10.11-2008 | 20:26
af
Jens Yde
Den økonomiske krise minder utroligt godt om den, der blev skabt i de brølende tyvere. De mange økonomer blandt verdens ledere har utvivlsomt hørt om tyverne og trediverne, men måske har de glemt deres børnelærdom.
Her er uddrag fra en bog fra 1970erne, af professor i økonomi ved Harvard universitetet, John Kenneth Galbraith. Han var rådgiver for forskellige regeringer i Washington og ambassadør i Indien.
"I USA var depressionen i 1920-21 den første prøve på nationens utilfredshed med det uregulerede bankvæsens anarki og Federal Reserves evne til at klare situationen. Prøven blev ikke bestået. I 1921 standsede 505 banker deres betalinger, mere end tre gange så mange som året før. Og antallet af fallitter blev derpå ved med at være højt – kun i to af årene til og med 1929 var antallet mindre end i 1921. Efter 1921 kom de otte fede år.
Men de, der tilrettelægger livet for mænd med ry og position i finansverdenen, ser ikke med venlige øjne på hvileperioder. En betydelig del af de riges investeringer skete i form af lån til udlandet – tyske storbyer, sydamerikanske republikker. Meget af den indenlandske långivning skete til foretagender, der blev sat i gang med den daværende generation af finansgenier, hvilket alt sammen involverede en kompliceret og undertiden helt uforståelig struktur af holdingselskaber, hvorved der sikredes afgørende indflydelse med en minimal investering. Holdingselskabernes foretagender og de store investeringssammenslutninger var 1920’ernes mirakler, og de, der skabte dem, var tidens giganter. Disse foretagender og deres igangsættere var i alle henseender forløbere for de finansstrukturer, der skulle komme til at smykke og derefter skæmme den finansielle skueplads i 1960’erne og 70’erne.
Delvis med oprindelse i periodens udbytter og de store igangsætteres tilsyneladende geni ser vi endelig højkonjunkturen på aktiemarkedet. Aktierne begyndte at stige i sidste halvdel af 1924 og fortsatte opefter i 1925. I 1926 kom et kort tilbageslag sammen med to orkaner, og den omstændighed, at den masse af nye købere, der er nødvendig for at holde enhver spekulation i gang, var opbrugt, førte til sammenbrud af den store højkonjunktur for handelen med jord i Florida. I 1927 begyndte bevægelsen opad på ny, og den blev stedse stærkere indtil september 1929. New York times konstaterede, at 25 industripapirer, der havde haft en gennemsnitskurs på 134 ved udgangen af 1924, stod i 245 ved udgangen af 1927 og 331 ved begyndelsen af 1929. Kursen steg fra 339 til 449 i de tre sommermåneder i dette år, en forøgelse på 32 procent. Ligesom før købte både enkeltpersoner og institutioner, navnlig de nye investeringssammenslutninger, fordi de ventede, at priserne ville stige. Deres køb fik da også priserne til at stige, og det bevirkede, at deres forventninger blev indfriet og affødte endnu større forventninger med deraf resulterende stærk købelyst. Det må endnu en gang konstateres, at denne købelyst ville vare ved, indtil tilgangen af nye købere, standsede, eller der skete noget, som kunne vende forventningerne til bekymring, f.eks. ved et sammenbrud i de store holdingselskabsstrukturer.
Garantien for værdipapirer i 1920’erne finansieredes i vid udstrækning af de kommercielle banker. Enkeltpersoners spekulationskøb af værdipapirer finansieredes på lignende måde. Meget af dette, der skete i forventning om gevinster, skete ved, at bankerne ydede lån til købet af aktierne og tog disse som sikkerhed. Disse banker stiftede selv betydelige lån hos Federal Reserve, der således nærede spekulationen og ikke standsede den.
Den 1. juli 1927 ankom ”Mauretania” til New York med cheferne for Bank of England og Reichsbank ombord. De skulle mødes med vicechefen for Banque de France og chefen for Federal Reserve Bank of New York, der hed Benjamin Strong. Der diskuteredes sager af stor betydning for almenheden. De, der drøftede dem, var i realiteten offentlighedens tjenere, altså at betragte som embedsmænd. Alligevel gik man ud fra, at offentligheden burde holdes ude fra ethvert kendskab til deres forhandlinger. Denne antagelse er stadig i forbavsende grad gyldig, hvor det drejer sig om international monetær politik. Det vigtigste diskussionsemne var Bank of Englands konsekvent svage stilling for så vidt angik reserver. Dette kunne der, mente bankfolkene, rådes bod på ved at Federal Reserve Systemet mindskede rentesatserne og opmuntrede udlånsvirksomheden. Federal Reserve føjede sig og kort efter mødet satte den diskontoen ned fra 4 til 3,5 procent. Forretningsbankernes kassereserver blev i de kommende måneder fyldt op ved markedsoperationer – ved Federal Reserve Banks køb af 340 millioner dollars statsobligationer. Dette var ifølge den almindelige mening den fejl, der førte til den store spekulation på aktiemarkedet. I et øjeblik, da tilbageholdenhed var nødvendig, havde udlændingene overtalt de amerikanske autoriteter til at være liberal, hvilket var til gavn for de fremmede og skete på amerikansk bekostning. Det var den største og dristigste operation, der nogen sinde er foretaget af Federal Reserve System, og den resulterede i en af de kostbareste fejl, der er begået af dette eller noget andet banksystem i de sidste 75 år.
I løbet af tyverne steg udlånet til spekulation. Et alternativ var at afskære de banker, der lånte fra Federal Reserve, fra at låne ud til aktiemarkedet. Desværre boede de største syndere, bankerne i New York, dør om dør med Federal Reserve Bank of New York. En af de største banker, National City Bank lededes dengang af en mand ved navn Charles E. Mitchell, en livlig, men i høj grad uintelligent mand, der selv var stærkt involveret i markedet. Hvis højkonjunkturen brød sammen, ville Mitchell også gøre det, et forhold, som han dog var i stand til at erkende. I begyndelsen af 1929 blev Mitchell, ufatteligt nok, bestyrelsesmedlem i New York Federal Reserve Bank. I februar 1929 udstedte Federal Reserve Board i Washington en advarsel mod at bruge Federal Reserve midler til at finansiere spekulation. Advarselen savnede intet i tydelighed, og markedet sitrede som reaktion på denne advarsel, men rettede sig snart igen. I marts 1929 talte Federal Reserve Board om at holde lørdagsmøder, hvilket aldrig før var set, og nu blev bankerne bange og begyndte at indskrænke deres lån til aktiemarkedet. Mitchell udtalte, at han ”følte det som en pligt, der går forud for enhver advarsel fra Federal Reserve, at forebygge enhver farlig krise på pengemarkedet”, så gennem National City afsatte han dagen efter 25 millioner dollars til vekselererlån, der skulle gives som fem millioner dollars for hvert point, som renten for anfordringslån steg over 16 procent. Markedet kom sig omgående, men Mitchell blev hårdt ramt af sammenbruddet samme efterår og afskediget fra sin stilling. Han måtte gennem en langvarig skattesag og en civil retssag, hvor han krævedes for over en million dollars i ubetalte skatter, men han blev frikendt for anklagen for skattesnyderi.
Formanden for Federal Reserve Boards bestyrelse og bankernes udlånsvirksomhed, der gjaldt spekulation på aktiemarkedet, var af den opfattelse, at selv om man i nogen grad kunne bremse hysteriet, måtte man ladet det løbe linen ud. Samtidig ville Federal Reserve ved at gå hårdt på med hensyn til at begrænse udlån til spekulationsformål, være skyld i, at højkonjunkturen sluttede, og at hundreder af millioner af dollars hos hundredtusinder af spekulanter ville gå tabt. Mange af disse betragtede sig som kloge, forsigtige og fortjenstfuld investorer. Sandsynligvis ville det også betyde en depression, og hvem ville ønske at pådrage sig den heraf resulterende vrede? Hvem ville bryde sig om at skulle leve resten af sit liv med dette ansvar og den deraf følgende dadel og isolation?
I begyndelsen af sommeren 1929 advarede P. M. Warburg, der var en af Systemets ophavsmænd og første direktører, mod det stedfindende orgie af hæmningsløs spekulation. I en forudseende kommentar udtalte han, at hvis den fortsatte, ville den med stor sandsynlighed resultere i en almindelig depression, der ville ramme hele landet. Reaktionen var voldsomt, og de venligste kommentatorer sagde, at han ikke havde fulgt med tiden. Mere åbenhjertige kritikere beskyldte ham for sabotage – for at rette et attentat mod den amerikanske velstand. Det blev antydet, at han forfulgte private økonomiske interesser. Han sagde bagefter til sine venner, at det var den vanskeligste oplevelse i hans liv.
Katastrofen kom sent i oktober 1929. Torsdag den 24. oktober troede man efter en række dårlige dage, at bunden var faldet ud af markedet. Den følgende tirsdag gjorde den det. I de kommende dage aftog panikken, men markedet fortsatte med at gå ned. Der skete en kort bedring i foråret 1930 og derefter en videre nedgang. Den 8. juli 1930 var New York Times’ indeks for industriaktier 58 – lidt over en ottendedel af, hvad det havde været tre år tidligere. Bruttonationalproduktet var over en fjerdedel mindre end i 1929 målt i dette års priser, og nær ved halvdelen i værdi. I 1929 var ledigheden gennemsnitligt på 3,2 procent, mens den i 1932 var på næsten 25 procent og året efter var den endnu større. Der var ingen egentlig arbejdsløshedsunderstøttelse; ifølge et konstitutionelt princip, som de velhavende energisk påberåbte sig, skønnedes hjælp til trængende at være en lokal opgave og pligt. Landbrugspriserne faldt mere end halvdelen i løbet af tre år, og produktionen og priserne forblev lave, mens ledigheden var høj - helt frem til 1937 da bruttonationalproduktet igen var så højt som i 1929. Først i 1941 faldt ledigheden til under 10 procent.
Meget taler for, at i sin virkning på menneskenes angst og bekymringer er den store depression i 30’erne den hidtil vigtigste begivenhed i vort århundrede – i det mindste for amerikanerne. Ingen af de to verdenskrige havde en lignende virkning på så mange, udløsningen af atomenergien kan nok have tilskyndet nogle af de patologisk krigsgale til en vis forsigtighed, men den var af mindre betydning. Rejserne til månen var en detalje i sammenligning. Kun få, der gennemlevede den store depression, var uforandrede efter denne oplevelse.
I 1929 gik 659 banker ned efter sammenbruddet, i 1930 1352 og i 1931 2294. Medlemmer af Federal Reserve gik ned sammen med andre, og selv de store New York banker kunne ikke føle sig sikre. Den store Bank of The United States gik fallit i december 1930, med 200 millioner dollars var det den største kommercielle bank i Amerikas historie, der gik ned.
Bankkrak og frygten for bankkrak gav anledning til deflation – det reducerede forbrug, investering og derigennem salg, produktion, beskæftigelse og priser.
I 1932 overvandt Federal Reserve omsider sin frygt for inflation og begyndte på markedsoperationer. Der blev købt statspapirer og følgelig strømmede kontanter ud til bankerne. Det var for sent.
Da man nåede udgangen af 1933, var næsten halvdelen af nationens banker forsvundet, og allerede i begyndelsen af 1932 var der kun få, hvis ledere ikke spekulerede på, om ikke også deres banker ville falde. I slutningen af 1932 og begyndelsen af 1933 ramte denne krise ikke længere blot enkelte banker og små banker, men bredte sig over hele lokalsamfund og endog enkeltstater i Unionen. Den strakte sig endog ind i de vigtigste finanscentre og til de store banker. Den modforanstaltning, der nu faldt myndighederne ind, var at lukke samtlige banker i et sådant lokalsamfund, før indskyderne lukkede dem. I slutningen af oktober 1932 fik samtlige banker i Nevada således ”ferie”."
(Kilde: John Kenneth Galbraith: Penge - deres fortid og fremtid. 1975) |
|
|
|
|
10.11-2008 | 20:55
af
Jens Yde
”Frankrig har en tilbøjelighed til at klare sig igennem alle genvordigheder. Storbritannien med sin stærke afhængighed af udenrigshandelen er et vanskeligt land at holde styr på. Følgelig må den britiske økonomiske politik være af bedre kvalitet end de fleste andre landes. I 1920erne gjorde briterne imidlertid efter megen overvejelse og diskussion noget, som forværrede forholdene.
Priserne faldt i 1920 og 1921, ledigheden steg til 12,6 procent i 1921 og holdt sig over 10 procent. Derefter faldt den, priserne stabiliseredes eller steg og det samme gjorde lønningerne. I 1925 besluttede man at vende tilbage til guldmøntfoden. Finansminister Winston Churchill meddelte beslutningen i en tale i Parlamentet 28. april 1925, og han sagde, at der ville komme 200 millioner dollars fra Federal Reserve Bank of New York, og 100 millioner dollars fra J. P. Morgan. Følgen ville blive en stor opblomstring i den internationale handel og ”fra nu af ville nationer, forenet ved guldmøntfoden, reagere sammen, ligesom skibe i en havn, hvis faldereb er føget sammen, og som stiger og falder med tidevandet”. New York Times skrev, at finansministerens tale var en af de bedste i en lang række, og overskriften oplyste, at Churchills forslag havde hensat Parlamentet og nationen i begejstring.
Fejlen var at gengive pundet dets førkrigs-guldindhold på knap otte gram finguld, dels at give den dets gamle vekselkurs på 4,87 dollars. Selv om pundet siden krigen var steget, var førkrigs-guldindholdet og dollarkursen alt for høje. Dette skyldtes at de britiske priser var alt for høje i relation til disse tal. På grund af de høje britiske priser kunne enhver, der havde guld eller dollars, gøre en bedre forretning ved at veksle dem til en af Storbritanniens konkurrenters penge og købe dér. Englændere kunne tilsvarende gøre en bedre forretning ved at veksle pund til dollars eller guld eller andre valutaer i den gunstige Churchill-ske kurs og købe i udlandet. I 1925 androg prisfordelen ved at gøre dette cirka 10 procent.
Dette gik blandt andet ud over kulminerne og minearbejderne. Økonomen J. M. Keynes lagde vægt på at finde ud af, hvorfor Churchill havde gjort ”noget så tåbeligt”, og forklarede, at Churchill ikke ejede den ”instinktive dømmekraft, der ville forhindre ham i at begå fejl, og at han døvedes af den konventionelle finans’ larmende stemmer, og først og fremmest blev han vildledt af sine eksperter”.
De organiserede minearbejdere ville ikke acceptere en lønreduktion, heller ikke i 1926. De forberedte sig på at strejke, men mineejerne kom aktionen i forkøbet med en lockout. En kortvarig generalstrejke blev følgen, mens minearbejdernes strejke varede til udgangen af 1926.
Da man nåede til 1929 var ledigheden faldende og produktionen stigende, om end i beskedent tempo. Bank of Englands guldposition var stadig skrøbelig, og derefter kom den amerikanske katastrofe med påfølgende lavkonjunktur.
Delvis som konsekvens af beslutningen fra 1925 havde Storbritannien nu en Labour-regering, og den var ikke meget mere immun mod den ortodokse finans’ larmende stemmer end sine forgængere. Men den første engelske Labour premierminister, Ramsey Mac Donald, fik ikke opbakning til at låne penge hos en amerikansk bank og trådte tilbage og dannede regering med de liberale og konservative. I september 1931 suspenderedes derpå pligten til at betale guld i henhold vil loven om guldmøntfoden. På en vis måde havde Churchill sejret. Bistået af socialisternes mindreværdskompleks i denne slags anliggender havde han tilintetgjort enhver trussel fra venstre for de næste femten år. At man i 1925 vendte tilbage til guldmøntfoden var på pengenes område måske den mest afgørende skadelige handling i moderne tid".
(KIlde: John Kenneth Galbraith: Penge, 1975) |
|
|
|
|
03.06-2009 | 21:45
af
Jens Yde
Kan årsagen til krisen føres tilbage til REAGAN? Det kan udledes af ”Det Store Krak 1929”, som John Kenneth Galbraith, skrev i 1950. Bogen udkom i dansk udgave i 1986 med forord af Jesper Jespersen, der i dag er professor i økonomi i Roskilde. Jespersen skrev blandt andet:
”Den psykologiske effekt fra 1929 gav den grænseløse optimisme et knæk og skabte en moralsk chokbølge, hvorigennem det blev afsløret, hvor uansvarligt mange af de fine børsfolk havde disponeret. En nærliggende parallel fra danmarkshistorien ville være Landmandsbankens krak i 1922, der bl.a. havde sin rod i overdreven aktiespekulation. Her blev en række af datidens matadorer med direktør Emil Glückstadt i spidsen moralsk klædt af, hvilket skabte en naturlig mistillid til hele finansverdenen. En mistillid, der først i de seneste år (altså i 1980erne) synes at være blevet reduceret.
På det nationale plan er en række af de reguleringer, som blev indført i konsekvens af den finansielle krise i begyndelsen af 1930erne, under afvikling. I effektivitetens og konkurrencens navn er Reagan-regeringen draget i felttog mod alle former for kapitalmarkedsrestriktioner. ”Deregulering” er således blevet tidens løsen. En tendens som også har præget udviklingen i Danmark. Kapitalbevægelser ind og ud af landet er blevet gjort næsten helt frie, hvorved Nationalbanken har mistet en væsentlig del af sin indflydelse på pengepolitikken. Pengeinstitutternes udlånsregulering er ligeledes blevet ophævet. Disse ændringer er blevet motiveret med effektivitetshensyn. Dette har atter bragt forholdene i den finansielle sektor nærmere på det anarki, der kendetegnede 1920ernes finansielle markeder. Blot er der ydermere sket den ændring, at den løse kapital, der rastløst vandrer fra marked til marked og fra land til land i sin utrættelige søgen efter størst muligt afkast på kortest mulig tid, er vokset eksplosivt i kølvandet på oliekriserne og de internationale betalingsuligevægte. Til eksempel kan det nævnes, at den daglige omsætning på de internationale valutamarkeder nu er af en størrelsesorden, der mere end overstiger to gange det årlige danske nationalprodukt.
Når børsen bliver omdannet til et Monte Carlo, så kan alt ske. Spillelidenskaben kender ingen rationelle grænser. Blot ærgerligt at finansieringsvilkårene for seriøse investorer herved i alt for høj grad bestemmes af disse spillefugle. Det er næppe hensigtsmæssigt, at omkostningerne ved finansiering af erhvervslivets investeringer eller af boligbyggeri, der jo har en levetid på 10-20 år eller måske endnu mere, bestemmes af spekulanternes helt kortsynede humør. I et land, hvor spillekasinoer og bookmakere er forbudt, tipning strengt reguleret og klasselotteriet statsligt, kan det virke hovedrystende naivt, at spekulation i milliard-klassen dagligt får lov til at finde sted på børsen.
Et af Galbraiths væsentligste motiver til at skrive ”Det store krak” var, at han hermed ville bidrage til at forhindre, at en sådan dumhed – som udviklingen på børsen i 1929 – skulle gentage sig. For muligvis gentager historien sig ikke; men der kan dog være al mulig grund til at tage så meget ved lære af historien, at man i det mindste undgår at opleve de værste fejltagelser en gang til”,skrev Jesper Jespersen i 1986.
Galbraiths bog omtaler både Ponzis pyramidespil og principper, ”der for Wall Street havde en betydning, der kan sammenlignes med opfindelsen af hjulet”. En mand kunne stifte investeringsselskaber, som kunne stifte investeringsselskaber, som så igen kunne stifte investeringsselskaber. Det mirakuløse vægtstangsprincip gjorde sådanne operationer relativt billige for den mand, som stod bag alle selskaberne.
”Det store krak 1929” fra 1950erne har flere eksempler, der er aktuelle i dag.
Præsident Reagan, som Jesper Jespersen henviser til, skrev under på den såkaldte Garn-St. Germain Depository Act i oktober 1982. Garn var en republikaner og St. Germain en demokratisk politiker. Lovændringen betød blandt andet, at man ikke skulle lægge store udbetalinger på bordet ved køb af hus.
I fjor har spekulanten George Soros udtalt, at årsagen til de nuværende problemer daterer sig tilbage til 1980, da Ronald Reagan og Margaret Thatcher kom til magten i henholdsvis USA og Storbritannien. ”Det var på den tid, at långivning boblede op, og reguleringen af bank- og finansmarkedet blev mindre stramt. Disse ledere mente, at markederne er selvregulerende, hvilket vil sige, at hvis priserne kommer ud af hak, så vil de i sidste ende vende tilbage til den historiske norm. I stedet har denne laissez-faire-indstilling skabt den nuværende boligboble … og reguleringerne af finansmarkederne blev til stadighed mindsket for til sidst helt at forsvinde, sagde George Soros. Udtalelsen faldt helt tilbage i april 2008, og selv om George Soros, en Bilderberger, mest er kendt for at være spekulant på grænsen til det kriminelle kan han jo godt have ret.
Har ideerne fra begyndelsen af 1980erne senere bredt sig til det meste af verden gennem Bilderbergerne?
Reagan mente, at han havde fået jackpot i 1981. Repræsentanternes Hus stemte for de nye regler med stemmerne 272 for og 91 imod. Ifølge eksperterne blev udviklingen mod katastrofen sat i gang ved den lejlighed. Endnu i 2007 så det med værdien af huse og aktier indregnet i amerikanernes økonomi dog helt godt ud.
Blandt fortalerne for ændringerne for snart 30 år siden var Steny Hoyer, søn af en dansk udvandrer. Han er i dag blandt de højest placerede demokrater og har netop været på besøg i København, hvor hans far boede i sin tid.
http://politiken.dk/udland/article719611.ece
Reagan skabte det, mener Nobelpristager Paul Krugman, pr. 31. maj 2009 i New York Times.
http://www.nytimes.com/2009/06/01/opinion/01krugman.html?em |
|
|
|
|
|
|