Da Anders Fogh Rasmussen udskrev folketingsvalg i januar 2005, havde jeg sammen med en kollega sneget mig ind på pladserne ved siden af kongelogen i folketingssalen. Og da statsministeren endelig forløste spændingen, gik der et sus gennem salen - og gennem min mave.

Da Anders Fogh Rasmussen i dag udskrev folketingsvalg sad jeg i et tog.

Måske er det en smule fjollet og aldeles uromantisk; men er der noget, der kan få det til at suse i min mave, så er det, når der bliver udskrevet folketingsvalg.

Det er forventningens glæde over de kommende tyve dages udfordrende, politiske dueller, gyldne løfter om en bedre fremtid og sikkert også nogle perfide personkampe indimellem. Det er spændingen ved at skulle boltre sig i en bred vifte af holdninger til klimaforandringer, indvandring og velfærd. Det er udfordringen ved at skulle viderebringe de mange meninger, sortere skidt fra snot og stille alle de dumme og kritiske spørgsmål, så vi alle forhåbentlig bliver lidt klogere, inden vi skal bestemme 13. november, hvem der skal lede vores land de næste fire år. Et folketingsvalg er mediernes manddomsprøve.

Det kan altså godt få det til at suse i maven på en lille journalist. 

Men i dag var jeg langt fra kongelogen. Havde et stramt program med en togtur til Århus, møde, tog til Odense, møde, og tog hjem til København.

Styrtede ind i toget kl. 12.54, smed computeren op på bordet, proppede 3G-kortet i den bærbare, bandede over den langsomme opstart, fumlede på fingrene for at finde det rigtige password, inden det endelig lykkedes at logge på TV 2 News kl. 13.00.

Og så sad vi der i toget - hvor man nu skal være stille - med fuld skrue på lyden og Anders Fogh Rasmussen på Folketingets talerstol. Når man ikke selv kan være til stede ved begivenheden, må man bringe begivenheden til sit sted.

På det tidspunkt havde beskæftigelsesministeren bekræftet, at der ville blive udskrevet valg, og en førstegangsvælger på sædet ved siden af afslørede over for vennerne, at han vil stemme SF, mens en anden var mere optaget af, hvor mærkeligt statsministeren taler.

Min kollega og jeg sad i stedet klistret til skærmen. Jeg ville opleve valgets vingesus.

- Det er regeringens opfattelse, at vi behøver et klart mandat for at arbejde videre... sagde statsministeren.

Så! NU kommer det, sagde vi til hinanden.

Og skærmen gik i lyseblå.

Forbereder klip, vent venligst...

NEEEEEEJ! Vi skreg gennem togkupeen. Så tæt på det historiske øjeblik ved hjælp af al den smarte teknologi - og så alligevel så langt fra, end havde man selv været til stede.

Men heldigvis havde statsministeren lidt mere på hjerte. Og transmissionen kom igen.

- Jeg har derfor indstillet til hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse tirsdag den 13. november 2007.

Det var lige før, man kunne høre, der gik et lille sus gennem togkupeen. Og i hvert fald gennem min mave.