Når Bjørn Lomborg siger at ”klimaændringer er et problem – men ikke vores største” så aner han ikke hvad han taler om. Af den simple årsag at det jo faktisk ikke er noget han kan vide. Jeg er ikke klogere end Bjørn Lomborg, men jeg erkender i det mindste min uvidenhed.

Alle inklusive Bjørn Lomborg erkender, at vi nok står over for globale klimapåvirkninger uden forhistorisk sidestykke. Man kan vel ikke uden videre regne sig frem til konsekvenserne af verdensomspændende naturforholds uendelige indgriben i hinanden. At det vil have konsekvenser må vel antages at være aldeles uundgåeligt. Og det er de fleste inklusive Lomborg enige i. Hvor vidt det så kun kommer til at gå ud over isbjørnene eller det snart er ude med os alle sammen, må tiden vise. Det er jo umuligt at kalkulere sig frem til. Måske accellererer alting pludseligt - måske ikke. Det er ikke ligefrem overskueligt forudsigelige liniære størrelser man har med at gøre. At undlade at gøre noget ved det, forekommer mig lige så risikabelt som at ignorere hvis der går ild i gardinet derhjemme. Måske går det ud af sig selv, og måske har familien mere alvorlige problemer end et brændende gardin. I tilfælde af at hele huset futter af, så ændres og ophæves dog det indbyrdes forhold af problemernes vigtighed.

At klimaændringer koster for meget at gøre noget ved, burde ikke i sig selv være undskyldning for at opgive. Især ikke hvis der kan være sandsynlige forhold der taler for at selveste den samlede menneskeheds eksistensgrundlag er i fare. Måske er 180 milliarder dollars en dråbe i havet at bruge på det. Hvem har i øvrigt sagt at man kun skal bruge det, og hvem siger det kun kan og skal gøres op i penge. Hvad med regnestykket på hvad det koster os at holde op med at køre i firehjulstrækkere, og hvilke andre alvorlige problemer skal vi prioritere i stedet for at undvære vores standby forbrug. Jeg ved godt at det ikke direkte er det du taler om kære Bjørn Lomborg, men rygtet om din indflydelse er ikke overdrevet.

Når man står over for en ubehagelig og næsten uløselig udfordring, så er det en nærliggende og menneskeligt reaktion, at se sig om efter velunderbyggede argumenter for at afdramatisere problemet. Din afdramatisering spiller en meget væsentlig rolle i debatten = indflydelse. Især politisk og hos de lobbyister, der helst ser klimadebatten fejet ind under gulvtæppet, men også hos alle os i den brede firehjulstrækkerelskende befolkning, der har brug for at føle sig lidt mere tryg ved umådeholden afbrænding af fossile brændstoffer.. 

Tanken om at prioritere i forhold til hvor man får mest ud af pengene, er vældig relevant i mange sammenhænge. Hvis man i alle livets forhold tænkte på denne måde, ville der i øvrigt nok hverken findes skadestuer eller brandhaner, fordi pengene ville kunne rede flere liv andre steder.

Hvis man antager at situationen kunne tænkes at udvikle sig i retning af at prioritere hvor vidt man vil bevare muligheden for liv på kloden i det hele taget, så giver det vel ikke mening at tale om prioritering ud fra et traditionelt cost benefit synspunkt anyway?