Alt for længe har jeg levet som en grå, middelmådig, overset journalist.

Jeg er gået glip af eksklusive cocktailpartys og galla-filmpremierer. Jeg er blevet forbigået, når en journalist skulle i studiet for at give en hårrejsende klog analyse af seneste breaking news. Og jeg er hverken kendt fra tv og radio, stribevis af talkshows eller interviews.

I min længsel efter at være en del af det glamourøse kendis-liv, ville jeg ellers gå langt. Tage en tur i fængsel som Paris Hilton eller stige trusseløs ud af en bil som Britney Spears. Hvad som helst.

Det var ved at være min tur til at gå ned ad den røde løber i en fantastisk kjole, hvor beundrere flokkes og fotograferne knipser løs. At mænge mig med de lækre fodboldspillere, tv-værter og rockstjerner, der står i kø for at kysse min lille hånd og sige kloge ord. At gå rundt og shoppe lidt i Magasin – for selvom man er kendt, skal der stadig købes ind – og folk omkring mig, der be’r om noget, vil ha’ et råd og tror, vi er i samme båd.

Nu er det endelig sket. Jeg er brudt ud af den grå masse.

Fredag aften blev jeg spottet. En ung mand kiggede tilfældigt på mig, studsede, og sagde efter et øjeblik:

Så trofast en læser af Nyhedsavisen er jeg…

Kunstpause.

Du hedder Boding.

Farvel grå masse! Farvel til livet som en middelmådig, overset journalist. Jeg er trådt ind på stjernehimlen. Snart skal jeg have livvagter, når jeg færdes på gaden og belønnes med en eller anden pris, fordi jeg er så opmærksomhedskrævende.

Med berømtheden fredag aften fulgte selvfølgelig den første gaveregn, der naturligt tilfalder de kendte. Den unge mand forærede mig et gratis shot. Keep it coming.

Berømthed styrer for vildt. Men det er også hårdt. Det er lige før, jeg får nykker. Nu burde jeg faktisk slet ikke gå på arbejde med alle de andre grå, middelmådige, oversete journalister. Jeg må ud til den røde løber, cocktailpartys og filmpremierer. Jeg er for kendt til det her sted…