FC København må vinke farvel til sin anfører og forsvarsklippe, Michael Gravgaard.
Gravgaard fortsætter karrieren i den franske klub Nantes, oplyser FCK på klubbens hjemmeside.
- Vi havde på ingen måde planlagt et salg af Michael, og det har vi i hele forløbet gjort vores forhandlingspartner opmærksom på. I sidste ende fik F.C. København imidlertid et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, og da Michael samtidig havde et stort ønske om at realisere et skifte, var der ingen vej tilbage, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.
- Michael er søndag rejst til Frankrig for at færdiggøre kontrakten og gennemgå det obligatoriske lægetjek. Michael har altid været en foregangsmand både på og udenfor banen, og han vil utvivlsomt blive savnet i FCK. Det bringer os naturligvis i en situation, hvor vi nu meget nøje må overveje truppens sammensætning forud for sæsonen, siger Carsten V. Jensen.
Ifølge Sporten.dk har FCK fået 29 millioner kroner for Gravgaard, der kom til den københavnske storklub fra Viborg for tre år siden.