Jeg hører, at Fjogs arvtager, Uløkken (dvs. selveste statsministeren Himself, der som bekendt har stået i spidsen for de seneste års maltraktering af den offentlige sektor samt favorisering af privathospitaler og andre profitforetagender) har bebudet, at Venstre vil nedsætte et udvalg, der skal begrænse brugen af Burkaer.
Eureka, Hurra, Halleluja. Fantastisk. Jeg er ligesom Henriette (har en gyngehest) Kjær himmelhenrykt. Ganske vist har jeg aldrig mødt en burkaklædt person i det offentlige rum, men jeg er glad for, at vi har en statsminister, som tager min og andre burka-haderes bekymringer alvorligt.
Det kan ikke være meningen, at anstændige mennesker, som Pia Kjærsgaard og jeg ikke skal kunne sove trygt om natten! Hvordan tror I ikke, det er at blive redet af burka-klædte marer hver eneste nat?
Godt, nogen vil forskåne os for nogensinde at skulle blive vidner til personer, der klæder sig så mærkeligt og kvindeundertrykkende. Måske render nævnte burkaklædte personager oven i købet rundt med hagekors, hammer og segl samt andre totalitære symboler under burkaen, uden at nogen af os normale mennesker kan se, hvad der således - om jeg så må sige - foregår i det skjute. Horribelt!
Håber inderligt, at storinkvisitorerne Krarup og Røvballe vil varsko befolkningen, hvis de får nys/mistanke om noget sådant!
Nej, så er umennesker, der åbenlyst vedkender sig, hvad de er og står for, som eksempelvis netop Uløkken gør det, da afgjort at foretrække. Det eneste, der plager mig, er, at jeg finder det anstødeligt, at folk skal trækkes med overvægtige statsministre og andre overvægtige politikere, som eksempelvis den tidligere Venstreminister Henning Christophersen og - ja naturligvis - Uløkken himself.
Burde man ikke nedsætte et udvalg, der begrænser sådanne fedekalves brug af agtværdige beklædningsgenstande som jakkesæt og slips etc. Det er da at vanhellige jakkesættet at lade sådanne sumu-bryder-lignende typer, der i øvrigt ikke er andet end forklædte brugtvognsforhandlere, klæde sig ud som anstændige mennesker. Det forvirrer begreberne, når bulldoglignende bølletyper får lov til at klæde sig så nobelt.
Jeg synes, vi skal have et burka-politi, men det bør også kunne afsløre og arrestere andre skurke end de sorte og blå slyngler i burkaer, vi gang på gang ser i TV, hvadenten de stammer fra Afghanistan eller har fundet vej til vores tolerante og demokratiske andedam, hvor den personlige frihed til at holde sig inden for blå - og rød! - stues normer, sættes uendeligt højt.
Lad os endelig udnævne Uløkken til politimester for burka-politiet! Det vil helt sikkert gøre ham til en mere elsket og troværdig statsminister.
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!
Jens Sørensen