Jens-Peter Bonde går til biddet i sin seneste briefing om vores forhold til EU: Demokrati og public service sættes ud af kraft af statsministerens parti:

Public service funktionen til at sikre alsidig debat i de licensbetalte medier er nu overtaget af det største parti, Venstre. De indkalder et særligt publikum på 1400 Venstre-medlemmer og beder så partilederne stille op til en debat, hvor en solbrændt Venstre-statsminister sætter dagsordenen. Debatten bliver bragt live i alle TV-stationer og dækkes af alle medier. Udbyttet for Venstre er maksimalt. Omkostningen uhyre beskeden for så megen medieomtale og dagsordensætning før et folketingsvalg.

De syv forsamlede partiledere nævnte ikke ordet EU en eneste gang, selv om de fleste og vigtigste love, som de skal tage stilling til, kommer fra EU. De nævnte heller ikke den omdøbte forfatningstraktat med et ord, selv om den medfører de hidtil største forandringer i det danske folkestyre. På over 60 områder mister vælgerne og folketinget det sidste ord over danske love. Om det er klogt eller mindre klogt, diskuteres ikke med et ord. Samtidig er der konsensus om at undgå folkeafstemning. Den hidtil vigtigste EU-traktat skal gennemføres uden at spørge vælgerne. Det sker ved at gradbøje grundloven til ukendelighed.

Den danske grundlov er ellers ganske klar. Den placerer den lovgivende magt hos folketinget. Danske vælgere har altid det sidste ord over danske love. Vi kan gå til valg, få et nyt flertal og derefter en ny lov. Det er, hvad vi har. På over 60 nye områder vil vi med forfatningen ikke længere have det sidste ord over lovene. Vi mister magten over et stort antal love. Der lægges op til det hidtil største tab af vælgerindflydelse og dermed suverænitet. Men det er over årene lykkedes Justitsministeriet at få suverænitetsbegrebet begrænset til prokuratorkneb. Det er ikke overladelse af beføjelser, når vi overlader beføjelsen til at lovgive. Beføjelsen er allerede overladt, vil Justitsministeriet snart hævde for alle 60 områder.

Man kunne nemlig allerede lovgive på disse områder ved hjælp af gummiparagraffen. Derfor er det nye ikke nyt. Justitsministeriet burde så kunne fortælle, hvornår disse beføjelser er overladt. Det kan eller vil de ikke, for de fleste kompetencer i EU er aldrig overladt formelt set eller ved lov.

De største kompetenceoverdragelser er besluttet af EU s domstol, der forveksler den lovgivende og dømmende magt. Den ene dag er radio og TV uden for det fælles marked. Den næste dag er det en del af det fælles marked. Den ene dag er straffelovgivningen uden for. Den næste dag kan EU også vedtage straffebestemmelser i tilknytning til lovene. Denne overladelse af beføjelser sker løbende og i direkte strid med grundlovens § 20, som kun tillader overladelser "ved lov" og "i nærmere bestemt omfang".

Vigtige overladelser sker ved dom. En dom er altså ikke en lov, som er vedtaget ved 3 åbne behandlinger i folketinget. Det er ikke et problem for Justitsministeriet. Andre vigtige overladelser sker ved institutionernes vedtagelse af direktiver, forordninger, traktater og beslutninger. Det er heller ikke "ved lov". Det sker også ofte uden for de områder, som er skitseret ved vedtagelsen af de tidligere EU-traktater.

Realiteten er, at den danske grundlov ikke er forenelig med EU s virkemåder. Derfor bør vi ændre grundloven åbent, i stedet for at fifle med den.

Grundlovens kerne er vælgernes indflydelse. Når magt går til EU, sker der ikke blot en centralisering, men også en afdemokratisering. For vælgerne har ikke det sidste ord over lovene i EU. Den lovgivende magt i EU er fordelt mellem ikke-valgte kommissærer med eneret til at stille lovforslag og et flertal af stemmer i Ministerrådet, som forvaltes af landenes embedsmænd under en begrænset parlamentarisk indseende.

Hvis ånden i grundloven skal respekteres, må vi derfor som vælgere kunne få kontrol med Kommissionen og Ministerrådet. Det er ikke nok at kunne gå til valg til EU-Parlamentet, når det ikke er der, man vedtager lovene. EU-Parlamentet har voksende indflydelse, men ikke den lovgivende magt, som i Danmark er placeret i folketinget – og hos vælgerne.

Knuden mellem grundloven og EU-forfatningen kan ikke løses, uden at ændre selve grundloven. Selv om folketinget vedtog den mest omfattende og præcise lov om overladelse af beføjelser i henhold til forfatningen, vil EF-Domstolen kort efter udvide det overladte omfang og dermed give et nyt problem i forhold til grundloven.

Der findes en politisk løsning på denne konflikt: folkeafstemning.

Den vil partilederne ikke diskutere i TV. Og public service betyder nu, at journalisterne ikke skal bede politikerne forholde sig til det væsentligste.

Kendt Socialdemokrat for folkeafstemning
Det tjener den tidligere formand for folketingets Europa-udvalg, Ove Fich, til ære, at han som tilhænger af forfatningen går ind for folkeafstemning. I et debatindlæg i Politiken d. 9/8 2007 skriver han:

"Men reformtraktaten er så gennemgribende i EU-samarbejdet, at det vil være helt naturligt at spørge vælgerne."

To socialdemokratiske medlemmer af EU-Parlamentet, Christel Schaldemose og Ole Christensen er tidligere gået ud med kravet. Britta Thomsen, Dan Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen er tavse. Partiets tidligere formand, Svend Auken, er tilsyneladende talt på plads af den nye formand og træder vande i en kommentar i Information d. 9/8 2007:

"Først en tilbundsgående undersøgelse af den endelige tekst ud fra en både juridisk og politisk synsvinkel og med en åben folkelig debat kan give grundlag for en stillingtagen til en folkeafstemning.

Vi skal give os den fornødne tid til denne proces i erkendelse af spørgsmålets vigtighed for de danske vælgere og i respekt for den virkning som en dansk folkeafstemning om reformtraktaten vil have i resten af Europa."

Vi lader citatet stå et øjeblik.