Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

Drabsmand var hverken kineser eller udvekslingsstudent

18. april 2007 08:07
Visninger  [3403 ]   Debat  [16 ]

Virginia Tech – det tekniske universitet i Virginia – er kommet i alverdens medier de sidste par dage på grund af skolemassakren, hvor mindst 32 mennesker blev skudt.

En hurtig søgning på Google News – en tjeneste, der samler links til nyhedsartikler på nettet – viser, at der onsdag morgen mindre end to døgn efter skuddramaet er knap 25.000 artikler om Virginia Tech.

Der behøver ikke at gå hverken døgn, dage eller timer, før danskerne kan læse om den seneste udvikling. Men det er farligt. Det seneste døgn har jeg oplevet to eksempler på, at medierne nok var lidt for hurtige på aftrækkeren.

For det første var der flere danske medier, der i går rapporterede, at vidner havde udpeget drabsmanden, der tog de 32 menneskeliv plus sit eget, til at være en 24-årig kineser. Selvom oplysningen ikke var bekræftet, blev det så stor en nyhed, at flere medier lavede selvstændige historier på den kinesiske oprindelse, som blev fremlagt helt fremme i overskrifterne.

Men det viste sig jo at være forkert. Politiet kunne senere på dagen i går offentliggøre, at en 23-årig koreaner stod bag skyderierne.

For det andet hørte jeg i går aftes TV 2 beskrive drabsmanden som udvekslingsstudent. Men ifølge BBC kom den 23-årige Cho Seung-Hui til USA fra Sydkorea i 1992, altså for 15 år siden. Han læste på sit fjerde år på Virginia Tech.

I vores kamp og konkurrence om at fortælle danskerne det seneste nye om den forfærdelige skolemassakre, risikerer vi at begå fejl.

Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om manden bag den største skolemassakre i USA’s historie er kineser eller koreaner. Asiater er lige så forskellige som europæere. Vi ville vel heller ikke bare trække på skuldrene af, om det var en svensker eller en dansker? Så ville vi forhåbentligt som kritiske journalister sætte himmel og jord i bevægelse for at få nationaliteten officielt bekræftet – eller vente med at konkludere i overskrifter, til politiet havde meldt identiteten ud.

Måske lader vi os rive med af mulighederne i den massive mediedækning. De knap 25.000 artikler på Google News fortæller om den mængde informationer, vi har mulighed for at bringe videre. Vi citerer fra troværdige medier som BBC News og CNN – og stoler på, at de har tjekket deres oplysninger. Men en fjer bliver hurtigt til fem høns, når det ene medie citerer det andet, som har citeret det tredje og så videre.

Vi bliver nødt til at huske at slå bremserne i. For der sidder da sikkert nogle danskere derude, som stadig tror, at drabsmanden var kineser eller udvekslingsstudent.

Del på Facebook
18.04-2007 | 09:18 af Torben Andersen
Meget sandt - nettet er et taknemmeligt medie på den måde, at man hurtigt kan få sine artikler ud. Det bør dog ikke medføre, at man går på kompromis med de velkendte krav til solid jounalistisk.
 
18.04-2007 | 13:31 af Slet Mig
søren:enig, men her i landet har man jo en tendens til at generalisere ud fra folks baggrund - så man må være forsigtig
 
18.04-2007 | 14:09 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
18.04-2007 | 15:15 af Julie Jo Boding
Jeg er fuldstændig enig i, at det er individet og ikke de generaliserende træk, der er interessante. Selvfølgelig skal vi også kende drabsmandens baggrund. Men jeg synes, vi skal vægte og veje de væsentlige og de mindre væsentlige informationer grundigt, før vi beslutter, om det skal skrives uden at være officielt bekræftet, og om det er vægtigt nok til at trække overskrifter. Det mener jeg ikke, nationaliteten er.

Men at Cho Seung-Hui udtrykte så meget vrede i sin engelske stile, at en underviser tog ham ud af klassen og mente, han havde brug for hjælp er en vigtig oplysning i forsøget på at få et klarere billede af den 23-årige, som står bag massakren. Og så videre.

Jeg går ikke ind for, at vi helt skal udelade oplysningen om hans etniske oprindelse. Jeg synes bare, vi skal passe på med, hvad vi konkluderer ud fra denne oplysning. (Af personlige årsager vil jeg selvfølgelig håbe, at vi ikke springer til den konklusion, at alle med sydkoreansk oprindelse nu skulle være psykopatiske massemordere:-).

Med hensyn til en traumatisk barndom: Cho Seung-Hui er født i 1984. Hvis hans forældre skal have været lade os sige ti år ved afslutningen på Korea-krigen i 1953, har de været over 40, da Cho Seung-Hui kom til verden. Det er selvfølgelig ikke umuligt, men igen vil jeg mene, at man må være kritisk over for de konklusioner, vi drager alene på baggrund af hans nationale oprindelse.
 
 
18.04-2007 | 15:25 af Sally Ragnwald
"Vi ville vel heller ikke bare trække på skuldrene af, om det var en svensker eller en dansker? Så ville vi forhåbentligt som kritiske journalister sætte himmel og jord i bevægelse for at få nationaliteten officielt bekræftet"

Hvorfor i alverden ville I dog det?
 
18.04-2007 | 15:38 af Julie Jo Boding
Hvis danske medier i hobevis havde udsendt nyheden om, at gerningsmanden bag massakren på 32 studerende i USA var dansker - uden at politiet officielt havde bekræftet nationaliteten - og det så senere viste sig, at vedkommende var svensker, tror jeg det ville skabe heftig debat og kritik herhjemme. JEG tror, læserne, seerne og lytterne vil rette en velbegrundet kritik mod os for at have været sensationslystne, ukritiske og ikke grundige nok i vores research. Og dette scenarie håber jeg, at de danske journalister vil kunne forestille sig levende nok til at sætte alle kræfter ind for at få bekræftet identiteten.

Det skete bare ikke i tilfældet kineser/koreaner.

Var det svar nok?
 
 
18.04-2007 | 16:09 af Sally Ragnwald
Jeg formulerede ikke mit spørgsmål godt nok, lad mig prøve igen:

Hvorfor er nationalitet overhovedet et issue?
 
18.04-2007 | 16:39 af Julie Jo Boding
Hvis drabsmanden havde været en dansker, synes jeg nationalitet havde været relevant, fordi det giver nyheden overraskelse, nærhed, identifikation, sensation m.m. i forhold til danske læsere.

Og nu, hvor vedkommende ikke er dansker, synes jeg, at nationaliteten er en detalje, der ikke er overskrifter værd (og da slet ikke en forkert nationalitet). Den koreanske oprindelse er da fin nok at nævne, da det er en ud af mange informationer, der kan give et billede af Cho Seung-Hui. Men det intense fokus på nationaliteten gør det til et issue - et alt for stort issue - som kan komme til at fremstille det som om, at Cho Seung-Hui gik amok, FORDI han er koreaner.
 
 
18.04-2007 | 17:57 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
18.04-2007 | 19:34 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
18.04-2007 | 21:46 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
19.04-2007 | 00:26 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
19.04-2007 | 21:18 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
20.04-2007 | 09:18 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
 
20.04-2007 | 13:38 af Janne
Det handler ikke om, hvorfra gerningsmanden kom, der er vel ingen specielle nationaliteter, der begår sådanne overgreb, det er ganske forfærdeligt det der er sket, men der følger vel ikke racebetegnelse med, så er det langt ude. Janne.
 
 
23.04-2007 | 12:43 af Julie Jo Boding
Jeg hælder selv til den holdning, at vi ikke rigtig kan konkludere særligt meget ud fra Cho Seung-Hui s baggrund. I hvert fald ikke noget generaliserende, der kan overføres til alle koreanere , amerikanere , udvekslingsstudenter , 23-årige og så videre. Uanset hvad jeg får at vide om hans baggrund, kommer jeg nok aldrig rigtig til at FORSTÅ, hvorfor han gjorde, som han gjorde.

Men medierne vil jo enormt gerne tegne et billede af drabsmanden. Og læserne vil gerne læse om det. Og her var min pointe bare, at vi har en enorm magt i udvælgelsen og viderebringelsen af oplysninger. Her skal vi være varsomme med, hvilke oplysninger vi bringer videre - og om de er korrekte.
 
 
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl
Julie Jo Boding

Født 5. oktober 1982. Opvokset i Blovstrød ved Allerød.

Folkeskole på Marie Mørks i Hillerød og matematisk student 2001 fra Allerød Gymnasium.

Praktik på Politiken 2004-2005. Debat, netavisen, Christiansborg, PS og sporten.

Uddannet journalist 2006 fra Danmarks Journalisthøjskole. 8. semester læste jeg på Concordia University, Montréal, Canada. Hovedopgave om vilkårene i indianerreservatet Kahnawake 10 minutter fra Montréals centrum.

Ansat på Nyhedsavisen A/S 2006-2008.

Spiller tenorsaxofon i min fritid og har forsøgt mig lidt med ishockey efter at være blevet fuldstændig hamrende fascineret af sporten i Canada.

Indlæg | 39 | 46.943 | 74
Siden | 4. oktober 2006 13:47
© Copyright 2012, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites