse da ikke helt ny og med hidtidige ukendte informationer?

Nej, det var den ikke. Den er måske bragt frem med årsskiftet og er måske blevet genopfrisket netop nu, men kendsgerningerne er flere år gamle. Dengang skrev Politiken følgende;

Resultatet, som Politiken har haft lejlighed til at kigge nærmere på, viser, at hver tredje af de 246 undersøgte asylbørn mellem 4 og 16 år har en eller flere psykiske lidelser(…)I tilgift er de lidt ældre 11-16-årige børn blevet detaljeret udspurgt om deres eget syn på deres psykiske velbefindende.
Børnenes besvarelser viser, at 58 procent i den aldersgruppe sandsynligvis har en psykiatrisk sygdom, skriver instituttet(…) (Politiken, 11.10.07)

Når man sammenholder disse informationer med informationerne fra Ugeskrift for Læger (1), der tilbage i 2007 offentliggjorde resultaterne af den omfattende undersøgelse, giver integrationsministerens udtalelser mindre og mindre mening. Tilbage er der kun at konkludere, at integrationsministeren endnu engang forsøger at bortforklare og skjule asylforholdende i Danmark, og dermed fortsat arbejder på at dække over den inhumane og groteske asylpolitik, der føres i landet.

Hvad værre er, så lægges ansvaret for børnenes lidelser over på deres forældre, der selv ikke er mindre ramte af trauma og problemer. Forældre, hvis eneste grund til overhovedet at befinde sig i dette krigsgale land, netop er landets bekrigelse af deres hjemland. Danmark bomber Irak, igangsætter en strøm af lidelse over dets befolkning, men takker nej til at give dem asyl. Når disse krigsramte familier så helt naturligt nægter at vende tilbage til et land, hvor drab på civile er så legitimt, at man frikendes for det (2), så vælger man at pålægge disse familier ansvaret for de psykiske skader. Skader, som opholdet under de inhumane forhold i asylcentrene medførte. Var der nogen der sagde åbensamfund?

Ikke nok med det, så vægtes al fokus i medierne og fra politikere omkring denne sag mod, at det er en ny undersøgelse. Der ses dermed bort fra de sidste mange års asylsager, det faktum at de psykiske mén har fundet sted i flere år og at ansvaret for børnenes problemer ligger hos den danske stat, som grundet sin asylpolitik og menneskesyn, har påført asylansøgerne deres problemer.

Bemærk, at undersøgelsen tilbage i 2007 blandt andet påpeger, at en af grundene til at de psykiske problemer opstår blandt asylbørnene, er den tilbagevendende flytning mellem flere asylcentre, og den lange umenneskelige indkvarteringsperiode på gennemsnitlig 4 år. Bemærk også, at hvor den omfattende undersøgelse i 2007 taler om alle asylbørn, præcist ca. 95 % (3), så omtaler den ’’nye’’ sag kun de irakiske asylbørn.

Skyldes det mon, at der i Folketinget og ifølge meningsmålinger, er et flertal for at hjemsende de irakiske flygtninge? Ser den danske stat mon sin snit til at gennemtvinge en hjemsendelse med henvisning til forældrenes manglende varetagelse af deres børn, fordi at de fastholder ikke at ville tilbage? Er staten mon så fræk, at kræve en tvangsfjernelse af disse 21 børn, med henvisning til forældrenes såkaldte svigt og børnenes ret til at staten beskytter dem? Mon ikke ’’man’’ har tænkt over at en sådan trussel mod de irakiske asylansøgere naturligt vil bevirke, at de selv vælger at udrejse af frygt for at miste børnene ved en tvangsfjernelse?

Det er under alle omstændigheder ikke tilfældigt, at den nævnte undersøgelse fremhæves nu og fremføres som en ny opdagelse i dansk asylpolitik.

Sagen fremhæver også en væsentlig pointe, som er den reaktion, der kommer i sager om asylansøgere i Danmark og konsekvensen af den førte de sidste ti år. Det nyeste skud på stammen kan læses i Berlingske, der redegør for, at hver femte VK-vælger ønsker en DF’er ved ministerposten ved den kommende rokade (Berlingske, 10.01.10).

Bemærk, at folks reaktioner overfor sager som den nævnte asylsag, er svundet ind til vage meningstilkendegivelser. Kritikken er forstummet, nærmest aftaget til et mindretal. Langt de fleste er kommet over i den anden boldbane; man vil af med asylansøgerne, man er træt af mellemøstlig indvandring og man fremhæver i stigende grad, at problemet ligger hos de, der er mørkere i huden, eller rettere; dem med muslimskklingende navne(4). Man har fremhævet både i medierne og i det politiske forum, at den stigende islamisme blandt muslimer født og opvokset i EU og vesten generelt skyldes en manglende samhørighed og enhed blandt de europæiske lande. Dermed fasttømres opfattelsen om, at den ’’fremmede’’ indvandring med islamiske baggrund er en trussel i sig selv. Dette smitter selvsagt af på debatten om asyl.

Når en sag om børns tarv ikke længere er kontroversiel, er den ikke alene udtryk for holdningsændring. Den viser også, at de værdier og principper vesten flotter sig på baggrund af og kalder til ved tvangsdemokratisering og trusler i den muslimske verden, ikke holder vande og i sig selv ikke er mere end politisk utopi og tom snak. Her menes der specifikt den hædrede Børnekonvention og generelt de etablerede menneskerettigheder.

Vestlig livsfilosofi og værdigrundlag beviser endnu engang dens uduelighed, og at der ikke er tale om andet end luftkasteller, som brister i virkeligheden og ikke formår at varetage mennesker og deres problemer.

Kildehenvisning:

(1)    http://www.ugeskriftet.dk/LF/UFL/2009/12/pdf/VP09080450.pdf og http://drk.dk/roede+kors+i+danmark/asyl/nyt+om+asylarbejdet/resultater+fra+b%C3%B8rneunders%C3%B8gelse

(2)    Se den aktuelle sag om Blackwaters og deres frikendelse.

(3)    http://politiken.dk/indland/article392394.ece

(4)    Racismen trives i Europa: http://menneskeret.dk/nyheder/arkiv/nyheder+2007/racisme+trives+i+europa og Mere racisme i Europa: http://politiken.dk/udland/article74445.ece og Danmark svigter med racisme-lovgivning: http://www.berlingske.dk/verden/eu-danmark-svigter-med-racisme-lovgivning og Racisme: et stigende problem i mindst 8 EU lande: http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+IM-PRESS+20070823STO09821+0+DOC+XML+V0//DA

(5)    Leder i Berlingske, d. 12.01.10: http://www.berlingske.dk/ledere/asylboern-maa-ikke-svigtes