USA er omsider klar til at forpligte sig til at overholde faste grænser for, hvor meget CO2 supermagten må lede ud i atmosfæren.
Det vurderer EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, over for Ritzau.
- Nu accepterer USA bindende mål, forudsat at de er bindende for alle. Spørgsmålet er, hvor langt de andre er rede til at gå, siger Barroso til Ritzau.
Andre skal også forpligte sig
USA betinger sig dog angiveligt, at alle øvrige lande accepterer lignende mål - blandt andre Kina og Indien, der er blandt de største udledere af CO2 i den tredje verden.
Barroso understreger, at det amerikanske tilsagn ikke er i hus endnu, men han forventer, at det sker i løbet af de kommende tre dages G8-topmøde.