Gus Jensen. Denne mandsling har fået bloguniverset og medieverden til at gå i selvsving i  massehysteri og en nådesløs jagt på en konstrueret sandhed om en fiktiv sydhavnstrobadur fra en ikke-eksisterende skurvogn.

Bloggen flyder over med grædekoner, der beklager Hr. Gus Jensens momentane død på nettet, og den gamle tante i Pilestræde bruger sågar noget af deres fine, dyre, gode, gammeldags avispapir på at komme bag om fænomenet Gus Jensen. Vorherre bevares.

En af påstandene, der bliver ved med svirre derude i cyberspace, er, at jeg skulle stå bag denne til tider anmasende personage Gus Jensen. At jeg egenhændigt skulle have opfundet en fiktiv krøbling og psykopat for at sætte gang i debatten.

Til det er der kun et at sige: Mage til fordrukkent og forvrøvlet sludder skal man lede længe efter.

For det første har jeg ikke brug for at skabe fiktive aliaser - hvad enten målet er at revse borgerskabet eller skabe viral markedsføring for en ny hjemmeside

For det andet er Gus Jensen det rene skurvognsromantik og bodega-logik, der af avisen.dk s brugere bliver ophævet til det rene æstetik.

Det kan da kun være et tegn på, at vi lever i et land, hvor der ikke er noget synderligt at hidse sig op over, eller hvor kedsomhedskvotienten overraskende nok må ligge over intelligenskvotienten. En andedam af en nation hvor vi drømmer om, at den simple mand, den øldrikkende, cigarpattende, overskægsbefængte kolonihavefacist, kan sætte borgerskabet, eliten og den politiske korrekthed eftertrykkeligt på plads. At arbejderen kan råbe til den stadig voksende middelklasse, der historisk set har overtaget borgerskabets mål og drømme, at DE JO IKKE HAR NOGET TØJ PÅ. At de er helt, helt nøgne.

Hvis jeg har brug for denne påmindelse fra en fiktiv figur, så strømmer skønlitteraturen over med gode, underholdende og kunsteriske betragtninger. Jeg behøver ikke en forsmået reklamemands semivelskrevne virale markedsføringsrabblerier på en fiktiv blog til at minde mig om dette.

SORRY, Gus Jensen.