Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt

BLOG:

jensjyde
HARMAGEDON: Hus i Nors City til salg for kun 275.000 kr.
15. juni 2008 15:12
 [3144 ]    [21 ]   Anbefal

Finansmarkedernes hærgen og nedbrændinger fortsætter verden rundt. Finansverdenens centrum i New York City er rystet, og nu mærkes krisen også i verdens geografiske centrum: Nors City. Et hus ved korsvejen inde i Nors kan i dag købes for 275.000 kroner. For godt 14 dage siden satte sælgeren prisen ned med 10 procent og i går røg yderligere 20 procent, og med en udbetaling på kun 25.000 kan man blive ejer af huset, der er på 175 kvadratmeter og opført i 1910. Den månedlige nettohusleje er beregnet til 2456 kroner.

Huset i verdens centrum rummede engang Nors Central og al ungdom i Nors har kigget på huset, mens de stod og ventede på rutebilen, der skulle bringe dem til uddannelsesstederne i Thisted. Det udbudte hus ligger lige over for købmanden, og efter at omfartsvejen blev taget i brug, er der nu kun ringe trafik på vejen.

http://www.per-pedersen.dk/sag.aspx?mgl=1525&sagsnr=10464&DID=140

 Den lave pris er et resultat af finansverdenens arbejde. Den tyske præsident Horst Köhler har betegnet finansverdenen som et monster. Huspriserne falder og falder, mens prisen på olie og fødevarer stiger. Forleden mødtes finansfolk fra verdens store lande, G8, hvorunder USA’s finansminister Henry Paulson sagde, at det ikke er spekulanter, der har fået olieprisen til at stige dramatisk.

US Treasury Secretary Henry Paulson: The spike in oil prices to new heights was a problem of supply and demand, and not caused by speculators, sagde han i går ifølge Associated Press.

 BP har ellers netop fortalt, at der er olie nok til de næste 40 år, og akkurat det samme sagde man i 1974 og i 1934. Der har altid været olie nok til de næste 40 år. Altså til ”kun” 40 år, og derfor kan det jo være en god ide at lægge energiforsyningen om i passende  tid inden, olien evt. slipper op. Parallelt med finansverdenens nedsmeltning truer en afsmeltning af jordens is-poler, og klimaminister Connie Hedegaard har sikkert tænkt i billeder og har derfor hele to gange aflagt et anstrengende besøg på Isbjerg ved Nors Sø, der nu skal være naturområde.

 Dansk og amerikansk presse har omtalt G8-mødet i Japan, men ikke mødet i Bilderberg-gruppen, der blev holdt for en uge siden lidt vest for Washington DC. For at skabe lidt oplysning i de sorte huller i presseverdenen kan fortælles, at nævnte finansminister Henry M. Paulson er født i 1946 i Palm Beach, Florida, som søn af en wholesale jeweler, og at han i 1970 fik en mastergrad fra Harvard. Han arbejdede derefter under præsident Nixon for John Ehrlichman, og i 1974 kom han til GOLDMAN SACHS, hvor han endte som øverste chef, CEO og formand, 1998-2006.  I 2006 blev han af præsident Bush udnævnt til finansminister. Henry Paulson er mangemilliardær.

 Mærkeligt nok gik Paulsons forgængere også direkte fra Goldmans toppost og til en stilling i det offentlige, nemlig Joe Corzine, Stephen Friedman og Robert Rubin. Den nuværende CEO i Goldman Sachs hedder Lloyd Blankfein, og alle disse fem er Bilderbergere. Således kendes deres navne  af Anders Fogh Rasmussen, Mogens Lykketoft, Anders Eldrup, Fritz Schur, Uffe Ellemann-Jensen, Connie Hedegaard, Tøger Seidenfaden og af mange andre i dansk politik, erhvervsliv og presse.

 Henry Paulson sidder også i den øverste bestyrelse for Den Internationale Valutafond, IMF, der har hovedkvarter i Washington DC, hvor  han sekunderes af nationalbankdirektøren Ben Bernanke, der som nationalbankdirektør efterfulgte den berømte Alan Greenspan. Chefen for IMF, Dominique Strauss-Kahn, har netop igen udtalt, at det værste af krisen ser ud til at være overstået.

Send til
Debat  21
Anbefal
For at kommentere et blogindlæg skal du være logget ind. Har du ikke en bruger kan du oprette en her.
15.06-2008 | 16:29 af Jens Yde
Det er spekulanter, der har skabt krisen og gjort boliger usælgelige. Jeg fik vist ikke fortalt, at det er dét, jeg mener om sagen.

De mest kendte spekulanter hedder noget med Goldman Sachs, Morgan Stanley, Citigroup og Hongkong-Shanghai, og de holder især til i New York City og London City. De kender hinanden, og fremtrædende politikere og milliardærer i Danmark kender dem også, men det vil danskerne helst ikke tale om, ja faktisk vil de ikke nævne mangemilliardærernes navne med ét ord.

Der findes også spekulanter i Danmark blandt jævne mennesker lige fra manden på Børsen i København og til bageren, benzintankejeren, sparekassebestyreren og ejendomshandleren, som lige lægger en 25 øre ekstra på prisen, "fordi kornprisen er steget, og fordi de jo er begyndt at køre så meget i bil og på knallert i Kina og Indien, som enhver vist har hørt, og vi tør snart ikke tænke på, hvordan vi skal få råd til at varme huset op til vinter med den oliepris".

Jeg tror, at mange med tiden vil blive lidt utilfredse med tingenes tilstand.
17.06-2008 | 19:16 af Jens Yde
Nors Central i Verdens Centrum er i dag sat op i pris. Tre dage efter, at husets salgspris var 275.000 kroner er den nu 345.000 kroner, altså 25 procent op. Har prishævningen sammenhæng med, at det store danske aktiemarked, C20, i dag oplevede den største stigning i tre måneder? Er optimismen vendt tilbage?

"Vi har muligvis lagt det værste af kreditkrisen bag os", udtaler Handelsbankens cheføkonom.

"Goldman Sachs løftede finanssektoren", skriver Børsen i en overskrift til aften, og Euroinvestor fortæller, at "Goldman gøder den positive stemning med et positivt regnskab". Kursrekord og feststemning, jubles der, "uventet godt", og minsandten om ikke olieprisen faldt.

Analytikerne kan let løbe om hjørner med os.

Fakta er, at Goldman Sachs regnskab først blev offentliggjort ved middagstid længe efter, at de danske aktiekurser var tordnet i vejret, og at Goldman Sachs overskud faldt for andet kvartal i træk, samt at spekulantselskabets aktiekurs falder i aften på børsen i New York.

Fakta er også, at det kun er C20 med de 20 største aktier som A.P.Møller og Vestas, der steg og holder niveauet oppe. De mange små aktier falder konstant og har mistet over en tredjedel i værdi siden oktober, og de små er snart lige så lidt værd som for tre år siden. Disse "middelstore" virksomheders aktiemarked omfatter blandt andet de mindre banker og sparekasser og Silkeborg, Viborg HK, AaB, Brøndby og AGF.

Huset i Nors, der er til salg, har i øvrigt naturgas i baghaven. I tresserne og igen i dette årti har amerikanere boret efter olie i Nors. Byen ligger på en stor salthorst, hvilket afstedkommer mindre jordskælv af og til.
18.06-2008 | 10:29 af Jens Yde
"Udviklingen i verdens olieproduktion har været ret flad i de sidste ti år", sagde den amerikanske finansminister Henry PAULSON på tv2 her til morgen, hvorefter han gav hånd til en japaner. Japan er en stor importør af olie. Paulson har tidligere været Goldman Sachs' øverste chef.

Selv om man ikke er ekspert i olie, kan de fleste nok finde ud af at slå op under "world oil production". Dette skema fortæller, at produktionen af olie i de senere år er steget jævnt og ikke er fladet ud og slet ikke faldet.

http://www.eia.doe.gov/aer/txt/ptb1105.html

Blot 37 procent af verdens energiforbrug kommer fra olie. En stor del af den resterende energi stammer fra kul og gas, mens vindenergi kun udgør omkring 0,3 procent af verdens energiproduktion og forbrug. Her er et skema, der viser, hvilke af verdens lande, der producerer, eksporterer, forbruger og importerer mest olie.

http://www.infoplease.com/ipa/A0922041.html

De største EKSPORTØRER af olie er Saudi Arabien, Rusland, Norge og Iran. Jeg tror, at eksperter i disse lande udmærket er klar over, at der ligger Goldman-spekulation til grund for den pludselige prisstigning på olie, og at man i disse lande absolut ikke gider at lave nye olieboringer og pumpe en masse ekstra olie på af jorden, for det har de prøvet før og kunne dengang se, hvordan olieprisen faldt, inden den nye olie kom på markedet, hvorefter de nye pumper ikke var rentable og blot kunne stå og ruste op.

I januar 2008 sagde eksperter, at verden ikke er ved at løbe tør for olie.

http://business.timesonline.co.uk/tol/business/industry_sectors/natural_resources/article3207311.ece

Jeg tror, at den iranske olieminister har ret, når han siger, at en øget produktion ikke vil ændre olieprisen.

http://www.berlingske.dk/article/20080517/verden/805170308/

Apropos Nors, så borede amerikanerne meget dybt efter olie i 1968 og 2004, men om de fandt olie er jeg ikke klar over, men det gjorde de nok ikke, for så havde vi vel hørt om det. Boringen i 1968 foregik et par hundrede meter nede ad vejen til venstre for huset, der er til salg. I dag er der en Naturgas Midt-Vest station på stedet.
11.07-2008 | 10:28 af Jens Yde
Ejendomspriserne falder. Begynder bankerne nu også at falde på stribe?

En mils vej syd for Nors City er Per O. Holding Aps inde midt i Thisted ved at opføre et butikscenter, der kommer til at koste mellem en kvart og en halv milliard kroner.

Når man det? Klarer de pynten?

Butikscenteret, J. P. Jacobsen Centeret, har ryddet hele karréen mellem Storetorv og J. P. Jacobsens Plads, og under Storetorv er der i et gigantisk hul anlagt p-pladser til 333.333 kroner pr. stk. Centeret skulle have været klar til indvielse i begyndelsen af oktober, men nu er dagen udskudt til 4. december.

Af et skilt ved byggepladsen fremgår, at det praktiske byggearbejde forestås af MT Højgaard, der er Danmarks største byggevirksomhed. Den er sammensmeltning af Monberg & Thorsen og Højgaard & Schultz.

Per O. Holding styres af en skohandler, og hvordan har han fået fat i så mange penge? Jo, han har sikkert lånt en del. Det fremgår, at Egnsbank Han Herred og Nykredit Bank er involveret i byggeriet, og disse to ejer hver halvdelen af Dansk Pantebrevsbørs, og man gør sig jo sine tanker, når direktøren for Dansk Pantebrevsbørs, Jacob Wind-Hansen, for 14 dage siden udtalte, at der bliver nogle ejendomsinvestorer, som kommer til at tage tab.

Trelleborg Bank gik ned, i dag har Roskilde Bank fået kunstigst åndedræt af staten, og senere kommer måske Amager Bank, Fionia Bank, Forstæderne og andre i knibe.

Hvad nu, hvis Egnsbank Han Herred kommer i problemer? Eller Nykredit? Eller MT Højgaard? Må byggeriet så standse?

Det vil se dumt ud med en stor tom skal midt inde i Thisted, så man må håbe, at byggefolkene når det, inden krisen lukker og slukker lyset for de initiativrige erhvervsfolk. Af de rullende skandaler kan nævnes, at EBH risikerer at blive trukket ned af pantebrevskongen Rene Müller, ifølge pressen, men at EBH på den anden side havde et overskud på 300 mio før skat i 2007.

Øverst i byggeriet - (jeg ved ikke om det er pantebrevsfinansieret) - er det meningen, at der skal være tre flotte lejligheder til bygherren, hans bror og endnu én, men disse planer er udskudt ind til videre.

http://www.jpjacobsencenter.com/
11.07-2008 | 10:32 af Lars Nunnegaard
Ja Roskilde Bank er på Røven!! Hvem bliver den næste?
 
11.07-2008 | 10:43 af Steen Hansen
Systemet er bygget således op, at det er ivärksätteren bliver slagtet og alle parasitterne overlever, idet de kan träkke deres tab fra i drifts-regnskabet. Altså jeg administrerer dine penge for et mindre belöb og investerer dem efterfölgende for et mindre belöb. Når så hele molevitten går ned - er det ikke administrator's skyld og derfor ikke pålagt administrator noget ansvar. Näh - alle omkostninger samt forventede indtägter bliver trukket fra i administrator's regnskab og så kan yderpunkterne sku' sejle deres egen sö.
I sidste ende bliver det befolkningen, der står med aben.

Indtil nu har fradrags-regler kun drejet sig om den enkelte (fattige)lön-modtager osv.
Måske det var på tide at kigge närmere på "de store".
 
11.07-2008 | 10:44 af Steen Hansen
mangler et "der" - gät selv hvor :o)
 
12.07-2008 | 20:08 af Jens Yde
Roskilde Bank kaldes også Korsbæk Bank efter Matador-tv-serien.

Det er formanden for EBH-bank godt klar over. Han hedder nemlig Egon Korsbæk.

Af de banker, der er i farezonen er ud over Roskilde Bank nævnt Amagerbanken og Forstædernes Bank. På TV roterer dagligt en reklame for erhvervs- og investeringsbanken FIH, der hører under islandske Kaupthing, og alene ordene investeringsbank og islandsk vækker jo mistænksomhed i disse dage, men FIH er ikke udpeget til at være i farezonen.

Mon ikke der kommer et par overraskelser?

I forgårs holdt topchefer fra de største danske banker krisemøde - midt i deres ferie.

Nationalbanken og Nordea fastholder, at huspriserne kun vil falde højst én procent i 2009 og 2010. Dertil vil jeg sige, at årsagen så især må være, at folk vælger at blive boende frem for at sælge. At sælgerne simpelthen ikke VIL sælge. Men hvad skal der så ske med alt det, bygherrer har opført i de store byer? Skal det stå tomt hen?

Banker og boligmarked er som bekendt i fare, men også medierne hænger i en tynd tråd. Faktisk kan en del af AVISERNE risikere ikke at udkomme allerede i den kommende uge, men det har redaktørerne ikke fundet anledning til at fortælle læserne om, og måske er redaktionerne slet ikke klar over, hvor langt ude ved afgrunden, de er.

Storetorvs underjordiske p-hus i Thisted kom til at koste en million kroner for hver tre pladser. I København kan de opvise underjordiske p-pladser til 445.000 kroner stykket, men så er det også fuldautomatisk med afsætning og afhenting af bilen med elevatorer. Pengene i København blev bevilget af borgerrepræsentationen. Ideen til storbyggeriet midt i Thisted kom fra en byrådspolitiker, der sad i venteværelset ved tandlægen og kiggede ud over bymidten. Derfra kunne han se den nu nedrevne boligfirkant, Storetorv og Thisted Kirke. Venteværelset er beliggende på 1. sal på hjørnet af Toldbodgade mellem Danske Bank, der huserer i stueetagen, og Danmarks Radio, der rumsterer i filialen oppe på 2. sal. Desværre omkom tandlæge Sørensen fra klinikken i onsdags ved en motorcykelulykke på Aalborgvej, og i dag blev han begravet fra Thisted Kirke.

Men nu vil flere virksomheder og banker gå ned. Staten vil træde til og redde dem, men hvor længe kan en stat blive ved med det? Også stater vil gå konkurs, og det kan vel ikke gå hen og blive Abu Dhabi?
05.08-2008 | 21:48 af Jens Yde
NORS-nyt: Huset i verdens centrum, Nors Central, kommer på TVANGSAUKTION. Den 12. august kl. 13.30 kommer boet efter fr. Bjerre under hammeren. Hvem vil byde? Der er ingen restgæld og ingen restancer. Kun et pantebrev på en kvart million hørende til Nordea Bank i Toldbodgade i Thisted er der. Huset er fra 1910 og kunne fås for 275.000 kroner en kort overgang.

http://www.per-pedersen.dk/sag.aspx?mgl=1525&sagsnr=10464&DID=140

I Hellerup er et hus tilhørende cand. polit. Morten Helveg Petersen til salg. Der reklameres med, at det kun ligger 150 meter fra Øresund, men mon ikke 300 meter er nærmere det rigtige. Først ville han have 11,6 mio., dernæst 10,995 mio, og nu sælges huset for 9,95. Huset er fra 1902 og der er pantebreve for 4,4 mio. Den kendte radikale politiker har sikkert haft mange kendte mennesker på besøg i villaen.

http://www.gr-bolig.dk/show?id=68

Den fyrede direktør for Citigroup, engang verdens største bank, Charles Prince III, har også et hus til salg, i Greenwich lidt væk fra Manhattan, New York. Han satte prisen 300.000 dollar ned til 5,85 mio. Også han er ramt af huspriskrisen.

http://bloomberg.com/apps/news?pid=20601109&sid=auXmRexARYhc

Der har vist aldrig været så mange huse til salg som nu.
05.08-2008 | 22:33 af Jens Yde
THISTED-nyt: Priserne på huse i Thisted er steget 23 procent det sidste års tid. På landsplan er priserne ellers faldet cirka 4 procent.

Tal fra Realkreditrådet viser, at i hele landet er huspriserne - målt på kvadratmeter - steget klart mest i Thisted Kommune, der omfatter hele Thy. Særligt i Thisted by er priserne steget. Her er en sammenligning af prisudviklingen i lille Thisted og det mægtige Frederiksberg, København.

http://www.bolius.dk/viden/nyheder/2008/juli/huspriser-stiger-med-23-procent-i-thisted

I Thy plejer man at sige, at i Thy er vi 1-2 år efter København, der igen er 1-2 år efter New York og Californien. (Men det betyder jo ikke, at vi ikke er klogere).
22.08-2008 | 18:18 af Jens Yde
NORS-nyt: I dag var Agerholmvej smykket som flagalle. Vejen går ned til Nors sø, hvor mange mennesker var mødt op for at se statsminister Fogh Rasmussen. Han skulle foretage indvielsen af Naturpark Thy. Thyboerne oplyses at være glade for at have fået en naturpark, selv om området godt nok har lignet natur temmelig længe.

Forleden udtalte Fogh på forsiden af Børsen, at han ikke tror på recession.

Jeg tror, at der kommer en statsbankerot inden for en overskuelig fremtid. Rammer bankerotten Island, USA, Storbritannien, Irland, Spanien, Holland, Irland, Danmark, Sverige, Dubai, Abu Dhabi eller et helt 12. land?

Vil det vare mere end 23 år at komme over nedturen? Efter krakket på Wall Street i 1929 gik der 23 år, før aktiekurserne igen var oppe på 1929-niveau, altså skulle man helt hen i 1952. Min bedstefar hed forresten Agerholm og boede i Nors. Han klarede som landmand lige akkurat krisen i 30erne.
11.09-2008 | 20:30 af Jens Yde
EBH-bank i Fjerritslev nedjusterede igen i dag forventningerne til årets overskud. EBH-bank er involveret i finansieringen af storbyggeriet midt i Thisted, J. P. Jacobsen Centret, som blev omtalt for to måneder, 11. juli, siden længere oppe i tråden.

Kursen på EBH-aktier faldt i dag 12 procent oven på store fald også i sidste uge. Den lille bank har været involveret i den snedkeruddannede Steen Gudes ejendomsfirma Stones Invest, der i går blev erklæret konkurs med en gæld på omkring fire milliarder kroner. Steen Gude stammer fra Bagsværd og nåede at få domicil på Enrum Slot i Vedbæk.

Vil de østsjællandske eskapader få konsekvenser for EBH-bank i Fjerritslev? I sidste uge sad bankens kunde, skohandleren fra Storetorv, kaldet Per Sko, i forhandlinger med flere mænd på restaurant Bryggen i Thisted. Han så ud til at spekulere på, om hans byggeri når at blive færdigt.

Men måske er Skohandleren slet ikke engageret i EBH-bank? Måske har jeg misforstået dette. I dag i Børsen står i alt fald følgende:

"EBH-banks administrerende direktør Finn Strier Poulsen vil ikke give et præcist bud på, hvor stor en del af nedjusteringen, der kan henføres direkte til kollapset i Stones Invest.

Har I andre store engagementer på ejendomsmarkedet hos enkeltpersoner?

"Nej," siger Finn Strier Poulsen".
19.09-2008 | 18:18 af Jens Yde
FJERRITSLEV-nyt: ebh-aktien tog igen i dag et slemt dyk på børsen, hvor de 20 tungeste aktier ellers steg med 6,9 procent, hvilket var langt mere end rekorden fra 2002, der lød på 5,1 procent.

Siden 8. september er ebh-aktien faldet med 55 procent, og det må vække frygt for bankens fremtid. Er ebh, tidligere Egnsbank Han Herred, en kopi af bankkulturen fra Østsjælland? I så fald vil vi først efter et krak få at vide, hvordan banken var hængt op på forskellige udlån.

Den 9. september blev ebh-arena i Fjerritslev indviet ved en fodboldkamp mellem Fjerritslevs serie 3 og Thisted, der netop nu ligger i toppen af 1. division. Thisted-spillerne var imponerede over at prøve at spille på kunstgræs.

Bygherren bag J. P. Jacobsen Centeret i Thisteds midtby, Per Sko, sidder i bestyrelsen for Thisted FC, men vi ved ikke noget om, hvordan byggeriet og ebh-bank hænger sammen, ”for det kommer ingen ved”. Skohandlerens bror er formand for Thisted FC. I skyggen af krisen fra Wall Street vil enkelte nok bemærke, at de to hovedsponsorer for Thisted FC er en sparekasse og et forsikringsselskab, men ingen – gentager ingen – har haft den tanke, at … noget pludselig kan gå konkurs, sådan som det skete med f.eks. Øster Linnet Rejser, der har fløjet mange fodboldinteresserede til Barcelona, hvor Nou Camp kan studeres.

J. P. Jacobsen Centeret er planlagt til at åbne den 26. november. Føtex bestemmer åbningstiderne.

Det er endvidere officielt, at topholdet i 1. division, sensationsholdet fra Thisted, søndag spiller mod favoritterne fra Silkeborg. Kampen vises på tv.
22.09-2008 | 21:30 af Jens Yde
FJERRITSLEV-nyt: Ebh Bank meddelte natten til i dag, mandag, at man kastede håndklædet i ringen. Meddelsen kom fra formand Egon Korsbæk, (omtalt 12. juli), der sagde, at situationen ikke kan sammenlignes med Roskilde Bank.

Banken fyrede direktøren gennem 20 år, Finn Strier Poulsen, sammen med tre andre ledere. I de sidste 13 måneder er 5 milliarder (5 tusinde millioner) aktiekroner forsvundet op i den blå luft over Han Herred. Spar Nord ved direktør Lars Møller vil gerne være med til at redde Ebh Bank med långivning sammen med Danske Bank, Nykredit og andre. Ebh Bank venter herefter nul-resultat for i år.

Sagen har fået Skohandleren fra Per O Holding og hans lån frem i lyset. Han har fuld tillid til, at pengeinstitutterne og Nationalbanken har spændt et godt sikkerhedsnet ud under Ebh Bank A/S. Ifølge Thisted Dagblad i morgen har Ebh Bank ydet ”et større millionbeløb” til butikscenteret inde midt i Thisted, men ”bankens situation får ingen indflydelse på centerbyggeriet”, forsikrer Per Sko. Thisted Dagblad oplyser i anledning af bankens nedtur, at skohandlerens bror, en bankuddannet fodboldspiller kaldet Palle, er medinvestor. En tredje bror, kaldet Pylle, er formand for fodboldklubben Thisted FC. Endvidere er Nykredit investor, men navnene på långiverne i Nykredit oplyses ikke.

Lokalhistorie: I gamle dage gik skinnebussen på Thisted-Fjerritslev-Jernbanen fra Fjerritslev gennem øde områder over Vust og Nors til Thisted. Jernbanen blev nedlagt i 1968 og ikke engang en cykelsti blev tilbage. Nu kan man se majsmarker i området.
13.11-2008 | 10:11 af Jens Yde
EBH Bank i Fjerritslev er insolvent meddeltes det i dag inden børsåbningen klokken 9. Der er ikke flere penge. Banken har finansieret J. P. Jacobsens Centeret i Thisted, et indkøbscenter der åbner her onsdag den 26. november ifølge de senest offentliggjorte planer. Der mangler kun lidt indmad, inden centeret kan tages i brug. Det er opført med et ydre, der minder om arkitekturen, som vi kender den fra moderne landbrug til opbevaring af maskiner, dyr og afgrøder. Regeringen spændte tidligere et sikkerhedsnet ud under banken i Fjerritslev.

Centeret er omtalt længere oppe i tråden den 11. juli blandt andet.

MTHøjgaard og skohandleren er også involveret i opførelsen af et center i Værløse Midtpunkt, og mon EBH Bank ikke også er involveret dérovre? Jeg spekulerer på, hvordan indbyggerne i Værløse bliver orienteret om, hvad der foregår i deres eget område.
13.11-2008 | 10:16 af Lars Nunnegaard
Jens Yde
Det kommer ikke som en overraskelse. Når det hele er overstået vil der være mange halvfærdige projekter.
 
07.12-2008 | 19:20 af Jens Yde
J. P. Jacobsen Centeret i Thisted blev indviet i sidste uge. Det lykkedes altså at få det gjort færdigt.

Borgmesteren, der havde anbefalet at opføre centeret, havde inden indvielsen meddelt, at han trækker sig tilbage som borgmester næste gang, der skal være valg. Han sagde i sin tale, at det var Irma-direktør Alfred Josefsen, der havde peget på bycentrum, hvis Josefsen selv skulle vælge et godt sted at opføre en butik.

Folkeviddet har endnu ikke fundet et fast navn til centeret, "Skohandlerens nedgroede tånegl" og lignende. Ingen lades urørt af æstetikken i det nye byggeri. Det følger de gamle gaders byggelinier fint og overskygger ikke tårnet på byens middelalderkirke.

Ebh-bank i Fjerritslev gik ned med milliardtab til følge, og blandt de berørte er Thisted Forsikring, der tabte otte millioner på Ebh-aktier, hvortil kommer betydelige tab på andre aktier under oktobers kursfald. Forsikringsdirektøren, en ukrukket fodboldspiller kaldet Vase, har valgt at søge nye udfordringer. Vase stammer fra en landsby i Thy, hvor hans far var skoleinspektør, og denne fortalte altid gerne om de yderst spartanske forhold, han var vokset op under i Østjylland. Men hvad nu med fodboldklubben Thisted FC, hvor Thisted Forsikring er en af hovedsponsorerne? Kan spillerne i 1. division bevare deres lønniveau i det ganske velnærede Thy, hvor de fleste altid har spist godt og rigeligt.

Jeg besøgte indkøbscenteret under åbningsfesten og købte en god Dagmartærte til 9 kroner, normalpris over 30 kroner. Og minsandten om så ikke Brugsen længere oppe ad Vestergade havde Dagmartærter til 8 kroner.

Og ellers går det stadig godt i det nordvestjyske, hvad angår beskæftigelsen. Der er stor efterspørgsel på arbejdsvillige folk. Ældre mennesker husker dog, hvordan fuld beskæftigelse i 1974 og 1930 på få måneder blev vendt til stor ledighed.

Situationen er som i de brølende tyvere op til krisen i trediverne, blot flere gange værre, tror jeg.
24.04-2009 | 04:39 af Jens Yde
J.P. Jacobsen Centeret i Thisted er sat til salg. Det fortæller Thisted Dagblad i morgendagens udgave. Per Sko ejer 90 procent af centeret, mens hans bror, Palle, ejer de sidste 10 procent.

"Ifølge det senest aflagte årsregnskab for J.P. Jacobsen Center A/S - pr. 30. september 2008 - er selskabskapitalen knap 667.000 kr. og egenkapitalen i alt lige godt 57 mio. kr. Hovedaktivet er centeret til 266 mio. kr., som blev indviet 26. november i fjor efter omkring tre års forberedelser", skriver avisen her klokken 04.00 i nat. Salget kommer dermed kun fem måneder efter ibrugtagningen. I Per Sko-koncernen indgår Værløse Bymidte, hvoraf halvdelen er afhændet til KKN i Holstebro.

Hvad angår EBH bank i Fjerritslev, så har Erhvervs- & Selskabsstyrelsen iværksat en større gennemgang af, hvordan egenkapitalen på 2,2 mia. kr. kunne forsvinde i løbet af ganske få måneder.
03.05-2009 | 13:58 af Jens Yde
Stor betalingsstandsning i Nordjylland: For ni dage siden fortalte Thisted Dagblad, at halvdelen af Værløse Bymidte er afhændet til KKN, der er hjemmehørende i Hobro. KKN har navn efter Kurt Kejser Nielsen, der for tre år siden tjente over 100 millioner kroner på at sælge Matas, og som derefter investerede store beløb i ejendomme.

Allerede den 15. april var KKN Ejendomme imidlertid trådt i betalingsstandsning efter at være begæret konkurs af en eller flere kreditorer. Opgørelsen over gæld og værdier i KKN Ejendomme viser, at det udover realkreditinstitutter primært er pengeinstitutterne Nordea Kredit, Spar Nord Bank og Middelfart Sparekasse, der har betydelige beløb ude at stå i selskabet. En del af KKNs gæld skyldes tilsagn om kautioner, der er derpå er forfaldet til betaling. I løbet af 2008 tabte KKN over 100 millioner kroner.

http://www.nordjyske.dk/aalborg/forside.aspx?ctrl=10&data=28%2c3254140%2c5%2c3

Og sport: 1. division: Thisted FC tabte i går 0-2 i Viborg, der har Kristian Kirk på mål. Kirk startede sin karriere i Nors og kom derefter til Thisted og Jetsmark/Blokhus. Træner Henning Y. Pedersen i Jetsmark, nu Blokhus, der er tophold i 2. division, vender efter sommerpausen tilbage til Nors, hvor han i sin tid begyndte karrieren som aktiv. Denne gang bliver det som træner.
16.05-2009 | 18:30 af Jens Yde
Manden bag J. P. Jacobsen Center skal giftes. Per Sko er efterhånden også blevet en gut på over 40 år, så nogen siger, at det haster. Skobutik og hele centeret inde midt i Thisted er sat til salg. Prisen er i størrelsesordenen en kvart milliard kroner. Det bliver et stort bryllup. Et af de største i Thy nogensinde.

Per Sko har lært noget af stilen i København, hvor han også var involveret i byggeriet på Stiagergrunden i Værløse. For tre år siden købte han i skikkelse af Per O. Holding ApS den ledige Stiagergrund for 44 mio. kr., og for nogle uger siden blev et nyt center med Kvickly-varehus indviet. Projektet er tegnet af Bjerg A/S og Wendelboe. Desværre er det ikke lykkedes at få alle lejlighederne i Værløse-centeret solgt. 24 lejligheder har været til salg længe, og i november 2008 blev de sat 20 procent ned i pris, så hvor en lys lejlighed før kostede 4,2 mio. kr. kan den nu fås for 3,36 mio. kr. Lejlighederne ligger i byens højeste hus, hævet over gågaden i Værløse Bymidte i Furesø Kommune alias Værløse og Farum Kommuner. Længe var der begrænsninger i byggehøjden i Værløse af hensyn til den nærliggende flyveplads, men da den lukkede gav kommunen tilladelse til, at der blev bygget i højden i fem etager, hvilket MT Højgaard stod for – akkurat som entreprenørgiganten stod den praktiske udførelse af J. P. Jacobsen Center i Thisted.

Thisted er en liden købstad, ikke blandt Danmarks 40 største byer, og byen er blandt andet karakteristisk ved, at den har både en skov og en havn liggende inde midt i byen. Skoven blev anlagt i 1820erne og havnen i 1840erne, og fra skoven og til havnekajen er der kun 300 meter. Imellem skov og havn ligger Storetorv og det nye J. P. Jacobsen Center. Byggematadoren Per Sko stammer fra handelsbyen Snedsted og flere lokale fodboldspillere har markeret sig omkring byggeriets tilblivelse. Blandt andet skulle en fodboldspiller fra Snedsted, kaldet Bent Post, have været installeret i en lejlighed på toppen af byggeriet, men lejlighedsbyggeriet er stillet i bero nu. Per Sko, Bent Post og flere andre involverede har imidlertid også forbindelser til byens badmintonmiljø. En mangeårig direktør i Sparekassen Thy, Storetorv, samt formand for Badmintonhallen, kaldet Polle Peng, skrev i et indlæg i Thisted Dagblad for cirka tre år siden, at der ingen røde lamper lyste omkring det omdiskuterede projekt - at det hele dermed var i orden. Det viste sig dog allerede under det indledende arbejde, at fjordvandet gik langt ind under byen, så der måtte piloteres ekstra dybt, og de nye kostbare parkeringskældre under Centeret og under Storetorv måtte fores ekstra for at undgå indtrængende saltvand. Under gravearbejdet fandt museumsfolk en benskøjte, som en af de lokale havde brugt under færdsel på fjord-isen i 1300-tallet.

Hvor fik de pengene fra? Var det fra ebh-bank i Fjerritslev? Sparekassen Thy har nu overtaget et par filialer af den krakkede ebh-bank.

Og hvem vil købe et indkøbscenter eller to?

Man kommer uvilkårligt til at tænke på, om Stein Bagger mon har parkeret på Storetorv i Thisted i sin flotte vogn, inkl. HA-vagt. Sparekassen Thy er blandt dem, der lånte lidt håndører ud til milliardbedrageren Stein Bagger, men om han personligt besøgte Thisted kommer nok først frem under retsmøderne.
04.08-2009 | 21:24 af Jens Yde
Pengene til det nye center i Thisted stammede fra islændinge. En fortrolig opgørelse er lækket, og det viser sig, at over 200 forskellige virksomheder hver skylder over 350 mio. kroner til Kaupthing Bank.

Blandt skyldnerne ses EBH-fonden i Fjerritslev, hvis bestyrelse bestod ikke mindst af folk fra EBH bank. Banktilsynet havde ingen adgang til at kontrollere, hvad der foregik i fonden. Cirka 6 milliarder er væk.

I alt er lån til danske virksomheder på 40 milliarder kroner ude at svømme, og tallet er langt større, hvis alle 13 involverede lande tælles med. "Folk" har kunnet låne milliarder helt uden sikkerhed.

FIH er betegnelse for erhvervs- og investeringsbanken, der hører under Kaupthing. Den blev nævnt længere oppe i teksten for over et år siden, den 12. juli 2008

Blandt disse enorme låntagere kan nævnes Haldor Topsøe A/S (FIH), Danfoss A/S (FIH), Danish Crown AMBA (FIH), EjendomsSelskabet Norden I K/S (FIH), Sjælsø Gruppen A/S (FIH), Danske Fragtmænd A/S (FIH), Aalborg Industries Holding A/S (FIH), Guldborgsund Kommune (FIH), Rolf Barfoed A/S (FIH), EHI Fund Denmark II ApS, Islands Brygge 3, Kbh, (FIH), A. P. Møller-Mærsk A/S (FIH), Chr. Hansen Holding A/S (FIH), Thorkil Andersen Holding A/S, Frode Laursen (FIH), Saxo Bank A/S (FIH), TDC A/S (FIH), Arla Foods AMBA (FIH), NKT Holding A/S (FIH), Aarhuskarlshamn AB, Århus Oliefabrik (FIH), GN Store Nord A/S (FIH), Ecco Sko A/S (FIH), Steen Bryde ­ Bryde Gruppen ApS and I/S Strandvejen 56-58 (FIH), Ferrosan A/S (FIH), Carlsberg A/S (FIH), Steen Larsen /SL Nordic Holding ApS, Steen Vela, Parken (FIH), DLG ­ Dansk Landbrugs Grovvareselskab AMBA (FIH), Dansk AvisTryk A/S (FIH), Københavns lufthavne A/S (FIH), Dong Energy A/S (FIH), Superfos A/S (FIH).
Her er dokumentet, dateret 26. september 2008.
http://wikileaks.org/wiki/Financial_collapse:_Confidential_exposure_analysis_of_205_companies_each_owing_above_EUR45M_to_Icelandic_bank_Kaupthing%2C_26_Sep_2008
Måske har Kaupthing Bank selv lånt penge hos Saxo Bank og EBH Bank? Et eller andet sted må pengene jo være kommet fra.
 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.
Kommentarfeltet accepterer ikke lange links.
Forkort links med f.eks tiny.cc, bitly.com, TinyURL.com eller goo.gl