Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt

BLOG:

JorgenJuul
Weekendophold på avisens regning
4. oktober 2007 19:32
 [1198 ]    [6 ]   Anbefal

Jeg er blevet ringet op af en abonnement-pusher fra Jyllandsposten hele to gange i denne uge. Det er sjovt nok ikke ualmindeligt at avissælgere kommer til at ringe mig op gentagne gange. Jeg ved ikke om jeg står to gange i deres database, eller de bare ikke har styr på det.

Tilbuddet var til gengæld ganske anderledes end det plejer at være. Hvis jeg køber et års prøveabonnement på Jyllandsposten, så får jeg et weekendophold for to personer oven i hatten. Kvit og frit. Endda med hele to overnatninger.

Nu er et helt år jo ret lang tid for et prøveabonnement, men det er da også et vældig godt tilbud. Måske endda i den lige lovligt rundhåndede ende. Firmaet betaler for avisen og medarbejderen ligger i spabad på for avisens regning. Hmmm hvad er det nu man plejer at kalde det? Jeg vil i hvert fald gå så lang som at kalde det udansk, at honorere indkøberen personligt med gaver til flere tusinde kroner, for at forpligte sin arbejdsplads økonomisk.

Jyllandsposten er slet ikke så tosset en avis endda. Slet ikke set med udsigt til et kro-ophold med to overnatninger, men jeg takkede nu nej. Hvilket medførte at tilbuddet nu blev justeret, til at jeg kunne nøjes med et ½ års prøveophold. Den flinke sælger vurderede umiddelbart at vi måske godt kunne danne os indtryk af avisen lidt hurtigere. Opholdet ville så kun blive med en overnatning, men stadig for to personer forsikrede hun.

Indtil for relativt nyligt var tilgift ulovligt. Det ulovlige lå i at man som belønning for at købe en vare, får en anden vare foræret. Man måtte altså gerne sælge et avisabonnement og et weekendophold for 3.500,- kr, men man måtte altså ikke forære den ene af delene væk som belønning for at købe det andet for samme 3.500,- kr. Det har jeg altid syntes var en åndsvag lov, og jeg var glad for at se den blev ophævet. Men jeg havde nu heller ikke lige fantasi til at se tilgift anvendt som returkommission.

Jeg er sikker på at der er virksomheder, der både har skiftet rengøringsselskab og IT-leverandør efter en glad aften i byen med leverandøren, og der er måske også en enkelt, der er blevet påvirket af en lille tur til Kina, for at kvallitetskontrollere fremstillingen af virksomhedens kuglepenne, men det plejer da i det mindste at være sådan lidt tys-tys. Nu ringer man åbenbart bare og siger ”godav jeg har et godt tilgifts-tilbud til dig”

Jeg tror sgu jeg ser tiden an, og venter og ser hvad Berlingske Tidende kan tilbyde. Det er trods alt en meget god avis. Især hvis man ser den i lyset af et sommerhusophold. Jeg vil måske endda overveje at abonnere på BT hvis det kan blive på Bornholm…

Besøg min blog på: juul.com

Send til
Debat  6
Anbefal
For at kommentere et blogindlæg skal du være logget ind. Har du ikke en bruger kan du oprette en her.
04.10-2007 | 19:58 af Lars Nunnegaard
du er ikke den eneste.
 
04.10-2007 | 21:26 af Lars Nunnegaard
ps. Jeg blev ringet op lige efter min kommentar, men jeg forklarede at jeg kun har råd til en avis.. Nyt tilbud, nej tak, om vi så kunne tales ved til foråret.. ÅÅh nej, vi slipper dem aldrig, de er meget ihærdige.
 
04.10-2007 | 23:48 af Peter Hansen
du skulle prøve at blive ansat og komme på avissælger-kursus.

så lærer du også hvordan man får dem til at forstå et nej.
05.10-2007 | 01:11 af (Slettet bruger)
Kommentar er blevet slettet.
05.10-2007 | 09:23 af Jørgen Juul
Ja, ja man kan sagtens afvise dem. Min pointe her er at jeg synes det er betænkeligt at en avis tilbyder tusindvis af kroners værdi for at købe et erhvervsabonement. Synes i ikke at DET ER BESTIKKELSE AF VÆRSTE SKUFFE ;-)
 
08.10-2007 | 23:09 af Peter Hansen
Jørgen

Jo du har ret - men det foregår jo ikke kun i forbindelse med salg af aviser.
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl