I sit nyhedsbrev fra EU skriver Jens-Peter Bonde tankevækkende om konsekvenserne af, at EU vil tillade langt mere kræftfremkaldende nitrit i maden. Da det tilsyneladende ikke er opportunt for danske medier at redegøre for, hvad der foregår i EU, bringer jeg nyhedsbrevet her.

"Danmark er nu på vej i en ny madsminkesag med EU. Et nyt madsminkedirektiv - det såkaldte diverse-direktiv - vil tillade nitrit i kød i mængder, som langt overstiger de danske regler. Nitrit omdannes til nitrosaminer, som kan fremkalde kræft hos mennesker. Derfor har vi skrappe regler for anvendelsen af nitrit i kød.

Det nye direktiv indeholder forbedringer i forhold til de tidligere EU-regler, men de vil samtidig ophæve de mere sundhedsvenlige danske regler. Jeg har derfor skrevet til Kommissionens formand, José Barroso, for at få ham til at tillade Danmark at anvende den såkaldte miljø-garanti og tillade Danmark at bevare vore strengere regler.

Miljø-garantien blev indført med reglerne om Det Indre Marked fra 1987. Den er siden revideret et par gange og været til behandling hos EF-Domstolen, som fjernede garanti-elementet. I en kendelse fra 17. maj 1994 om det kræftfremkaldende stof PCP fastslog Domstolen, at garantien alene skulle være en dispensationsmulighed for Kommissionen.

At et stof er kræftfremkaldende er ikke nok. Det skal være mere kræftfremkaldende i Danmark end i Tyskland, for at vi kan påberåbe os den såkaldte garanti. Det er nitrit ikke, og derfor kan garantien ikke anvendes i dens hidtidige form.

Men EF-Domstolen har i en sag med Danmark også fastslået, at EU skal respektere dens egen videnskabelige rådgivning. Kommissionen kan ikke tvinge et land til at ophæve regler, som er i overensstemmelse med Kommissionens egen videnskabelige rådgivning.

Det er dette figenblad, som vi skal bruge i denne sag. For EU s nye regler bryder igen med deres egen videnskabelige rådgivning. Vi har belæg for vore højere standarder hos EU s egen videnskabelige komite. 

Den danske fødevareminister, Carina Christensen, har skrevet til de danske medlemmer af EU-Parlamentet for at få støtte i denne sag. Det er et godt initiativ, for i sådanne sager kan vi gøre en forskel ved at trække på samme hammel.

Efter det franske og hollandske nej til EU-forfatningen er Kommissionens formand blevet meget mere lydhør over for miljø og sundhed i lande, som kan frygtes at stemme nej. Sidste år fik vi således Barrosos støtte til at bevare danske og østrigske regler om forbud med de såkaldte fluor-gasser, som ødelægger klimaet. 

Han støttede også det danske grundvand, hvor vi fortsat selv kan regulere anvendelsen af sprøjtegifte. Endelig fik vi lov til at bevare det danske forbud mod transfedt. Det var tre store sejre for princippet om, at EU kun skal vedtage fælles mindste-regler, hvor de enkelte lande så har lov til at gå videre i beskyttelse.

Princippet købte han dog ikke. Kompromiserne er juridisk svage. Med formandens opbakning er de politisk stærke. Det er usandsynligt, at de vil blive ændret, så længe der er udsigt til folkeafstemninger. Barroso er smartere end sit system. Han vil ikke have "støj på linjen" i forhold til kritiske vælgere i f.eks. Danmark. Derfor forventer jeg også hans støtte i denne sag.

EU-systemet kan ikke lide den slags afvigelser. Kommissionens embedsmænd slås for at undgå bedre regler i enkeltlande ud fra et andet princip: de vil have fuldstændig ens regler i det fælles grænseløse marked. Derfor vil deres automat-reaktion være at give afslag på den danske regerings anmodning om anvendelse af miljø-garantien i denne sag. 

Min forventning er, at de vil blive sat på plads. Ellers har EU-kritikerne en alt for god sag, som igen vil give skrammer i EU s image. Det kan Barroso undgå med lidt rettidig omhu.. "