Hvis man er glad for sin frisør kan det f.eks. være rigtigt irriterende når hun skifter job og flytter til en anden salon. Sådan var det i hvert fald før Google. Overenskomsten forbyder frisørerne at oplyse om deres nye arbejdssted og ”stjæle” kunderne når de skifter job. Men også her er magtfordelingen ændret med web 2.0. Ingen overenskomst kan forbyde folk at interagere på nettet og dele livet og dagligdagen. En hurtig søgning efter frisøren Sidse afslører at hun nu arbejder hos Zisar i pilestræde. Måske er du sågar endt på denne artikel, fordi du også leder efter Sidse. De sorte pletter bliver mindre og mindre...
;-)

Men hvis nu ikke Sidse havde været så heldig at hedde noget så relativt specielt som Sidse, og jeg ikke havde kendt hendes efternavn, så havde det været vanskeligere for mig. Mit råd til frisører og alle andre, der vil sikre sig at være lette at finde når de skifter job: Vær så forudseende at efterlade et spor i søgemaskinerne i forvejen, så folk, der søger kan forholde sig til det de kender - altså således at jeg kunne have søgt på Sidse fra STUHR i Fiolstræde og finde frem til hendes nye arbejdsplads hos Zisar uden at kende andet end fornavn og det gamle arbejdssted.

Pludselig er søgemaskineoptimering ikke længere noget der bare er forbeholdt virksomheder, men også relevant for lønansatte privatpersoner. I frisørens tilfælde er det vel ganske rimeligt at kunden kan opsøge den, der er vant til at tæmme frisuren og kender dine forfængelige særheder. I andre tilfælde kunne man sikkert godt forestille sig at man ved konstruktiv anvendelse af WEB 2.0 og søgemaskineoptimering, ville kunne snylte på lånte fjer, eller udnytte andres hårdt opsparede goodwill. Men det er der vel egentlig ikke noget nyt i. Politikerne har gjort det siden tidernes morgen og længe før WEB 2.0 ;-)