|
|
04.01-2007 | 11:02
af
Skandale
Jeg kan godt forstå, du tager debatten. Personligt kan jeg kun sige, at jeg ikke ønsker at vide alt muligt underligt om journalister, politikere eller alle mulige andre, fremmede for den sags skyld.
Jeg tror, det foregår ubevidst, men føler faktisk også, jeg får sværere ved at tage fx journalister seriøst, hvis de deler alt muligt, dybt privat. Det er lidt svært at forklare. Men det "intime forhold", som du beskriver virker nok lidt omvendt på mig. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal vide det. Hvis jeg var vedkommendes ven, ville jeg meget gerne. Men det er jeg jo ikke. Når jeg ringer efter en vvs-mand så fortæller han jo heller ikke om dybt private tanker for at knytte ham tættere til mig som vvs-mand.
Jeg læste en TV2 journalists blog, hvor han konstant omtalte sin kone som verdens bedste hustru. Det er hun sikkert, og hun vil sikkert gerne læse det, men jeg synes, det ser dumt ud inde midt i anekdoter om verden og hverdagen som journalist.
Som du er inde på, så kan man jo heller ikke skrive under eget navn om private forhold uden på den ene eller anden måde også at udstille andre mennesker. |
|
| |
|
|
|
|
04.01-2007 | 11:40
af
Hej Julie,
Debatten er vigtig, så det er godt, du starter den.
Den er vigtig af mange grunde - her blot nogle få:
- Man skal ikke lade sig presse til noget, som man ikke bryder sig om. Man skal kræve albuerum, så man kan leve med personlig integritet.
- Bloggere, journalister og alle, skal være opmærksom på, hvordan deres skriblerier påvirker andre både nu og på sigt.
- Menneskene skal vide, at de er en del af et større system, hvorfor de risikerer, at andre indirekte fortæller noget om dem og deres liv, som de ikke selv ville have fortalt.
Selv er jeg rigtig mange gange i løbet af de sidste 6 år, hvor jeg har debatteret Børns Vilkår i Danmark, kommet i situationer, hvor jeg har spurgt mig selv og andre om fordele og ulemper ved at fortælle om mit liv som mor, da det jo i den grad også har noget med min søns liv at gøre.
Hvad betyder det for min søn nu og på sigt, at jeg fortæller dette eller hint om ting, som også har med ham at gøre? Vil han senere bebrejde mig de ting, som jeg har fortalt? Vil det på nogen måde kunne skade ham om 10, 15 eller 20 år, når en eller anden hiver en artikel frem fra fortiden, hvadenten den er skrevet på Internettet, i en avis eller fortalt i radioen?
Og hvad med min øvrige familie, kærester, eksmænd m.v., som jeg jo er en del af, og de en del af mig, da vore liv jo hænger sammen? Hvad mener de?
Og hvad med de børn og deres forældre, som kommer her, og som ved, at jeg debatterer og i reglen med en personlig vinkel?
Jeg har debatteret i mere end 15 år. Og i alle årene har jeg også debatteret emner, som er tæt på privatsfæren.
De fleste har nemmest ved at forholde sig til emner, som har en personlig vinkel og dermed bliver mindre tørre og teoretiske.
Da jeg gerne vil have folk til at læse, til at tænke, til at debattere og til at tage stilling og helst også fortælle andre, hvad de mener, så er min erfaring, at målet bedst nåes, når artiklerne skrives med en personlig vinkel.
De artikler der har en personlig vinkel, nogen dokumentation/fakta og indeholder både meninger og spørgsmål er i reglen også de mest læste og mest debatterede. Og det næsten uanset om emnet omhandler international politik eller børneopdragelse. Nogen der er uenig i det?
Hvis de artikler jeg skirver ikke bliver læst og/eller ikke bliver debatteret, så spilder jeg min tid.
Så dilemmaet er tydeligt.
Jeg er mig meget bevidst om, at jeg inddirekte fortælle om nogen, som ikke er blevet spurgt om de vil medinddrages, men jeg er også ret sikker på, at jeg på trods af mine anstrengelser for ikke at påtvinge nogen noget mod deres ønske, alligevel af og til har gjort det/gør det.
Jeg taler også jævnligt med min "berøringsflade" om problemet, og jeg lytter godt efter.
Kun én er blevet så vred på mig, at vi ikke længere kan tale sammen, men det var nu ikke alene p.g.a. min debatteren, men mere summen af faktorer.
Jeg skriver bestemt ikke frit fra leveren. Jeg forsøger ganske meget, at tilpasse min skriblerier efter, hvad jeg tror de inddirekte implicerede kan acceptere. For at kunne det, er det nødvendigt, at jeg jævligt finder ud af, hvad de inddirekte implicerede mener. Så det bruger jeg tid på, og jeg gør det meget gerne, for disse mennesker evner, at give mig tanker, som jeg ikke selv har tænkt.
Fornylig havde vi f.eks. besøg af en legekammerat, samtidig med, at her var en journalist og en fotograf. Fotografen ville gerne tage et billede af børnene mens de legede. Derfor ringede jeg til legekammeratens forældre og spurgte, hvad de mente om det. De var i tvivl, derfor tog jeg selv beslutningen: der blev ikke taget billede af legekammeraten.
Èn i min nære omgangskreds er "allergisk" overfor pressen - ham tager jeg også et meget stort hensyn til.
Min egen erfaring med journalister, som jeg jævnligt er blevet interviewet af de sidste 15 år, er rigtig god. AFtaler er altid blevet overholdt, og med undtagelse af én historie i et dameblad - så har jeg fint kunne genkende, hvad jeg selv har sagt. Misforståelserne igennem årene mellem journalisterne og mig, har været så små, at jeg ikke har fundet grund til at rette op på dem.
Så jeg har ingen grund til at have mitillid til, at journalister ikke gengiver historierne korrekt, og da jeg heller ikke frygter for, at nogen kan "grave" en hemmelighed op om mig, så er det nemt for mig, at være åben og ærlig omkring mig selv, og forhåbentlig fortælle med pli og indsigt i andres grænser, når jeg bliver nødt til inddirekte at medinddrage mennesker, som ikke selv har valgt det.
Min søn er for ung til at kunne forestiller sig konsekvenserne af hans valg. Det er mit job, som forældre, at tænke over mulig nutidige og fremtidige konsekvenser. Men jeg spørger altid min søn, om han vil være med. F.eks. spurgte jeg ham også, om jeg måtte fortælle på avisen.dk om hans reaktion på videofilmen af Hussein. Han ved, at hele verden kan læse alt, hvad jeg skriver på Internettet, men han forstår selvfølgelig ikke konsekvenserne af dette.
Han bliver også altid spurgt om han vil være med på billederne - jeg spørger ham inden fotograferne kommer. Èn gang bragte metoden mig i en uheldig situation. Han havde sagt ja, til at blive fotograferet, men da så fotografen kom, så ville han kun fotograferes med skeletkostume, og det synes jeg ikke lige var sagen. Det viste sig, at han havde glædet sig til at at gøre statsministeren bange :-(, fordi han havde sagt nej til, at de fik en større legeplads i børnehaven - Tjahh
Jeg håber og tror på, at jeg til hver en tid kan argumentere for, hvorfor han jævnligt bliver omtalt i medierne som barn. Og jeg håber og tror på, at de problemer, som det eventuelt vil medføre for ham, er af en sådan art, at han kan tackle dem uden at få bad feeelings i relation til mig.
Men jeg kan jo af gode grunde ikke vide det.... |
|
| |
|
|
|
|
04.01-2007 | 23:02
af
Sara Schlüter
Julie kom i går og bad mig om at læse et blogindlæg, før hun lagde det på. Det ovenstående. Hun ville gerne lige have en mening for at finde ud af, om indlægget var skrevet i den ånd, det var ment. Jeg synes, indlægget er fantastisk, og utrolig væsentligt. Men jeg synes også det er vigtigt at holde for øje, at Julies bloginlæg ikke er en kritik af de mennesker, som laver personlige og private blogs.
Kurt linker til Mia Christensens blog, som er en af de mest private blogs, jeg nogensinde har læst. Men også en af de bedste. Mia skriver, så jeg er helt tæt inde ved hendes følelser og tanker. Tanker, jeg virkelig kan relatere til, forstå og føle med på. Jeg er glad for, at Mia har modet til sin blog. Det har jeg ikke. Og det er netop Julies pointe.
Vi kan ikke allesammen skrive Mias blog. Personligt har jeg ikke lyst til at lukke folk så tæt på mig og vise både styrker og svagheder i min inderste sind. For Mias blog fungerer kun, fordi hun tør og har lyst til det. Men vi skal alle sammen være opmærksomme på vores grænser, som Anni også skriver godt (og langt) om.
Blogs skal altid være personlige, men derfor behøver de ikke altid være private... |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 09:43
af
Julie Jo Boding
Hej alle.
Tak fordi I deltager i debatten, som jeg synes er utrolig vigtig. Blandt andet fordi, blogs stadig er et relativt nyt medie. Her på Nyhedsavisen er vi blevet bedt om at blogge som en del af vores arbejde. Vi har fået en masse gode råd og tips, og alligevel er jeg personligt usikker på grænsefladerne.
Derfor kan jeg heller ikke svare dig rent, Kurt. Jeg synes også, at Mias blog er ekstremt velskreven og gribende læsning. Min egen, personlige bekymring går på forventningerne til blogs – for som sagt har JEG ikke selv modet til at blotte mit privatliv.
Måske er det svært at lave regler. For man kan vel ikke forestille sig, at Nyhedsavisen går ind og censurerer indholdet af vores blogs og forbyder os at skrive om private emner?
Mange af de private blogs er meget læste og meget debatterede. Så måske virker blikfanget på nogle læsere og ikke på andre.
Jeg synes, at det er skægt at blogge, men jeg synes, at det er vigtigt at diskutere og debattere formål og indhold med blogs.
Måske er jeg også faldet i fælden. For selv om jeg ikke blogger om mit kærlighedsliv, blogger jeg jo. Og alene det at blogge er måske med til, at jeg også er faldet for ’kontrakten’; selv om det bliver et mindre intimt forhold til læserne, er det vel med til at gøre, at jeg også deltager i kampen om at vinde læsere.
Jeg er netop bange for, at det bliver en blog-krig, hvor alle kneb gælder, Kurt. Og hvor vinderne er dem, der afslører mest fra deres privatliv. For så ligner jeg vist en taber. |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 11:59
af
Selvfølgelig er der læsere til de meget personlige blogs. Det har vi vidst længe, for det er tydeligt på Internettet. Det er også tydeligt, at nogen ikke bryder sig om disse blogs, og andre elsker dem.
avisen.dk er reklamefinansieret og jeg kan ikke se, hvorfor man ikke OGSÅ skulle tage de læsere med, som får noget ud af at læse disse blogs?
Julie, nogen er til det ene og andre til det andet, og der er læsere til begge :-)
Måske skulle man i stedet gå ind og overveje, hvad succeskriteriet til jer journalister bør være.
For jeg er sikker på, at hvis succeskriteriet udelukkende er, hvor gode I er til at skabe debat og trafik, så vil Nyhedsavisen snart skulle omdøbes til sensationsavisen.dk og så er det good bye til cavlingpris-muligheden.
Kvantitet og kvalitet ... det er bedst hvis man måler på begge faktorer både i startfasen og på sigt.
Sikke et møgsamfund vi ville få, hvis det kun var stof, som havde flertallets interesse, som blev omtalt i aviserne! |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 12:55
af
Mia Christensen
Nå, synes egentlig, det er på tide, jeg blander mig i debatten, eftersom jeg lettere ufrivilligt er blevet en del af den.
Ja, jeg blogger om mit privatliv og ja, jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt.
Men, som jeg skriver i indledningen, så er folk velkomne til at lukke døren (pænt) efter sig, når de går igen - især, hvis de ikke kan magte det, der står.
Jeg har også grænser, når det kommer til mit privatliv. Jeg har også tanker, følelser og oplevelser, som kun mine allernærmeste får kendskab til. Men, samtidig er de grænser meget flydende. Og jeg tror og mener, at jeg skriver om nogle ting, som rigtig mange kan relatere til. Og kigger man i antallet af debatindlæg, så er der da en del, som har en holdning til det.
Jeg ved ikke, om jeg gør folk specielt meget klogere, men det er vel heller ikke kun det, vi journalister er sat på jorden for? Er det? For der findes mange typer af journalister.
Jeg sidder på en redaktion, der hedder Vores Liv her på Nyhedsavisen. Jeg er ikke politisk journalist, sportsjournalist eller kriminalreporter. Jeg skriver om mennesker. Og derfor mener jeg, at det absolut passer til min rolle som journalist på denne avis, at jeg blogger om mit privatliv. For jeg er jo bare - ja, et menneske.
Jeg tror, det er farligt, hvis vi begynder at sætte journalister i båse og sætter regler op for, hvad vi kan tillade os og ikke tillade os. |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 17:24
af
Kurts indlæg fik mig lige til at huske nogle episoder i kategorien "Internettet glemmer aldrig".
Man kan nemlig godt bliver revet med, og gøre ting, som man ikke ville have gjort, hvis man havde holdt sig ude af hvirvelstrømmen.
Jeg har set flere tilfælde, hvor personer har skrevet noget, som de slet ikke mente bare for at få flest kommentarer eller flest hits.
Argumentet: "Jamen, det skrev jeg bare for at sætte en debat igang" duer ikke.
Jeg har også set personer lyve, fordi de følte sig pressede i en debat og ikke kunne finde nogle argumenter, som var gode nok.
Jeg VED, at der er folk, som blev vranget i.f.m. jobsøgning, fordi virksomheden havde fundet nogle uheldige indlæg fra personen.
Og vi husker vel alle episoden med pigen fra et ungdomsparti, som mistede sin karrieremulighed inden for politik.
Når man blogger med fuld navn, så skal man vide, at ens blogindlæg følger med selvom man selv synes, at man er langt forbi den "tid", hvor man skrev indlægget.
Til de der blogger forholdsvist anonymt: mange "forholdsvise" anonyme bloggere er nemme at gøre synlige. Der findes mange triks på nettet til den slags.
Og så direkte i relation til Kurts indlæg: der findes rigtig mange brugere af Internettet som er mere end almindelig mistroiske over for alt, hvad vi læser, og det er der en god grund til, for vi er mange, som i tidens løb har følt os naive, når det senere viste sig at bloggeren skrev med en skjult dagsorden.
Mange vil nok tænke noget i retning af: "Ja, ja, avisen skal jo have læsere/brugere", når de læser en journalist blog her på stedet.
Men bloggernes dom er hård, når de opdager, at de er blevet snydt.
Jeg er sikker på, at de fleste erfarne bloggere godt vidste at Gus Jensen var fake, men joken var så tyk, at den var sjov, og fordi Gus var så godt lavet, faldt der ingen "dom" i den sag.
Hvis en bloggende journalist godt kan finde på at starte en debat med et blogindlæg og nogle argumenter, som egentlig slet ikke er et udtryk for hans/hendes personlige holdning, så ville mit råd være: Skriv i din profil, at hvad der står i din blog, skrevet af dig, ikke nødvendigvis er et udtryk for din egen mening, men at du nogengange skriver, som du gør, for at starte en debat om et for dig vigtigt emne.
Det ville jeg selv acceptere fra en journalist, som får sin løn dér, hvor han blogger, men jeg er ikke sikker på at alle finder det acceptabelt.
Det er nyt land det her, hvor journalister, medarbejdere, virksomhedsledere m.v. blogger.
Og Julie: JA; det er svært at lave regler - rigtig svært. Der er nemlig ikke skrevet nogen Emma Gad Blogger ;-) men allerede nu, er der nogle Emma Gad regler i blogverdenen.
Men det er jo ikke sikkert, at de behøver gælde for jer. |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 17:24
af
Julie Jo Boding
Hej igen.
Det er dejligt, hvis jeg ikke skal bekymre mig om mit eget image. Men som du selv fremhæver, Kurt, er der alligevel grund til at være bekymret, nemlig på vegne af hele journalist-standen. Vi er jo ikke ligefrem en branche med det bedste ry, og jeg er netop bange for, at vi risikere at blakke vores professionelle image endnu mere ved at nedbryde grænserne til privatlivet.
Lad os endelig eksperimentere, boltre os i disse nye blogs og afprøve, hvor grænserne går. Lad os have det sjovt - på hver vores måde - og folde os ud på Avisen.dk.
Og lad os samtidig huske at debattere - i en saglig tone som her - hvad der virker for nogle læsere og for nogle blog-forfattere, og hvad der virker grænseoverskridende på andre.
Derfor blogs! For debattens skyld...
Og PS til Kurt: Hils i Montréal. Vi kunne jo aldrig rigtig lide dem fra McGill, særligt ikke fordi The Redmen altid slog The Stingers i de lokale ishockey-opgør;-) Hov, blev jeg lige lidt mere privat end professionel der...?! |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 20:47
af
Årh, Kurt, hvor ville jeg altså gerne kunne sige, at viden om et menneskes privatliv ikke påvirker troværdigheden eller læseværdet af hans ord, men sådan er det helt klart ikke.
Jeg er ikke glad for at det er sådan, men jeg er gået hjem konsekvent kl. 22.00 fra julefrokoster, simpelthen fordi mit indtryk af folk, når de var fulde, påvirkede min respekt for deres arbejdsindsats - især, hvis de var ledere...
Nej, sådan burde det ikke være, men for mig er det altså bare sådan.
Men når det så er sagt, så synes jeg egentlig - nu jeg tænker lidt over det - at større kendskab til personen ofte betyder, at jeg sætter ham/hende højere. Og jeg synes også, at det er sådan, at jo bedre jeg kender folk, desto større "rettighed" har de til at begå fejl uden disse fejl vægtes ret meget af mig.
De journalister jeg har lært at kende bedre, fordi vi har tilbragt en hel dag sammen, vil jeg hellere læse artikler fra, end dem der ikke siger mig noget. Men det skal også siges, at jeg ofte tænker: Ja, selvfølgelig har han den vinkel på historien, for den passer til det, som jeg ved om ham. Måske havde han den vinkel af helt andre grunde, men de grunde strejfer ikke en gang mine tanker.
Jo bedre folk kender journalisterne desto sværere får journalisterne ved at skjule den ikke objektive "sandhed".
(sandhed i anførselstegn, fordi sandheden ikke findes (næsten ikke), men i reglen afhænger af øjnene der ser)
Så jeg ser både fordele og ulemper ved at kende fagfolk bedre. Jeg behøver ikke at kunne lide folk eller sympatisere med hverken deres gøren og laden eller deres holdninger, for at læse deres artikler.
Men små hvide løgne på de private blogs - især hvis der er flere af slagsen - vil nok hurtigt få mig til at springe over deres artikler eller i hvert fald selv undersøge endnu mere grundigt inden jeg tog deres artikel til indtægt. Og endnu værre; utroværdighed på de private journalistblogs vil smitte af på mit syn på hele avisen.
Men jo bedre man kender journalisterne på en avis, desto mere vil fejl blive tilskrevet journalisten og mindre avisen som helhed - i hvert fald hos mig. Og er fejlene alvorlige, så er jeg bange for, at jeg husker journalisten, også når denne får nyt job og skriver for en hel anden avis.
Men det er jo det sædvanlige problem med promovering: hvis du gør en indsats for at blive husket, så vil folk jo også bedre kunne huske dine fejl.
Problemet med det er, at der i reglen skal mindst 10 plusser til at opveje ét minus....desuden elsker "folket" at tale om andres fejl og lige pludselig er der rigtig mange, som ved, at denne journalist har lavet fejl. Det kan bruges politisk. |
|
| |
|
|
|
|
05.01-2007 | 21:56
af
Kære Kurt,
Tag nu Jens Rhode som popstars - jamen, for mig er det altså lidt svært at tage ham alvorlig bagefter - også selvom jeg ikke kender størrelsen på hans missil ;-) Summen af hans fejl (også den i relation til hans nye job) har givet mig indtryk af en ikke særlig intelligent drengerøv, som vil gøre alt for at promovere sig selv (læs: nul troværdighed)
Med læger har jeg det anderledes end du - jeg vil gerne kende dem så godt som muligt, MEN især hvis de har lig i lasten. En alkoholiker eller stofmisbruger skal altså ikke skære i mig! Og en distræt professortype, må godt give mig en recept, men jeg dobbelttjekker!
Bliver jeg alvorlig syg, så vil jeg med garanti gøre hvad jeg kan for at tjekke lægen ud.
Ehhh, faktisk kender jeg en journalist, som i hans privatliv nærmest lever som en bums. Jeg har været i hans "hjem" og jeg skal spare jer for en beskrivelse. Han drikker rigtig mange øl og andet med alkohol, men aldrig i arbejdstiden. Han er en af dem, der kan drikke 10 øl og du kan intet hverken se eller mærke på ham. Han har temperament og er lidt kolerisk.
Han er dygtig til sit job, og på trods af mit kendskab til hans skyggeside, så læser jeg meget gerne hans artikler. Han er nemlig også en af dem, som kan brænde rigtig meget for en sag. Han skilter ikke med sit privatliv. Faktisk tvivler jeg på, at hans kolleger og chef ved besked om det.
Kurt, du spørger: "hvor intimt kan det blive, før det koster seriøsitet?"
Et godt spørgsmål. Jeg kan heller ikke svare. Men jeg er sikker på, at jeg lige pludselig kan, og at du også lige pludselig kan.
Det sker, når vi møder en blog, som overskrider et eller andet hos os.
Jeg har endnu ikke mødt en sådan blog her på avisen.dk
Hvis det skulle ske, så vil jeg sende en personlig mail til vedkommende og fortælle, hvordan jeg har det med det, som han har skrevet, og jeg ville ikke fortælle en eneste anden om denne mail fra mig til denne journalist.
De modige journalister, som er i tvivl om, hvad læserne mener om dem i qua af deres bloggen, kunne jo ganske enkelt vælge at spørge læserne. lave en lille spørgeundersøgelse med overskriften: "Vil du hjælpe mig med at blive bedre?" |
|
| |
|
|
|
|
06.01-2007 | 13:32
af
Julie Jo Boding
At dele sit privatliv på internettet er ikke kun et problem for mig. Det er også et stort problem for min omgangskreds. Jeg vil ikke udlevere venner – eller dem, der får lov til at komme endnu tættere på mig – på the world wide web. Mine venner skal stole på, at de kan tale fortroligt med mig og opføre sig lige så tosset, de vil i mit selskab. Nogle ting er så intime – og ikke nødvendigvis fysisk intime – at de ikke kommer andre ved.
Måske er jeg for bange. Kurt nævner lægerne, og lærere og undervisere står vel i samme dilemma: hvor meget kan vi give af os selv som privatpersoner uden at miste autoriteten?
Journalister er bare mennesker. Men jeg synes faktisk ikke, at det overhovedet rager jer, hvem jeg fletter fingre med, hvorfor jeg skændes med min mor, eller hvad jeg laver med mine veninder på en druktur. (Det samme gælder egentlig for arbejdspladsen apropos min sidste blog om sladder).
Måske er det dobbeltmoralsk – for I må gerne få at vide, at jeg spiller saxofon i min fritid og elsker ishockey. Men jeg vil selv trække grænsen.
I må gerne vide, at jeg – ligesom alle andre journalister – er et mere eller mindre almindeligt menneske. Men jeg vil gerne frasortere alt det, jeg ikke fortæller til fremmede. Og som jeg mener, er irrelevant for mit professionelle arbejde. I tråd med Skandales indspark i starten så er jeg jo faktisk ikke jeres ven.
Julie
P.S. Til Kurt. Ja, Habs er holdet. Havde store håb til dem ved sidste års playoffs, hvor det tegnede fint med tre sejre i træk i første runde. Men så kom The Carolina Hurricanes lige og snuppede de fire sidste kampe. Men nårh ja, the Hurricanes vandt så også Stanley Cup i sidste ende. |
|
| |
|
|
|
|
09.01-2007 | 20:10
af
Sara Schlüter
Lige til orientering, så er der faktisk en mandlig journalist på Vores Liv redaktionen. Nemlig den meget dygtige journalist Frederik Roed.
Og med hensyn til mandehørm, så behøver det jo ikke blive en hønsegård, bare fordi flere kvinder arbejder sammen... |
|
| |
|
|
|
|
13.03-2007 | 07:52
af
Danny Hedegaard
Hej Julie
Jeg vil gerne lige hente dette blogindlæg op til overfladen igen?
Jeg har tænkt på hvor meget tættere læsere og journalister kommer på hinanden på den måde som Nyhedsavisen/Avisen.dk laver avis på i modsætning til dens mere traditionelt arbejdende konkurrenter?
Du startede dette blogindlæg om den potentielle bagside af konceptet?
I udgangspunktet om skillelinjen mellem profession og person i bloggen, men oplever I også at jeres engagement i interaktionen med læserne, har en indflydelse på jeres hverdag udenfor hangaren?
Er I med billedprofil og personlige blogge blevet sådan lidt semikendte?
Oplever nogle af jer lidt som de rigtige kendte, når I går på cafe, handler eller er i byen en aften, at øvrige for jer totalt ukendte mennesker, lige skal sige hej, vil diskutere det seneste blogindlæg, eller andet, som om I kendte dem personligt, men hvor det jo i virkeligheden kun er os der kender jer fra Avisen.dk?
Skulle det forekomme, kunne det vel godt tænkes, at det ikke lige er det I foretrækker, og jeg håber at I ligesom alle andre kan holde fyraften, og være private når I har fri ligesom alle os der er privilegerede ukendte interaktører med jer i blogs og debatter på Avisen.dk
Håber da at jeg selv husker skellet om tilfældet skulle råde, og ikke lige skal vende den seneste udvikling i dialogen, om lejlighed pludselig skulle sig byde;-)
Venlig hilsen
Danny Hedegaard |
|
| |
|
|
|
|
13.03-2007 | 20:22
af
Julie Jo Boding
Hej Danny.
Tak for dit indspark.
Jeg ved nu ikke, om jeg er blevet semi-kendt. Har ikke personligt oplevet at være blevet stoppet på en café eller andre steder af læsere fra hverken papiravisen eller Avisen.dk. Heldigvis. For det var blandt andet sådanne situationer, jeg var bekymret for med mit oprindelige blogindlæg.
Personligt har jeg nu grebet mig selv i at krølle lidt sammen, hvis jeg sidder over for en togpassager med Nyhedsavisen i hænderne, og jeg kan følge, hvornår vedkommende bladrer frem til siden med mit bylinebillede. Nogle gange vil man vel bare gerne være anonym.
Jeg vil mægtig gerne bevare mit privatliv og ikke være en journalist - eller måske snarere en hel personlighed - som jeg aldrig kan holde fri fra. Derfor går jeg meget op i at trække grænser for, hvor meget man må kende af mig.
Med blogger-pligten som en del af mit arbejde, er der efter min opfattelse lagt op til, at vi som journalister skal give mere af os selv end det, vi kan med de traditionelle, journalistiske værktøjer. Og der er vel en risiko for, at vi pacer hinanden frem: Jo mere, man giver og skaber en hel personlighed, jo bedre. På en ung arbejdsplads med mange unge ansatte - og med konkurrencen fra andre medier oveni - håber jeg, at den enkelte stadig føler sig helt afklaret med at trække sine egne grænser. Som jo kan gå forskellige steder.
Det samme gælder Dagens Blog i papiravisen. På den ene side synes jeg, at det er en glimrende idé at fremhæve de velskrevne blogs ved at trykke dem i papiravisen. Jeg er stor fortaler for klummer og blogs som genre. Men på den anden side bryder jeg mig ikke om stilen med model-opstillede billeder af dagens blogger som om man søger at skabe en brevkasse-agtig kontakt mellem journalist og læser.
Nå, det var bare lidt flere strøtanker som svar på dine spørgsmål. |
|
| |
|
|
|
|