Hvilken journalist drømmer ikke om at blive husket, bemærket, gå over i historien som en legende? 

Indimellem deler jeg et par øl med gamle venner, ikke-journalister, som jeg ikke har set i længere tid.

Og så er det jo dejligt, når de har bemærket mine artikler i Nyhedsavisen siden sidst vi sås. Det rammer lige ned i min faglige forfængelighed, at andre end min mor har lyst til at sige pæne ord om mit arbejde. Så føler jeg mig helt utroligt vigtig, fordi jeg har skrevet noget, der har gjort indtryk på verden.

Men... så bliver jeg alligevel en smule skuffet, når jeg hører, hvad det er for et indtryk, jeg har gjort. For jeg bliver åbenbart ikke husket for at have afdækket vigtige problemstillinger, der ændrer læserens opfattelse af demokrati, rigtigt og forkert. Jeg bliver heller ikke husket for det kritiske, dybdeborende interview fyldt med knivskarpe, overraskende spørgsmål. Og jeg bliver slet ikke husket for at have afdækket væsentlige nyheder om samfundets udvikling, hvad enten det handler om skat, arbejdsforhold eller asylbørn.

Sådan ville en forfængelig journalist ellers gerne huskes.

Men, ak! For to uger siden havde en god ven lagt mærke til, at jeg havde skrevet en "samfundsomvæltende" artikel om, at weekenden bød på godt vejr, så der var mulighed for at nyde en vandretur i skoven med at kigge på lidt dyr.

- Er det den slags artikler, du plejer at skrive? lød spørgsmålet.  

- Nej, nej, nej, skyndte jeg mig at forsikre, jeg skriver skam dybt seriøse artikler om meget vigtige, politiske, samfundsmæssige forhold.  

Men i går aftes var der så en anden ven, der havde læst min artikel om en hummerflugt fra et supermarked.  

Ingen husker, når jeg skriver om risikoen for, at kommunerne ikke har penge nok til folkeskoler og ældrehjælp, fordi de vil lade skatten stige mere end aftalt. Og ingen bemærker en artikel om, at demonstranter imod besættelsen af et nyt ungdomhus misbrugte den jødiske Davidsstjerne som symbol. Og de har sikkert ikke engang læst en række artikler om de økonomiske forhold for små cirkus i Danmark.

Hvorfor dog ikke? Måske er det for kedeligt. Måske bliver de læst, men glider ud af hukommelsen igen. Og ja, vi skriver både om dybt seriøse og tunge problemstillinger, men også om lettere, sjovere begivenheder. Af hensyn til min journalistiske forfængelighed burde jeg måske sortere alt det useriøse fra? Eller måske bare indse, at flygtende hummere og gåture i efterårsskoven bider sig fast. Jeg vil åbenbart blive husket, bemærket og gå over i historien som en legende, der skriver små, hyggelige og ukontroversielle artikler om dyr.